Som forskere og universitetsundervisere på kommunikations- og medieuddannelser oplever vi en stor interesse blandt studerende for empiriske studier af børn og unges brug af medier.
Men hvordan får studerende bedst adgang til viden og indsigter inden for dette felt? Hvilke metoder egner sig til hvilke aldersgrupper og forskningsspørgsmål? Og hvordan kan vi forstå disse overvejelser i relation til aktuelle debatter om børn og unges brug af medier?
I bogen Undersøgelser af børn, unge og medier, som netop er udkommet på forlaget Samfundslitteratur, introducerer vi relevante metoder og kommer med gode råd til empiriske undersøgelser.
I det følgende bringer vi et uddrag fra bogens første kapitel.
\ Om bogen
Undersøgelser af børn, unge og medier handler om, hvordan man begriber, indfanger og taler med børn og unge om de hverdagspraksisser, som udfolder sig med medier, og den præsenterer en oversigt over de mest væsentlige metoder til at undersøge børn og unges brug af mobile og digitale medier.
Bogen fokuserer på kvalitative og kvantitative tilgange samt mixed methods-studier og præsenterer centrale problemstillinger i relation hertil.
Særligt skal bogen ruste læseren til at foretage kvalitative interviewstudier med børn og unge, gennemføre medie- og internetetnografiske undersøgelser af børn og unges mediebrug i praksis eller udføre spørgeskemaundersøgelser herom. Bogen har desuden fokus på de etiske udfordringer, som løbende gør sig gældende, når man forsker i børn og unges brug af medier ved blandt andet at adressere samtykke, adgang og fortrolighed.
Hvad undersøger vi?
Det første spørgsmål, der bør melde sig, når man ønsker at undersøge børn, unge og medier, er: Hvad er det egentlig, vi undersøger?
Umiddelbart er det ret nemt at svare, at man undersøger 'mediernes betydning for børn og unges liv', men det dækker over en række aspekter, som man er nødt til at tage stilling til.
For det første: Hvad mener vi med 'medier'? Er det en specifik medietype (for eksempel podcasts), en udsendelse (for eksempel X Factor), en genre (for eksempel reality-tv), en app (for eksempel Snapchat) eller en platform (for eksempel mobiltelefonen), eller er det bestemte former for brug i bestemte sammenhænge (for eksempel brugen af computerspil i en fritidsklub)?
Eller mener vi snarere medier i bredere forstand, forstået som grundlæggende strukturer og/eller konfigurationer af medier i samfundet og i den enkeltes liv?
For det andet: Hvad mener vi med 'betydning'? Her er vi nødt til at overveje, hvilken grundlæggende forståelse af relationen mellem mennesker og medier, vi læner os op ad, herunder hvilken forskningsmæssig tradition, vi lader os inspirere af.
Det er ikke ligegyldigt, om vi formulerer forskningsspørgsmål, der trækker på eksempelvis en effekt- eller en praksisforskningstradition. Vi er nødt til at gøre os klart, om vi er interesseret i specifikke effekter eller indflydelser inden for afgrænsede felter, eller om vi er interesseret i at undersøge mediebrugen i bredere forstand og for eksempel på tværs af hverdagslivets sfærer og kontekster.
Børn og unges liv foregår mange steder og på mange måder
Det relaterer sig til det tredje aspekt, man må overveje, for hvad mener vi med 'børn og unges liv'? Hvilke dele af børn og unges liv interesserer os?
Anlægger vi et bredt, etnografisk hverdagslivsperspektiv på mediebrug, eller er vi mere interesserede i børn og unges umiddelbare reaktion på for eksempel en tv-udsendelse eller en film? Er vi optaget af hverdagslivet på tværs af institutionelle kontekster eller af specifikke situationer, for eksempel i en skole eller i hjemmet?
Dette leder til fjerde og sidste spørgsmål, som bør gennemtænkes, inden man starter sin empiriindsamling: Hvad mener vi egentlig med børn og/eller unge? Hvem er det, vi ønsker at undersøge?
Er det deres alder, køn, sociale baggrund eller andet, der interesserer os, eller er det børn og unge i specifikke roller, dvs. som børnehavebørn, skoleelever, gamere, familiemedlemmer, youtubere eller noget helt andet?
Vi skal passe på med generaliseringer
I studieprojekter såvel som i forskning er det vigtigt ikke at forfalde til at generalisere om hele generationer af børn og/eller unge og deres brug af medier.
Betegnelser som for eksempel 'Generation X, Y, Z', 'Millennials' eller 'De digitalt indfødte' hører generelt ikke hjemme i opgaver på videregående uddannelser. Det hænger sammen med, at sådanne generaliserende betegnelser sjældent indfanger et empirisk genstandsfelts kompleksitet.
Desuden vil man næppe have belæg for at kunne udtale sig om en hel generations mediepraksisser, da der kan være mange individuelle forskelle på, hvordan børn og unge i forskellige sociokulturelle kontekster tager medier i brug.
I stedet bør man grundigt overveje målgruppen for ens undersøgelse og være så specifik som muligt på spørgsmålet om, hvem og hvad det er, man kan sige noget om på baggrund af det konkrete studie.
