Ligesom leg ændrer sig gennem historien, ændrer vores opfattelser af medier, symboler og teknologier sig.
De, der er børn i dag, har ikke den samme forestilling om medier og teknologier, som de, der var børn for en generation eller flere siden havde, da de var børn eller har nu som voksne.
Nutidens børn er vokset op med nogle teknologier, som de tager for givet, mens der er andre teknologier, som de ikke har nogen idé om hvad de skal bruge til - teknologier, der var en naturlig del af opvæksten for de børn, der nu er blevet voksne.
Dette betyder at børn og voksne opfatter og anvender teknologier med vidt forskellige grader af selvfølgelighed, hvilket kan give anledning til misforståelser. Og det betyder derfor, at vi i analyser af børns leg og adfærd må tage disse ændrede opfattelser med i vores overvejelser.
Krakskort eller GPS?
Blandt flere billeder så en dreng på syv år et udsnit af et bykort. »Det er en GPS«, sagde han, og hans forældre kiggede på hinanden og morede sig over alle de sjove ting, børn jo siger. Men drengen sagde mere end det. Hans kommentar vidnede nemlig om en ændret forestilling om afstande, bevægelser og navigation i rum end den, hans forældre har.
Når drengen ikke opfatter et bykort som et bykort, men derimod som billedet på skærmen på et GPS navigationssystem, er det naturligvis et udtryk for de erfaringer han har at trække på.
Når hans forældre skal ud og køre og ikke på forhånd kender vejen, så henter de en kørselsvejledning på KRAK eller taster destinationen ind i GPS'en. De sidder ikke og bøvler med at folde store kort af papir ind og ud omme på forsædet af bilen.
På mange måder bygger GPS-systemet i sin opbygning og sit udseende på netop disse kort, men det tilfører også brugeren nye dimensioner og nye oplevelsespotentialer. For eksempel er der væsentlig forskel på oplevelsen af at køre forkert, når man navigerer ved hjælp af en GPS, i forhold til hvis man navigerer ved hjælp af et gammeldags kort.
Fremtidssikret teknologi
Også i forhold til andre teknologier har børn og unge i dag en anderledes opfattelse end deres forældre og især bedsteforældre. En telefon, for eksempel, har ikke længere drejeskive og ledning. Et fjernsyn har fjernbetjening og farver, og en computer er noget, man tager med sig under armen og kobler trådløst op når som helst og hvor som helst.
De oprindelige funktionaliteter i telefonen, fjernsynet og computeren eksisterer fortsat: Man kan tale i, kigge på og skrive på dem, som man altid har kunnet. Men de er supplerede af nye og ikke oprindelig indtænkte brugspotentialer.
Det betyder også, at vores opfattelse af, hvilke teknologier der er nødvendige, ændrer sig. I 1997 byggede min svigerfar et nyt sommerhus. Af korrespondancen, som han førte med byggefirmaet, fremgår det, at han flere gange betonede, at det var vigtigt at der var telefon- og antennestik i alle husets værelser, for, som han skriver, at 'fremtidssikre huset'.
Allerede i dag - kun 12 år senere - er vi stort set ved at gøre os fri af stik og kabler til fordel for mere og mere omsiggribende trådløse teknologier. Og hvilke standarder og formater, der vil være nødvendige i fremtiden, kan vi kun gætte på.
Brugerrutiner forsvinder
På Hovedbiblioteket i Århus har der i forbindelse med projektet 'legende familier i biblioteket' været stillet en gammel Nintendo tv-spillekonsol og en gammel Commodore64 computer op.
Især den sidste har voldt mange vanskeligheder for brugerne, selv for dem, der i 1980'erne tilbragte timevis foran den. De havde simpelthen glemt, hvordan man betjente den. Flere gjorde behjertede forsøg, men måtte give op.
Det var noget med, at man skulle sætte båndet i gang og så skrive en eller anden kommando i DOS prompten; men hvordan det lige præcis skulle udføres var flere meget i tvivl om.
Det gik noget nemmere med Nintendo'en, både for voksne, men især for børn. Den ligner i højere grad noget, man kender, og børnene kunne trække på deres erfaringer fra nutidens spillekonsoller, når de skulle styre Mario rundt i spillet.
En viden, der for mindre end 30 år siden sad på rygmarven af alle raske drenge er således forsvundet med indførelsen af Windows-baserede brugergrænseflader.
Børn tænker tværmedielt
Et udtryk for den ændrede teknologiopfattelse er, at børn som udgangspunkt er vant til at tænke tværmedielt. De skelner ikke mellem bøger og film, hvis bare historien er god, og de tager for sig på alle hylder, når et nyt mediekoncept indtager butikkerne med alskens merchandise.
Og i hvert foretager de ikke kvalitative vurderinger, der lægger vægt på at bøger skulle være 'finere' eller 'bedre' end film, der igen er finere og bedre end tv.
Og derfor forstår de ikke de voksne, der mener at de skal forlade computeren for at gå ud og lege. For det er jo netop det, de gør, når de spiller og chatter, og de kan ikke overbevises om, at det ene skulle være bedre leg end det andet.
Børn i dag kan ikke huske en hverdag uden interaktive medier og har ingen forbehold overfor dem.
Derfor er det væsentligt, at man fokuserer på, hvordan medier og teknologier opfattes af dem, der bruger dem og af dem, man eventuelt designer til, og ikke lader sine egne opfattelser være styrende. Og i hvert fald ikke foretager kvalitetsvurderinger før man har undersøgt hvilken betydning de har, for brugerne.