Det handler altså om undersøgelsens udsigelseskraft.
Individet og gruppen
Helt konkret er man også nødt til at overveje hvilken rolle, ens informanter spiller i den undersøgelse, man skal lave.
Er det repræsentanter for en gruppe (jf. ovenstående), eller er det de specifikke individers livsfortælling og -fortolkning, man er interesseret i.
Dette kan diskuteres som et etisk spørgsmål. På den ene side kan man anlægge et radikalt etisk perspektiv, hvori det enkelte individ ikke kan reduceres til noget almenmenneskeligt.
Heroverfor står et etisk-demokratisk perspektiv, der påpeger, at individer også tilhører sociale og kulturelle grupper, og at vi som forskere er forpligtede på at høre børn og unges egne perspektiver på disse.
Alle disse spørgsmål er det vigtigt at have overvejet, inden man går i gang med et undersøgelsesdesign. Overvejelserne vil afspejle sig i den problemformulering eller det forskningsspørgsmål, man arbejder med.
Det gode forskningsspørgsmål
Hvordan når man frem til et godt forskningsspørgsmål?
Det er altid en god idé at starte med en undren, som indledningsvist kan formuleres til en løs problemstilling eller en række undersøgelsesspørgsmål. Udformningen af det endelige forskningsspørgsmål (selve problemformuleringen) er en løbende proces, og problemformuleringen kan ændres flere gange i et studieprojekt.
Det er helt ok, at ens indledende undren udspringer af historier, man har set eller læst i medierne eller praksisser, man har observeret i sit eget netværk.
Det afgørende er, om man er i stand til at formulere denne undren om til en problemstilling, der kan behandles og besvares ved hjælp af akademisk metode, herunder med en åben, analytisk, systematisk og tilstræbt ikke-normativ tilgang.
\ Læs mere
Gå ikke ud fra, at børns mediebrug altid er problematisk
Et eksempel, som vi ofte er stødt på blandt vores studerende, er deres observationer af yngre søskende eller nevøer og niecers mediebrug.
Typisk fremføres disse observationer som problematiske på en eller anden måde: Teenagere er på Snapchat dagen lang, eller småbørn er ikke til at drive væk fra deres iPads.
Men for at en sådan observation kan blive til en relevant, akademisk problemstilling, er man nødt til at forholde sig mere neutralt til den og gennem sin problemformulering så at sige holde den ud i strakt arm, så man kan komme til at undersøge, hvad den faktisk består af.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Det indebærer også, at man overvejer, hvordan man metodisk kan gå til sin undersøgelse og ikke mindst, hvilke teorier og hvilken eksisterende forskning man kan anvende for at få sat problemet ind i en relevant sammenhæng.
Hold dig fra ja- eller nej-spørgsmål
Spørgsmål, der kan besvares med ja eller nej, er som regel ikke gode problemformuleringer, fordi de ikke kan rumme nuancer eller kompleksitet i empiriske problemstillinger.
En problemformulering som 'Lider unge af FOMO?' er for eksempel ikke en god problemformulering, dels fordi den indeholder en forhåndsantagelse om, at FOMO (Fear of Missing Out) er et fænomen, der eksisterer og kan påvises empirisk (som en lidelse eller måske ligefrem diagnose), og dels fordi der lægges op til, at der vil kunne svares entydigt ja eller nej til spørgsmålet.
Vi vil anbefale en mere åben og nuanceret problemformulering, der giver plads til refleksion over de faktorer, der kan have betydning, og som først og fremmest giver plads til, at de unge, man ønsker at undersøge, selv kan komme til orde.
Det kunne for eksempel lyde: 'Hvordan oplever unge i alderen xx-xx deres brug af sociale medier i hverdagen, og hvilken betydning har deres oplevelse af at være inkluderet i sociale fællesskaber?'
Forskellige metoder fører til forskellige former for viden
Udformningen af problemformulering og forskningsspørgsmål skal hænge sammen med den eller de metoder, man ønsker at anvende i sin undersøgelse.
Helt principielt bør man altid definere problemformuleringen, før man vælger metode – så det er metoden, der passer til det, man vil undersøge, og ikke omvendt.
I en undervisningskontekst kan det dog af og til fungere lidt anderledes, og somme tider bliver man som studerende bedt om at afprøve bestemte metoder, og derfor er man nødt til at lade sin problemstilling orientere sig i retning af en bestemt metode.
Forskellige metoder skaber forskellige former for viden, og det har derfor stor betydning, om man laver kvalitative interviews, online etnografier eller kvantitativt orienterede survey-undersøgelser.
Det er sådanne forskellige forskningstraditioner og metoder, vi dykker ned i med bogen Undersøgelser af børn, unge og medier.
Bogen er særlig velegnet til studerende på uddannelser indenfor medier og kommunikation, undervisning og pædagogik, og til de, der arbejder med børn og unge som målgruppe og har en interesse i at inddrage og forstå børn og unges egne perspektiver på deres hverdagsliv og -praksis.
