Man hører jævnligt fra politikere og debattører, at der ikke er grund til at bekymre sig om den stigende ulighed i velstående lande som Danmark, England og USA, fordi selv de dårligst stillede borgere i disse lande har nok.
Med nok menes her, at de har meget mere end indbyggere i fattige lande.
Andre modsætter sig. De mener, at vi bør bekymre os om ulighed i velstående lande og om absolutte mangler i verdens fattigste samfund.
Det mener vi, at de har god grund til.
Men hvordan kan bekymringerne om social ulighed og global fattigdom eksistere side om side?
Det kan de, mener vi, fordi begge bekymringer faktisk handler om, at folk ikke har nok.
Uligheder i velstående stater har nemlig oftest en bestemt karakter, der gør, at de relativt dårligst stillede ikke har tilstrækkeligt – selv om de på mange måder har mere, end de behøver.
Der er en tærskelværdi
Politiske teoretikere, der, som vi, tilslutter sig et tilstrækkelighedsprincip, hævder positivt (P), at retfærdigheden er opfyldt, når alle befinder sig over en kritisk tærskel – når alle har nok, og negativt (N), at over denne tærskel er uligheder irrelevante.
Det kan umiddelbart lyde, som om der vitterligt ikke er noget problematisk ved uligheder i velstående samfund – for disse må da være over enhver kritisk tærskel. Men dette skyldes en forsimplet forståelse af de mekanismer, hvorigennem uligheder virker.
For at have nok, hævder vi, skal man bringes over en tærskel, hvorved man er sikret, hvad vi kalder, frihed fra tvingende omstændigheder.
\ Læs mere
Hvornår er der tale om retfærdighed?
Retfærdighed er opfyldt, når alle nyder tilstrækkelig frihed af denne art. Med det skal forstås frihed fra relevante begrænsninger på at udfolde centrale aspekter af det menneskelige liv (P1).
Individer er ydermere først frie i den rette forstand, når de er frie fra relevante begrænsninger for ethvert centralt aspekt af det menneskelige liv (P2).
Når alle er over alle disse tærskler, så er uligheder irrelevante for retfærdighed (N1).
Det følger af P1, P2 og N1, at en verden, hvor alle mennesker har alt, hvad de behøver, er retfærdig.
Det er en verden, hvor ingen mangler basale ressourcer, ingen er undertrykte, diskriminerede eller socialt ekskluderede, og hvor alle har tilstrækkelige muligheder for uddannelse, arbejde og politisk indflydelse.
I en sådan verden ville ulighed ikke være uretfærdig. Men de samfund, der kendetegner vores verden, er ikke så problemfrie.
For at se dette, vil vi nedenfor udlede mere om, hvad tilstrækkelighedsidealet kræver i form af fordeling og omfordeling – hvornår, med andre ord, folk har nok.
Centrale og ikke-centrale aspekter
For det første omhandler retfærdighed kun frihed i henhold til centrale aspekter i et menneskeliv.
For at illustrere forskellen på disse og ikke-centrale aspekter kan det være nyttigt at se på et hypotetisk eksempel.
Tænk igen på den verden, vi beskrev ovenfor, hvor alle har nok i alle centrale aspekter.
Lad os kalde det Succeedia. Her er alle, ifølge vores definition, frie fra tvingende omstændigheder.
Sammenlign nu Succeedia med et andet land, Squanderia.
I Squanderia er folk under den relevante tærskel i forhold til nogle centrale aspekter i livet – de har eksempelvis utilstrækkelig mulighed for sundhed, uddannelse og politisk indflydelse.
Til gengæld er der exceptionelt gode muligheder for at tælle græsstrå (mange parker, ingen ’græsset må ikke betrædes’-skilte, og så videre).
Sådanne fordelagtige græstællemuligheder er der imidlertid ikke i Succeedia, og borgernes samlede tilfredshed med deres liv er den samme i de to lande.
Hvis man mener, at Succeedia er et fundamentalt bedre samfund end Squanderia, grundet de friheder, som indbyggerne i de to samfund har tilgængelige, så accepterer man vores skelnen mellem centrale og ikke-centrale aspekter.
Denne teoretiske skelnen er selvfølgelig mere kompleks i praksis.
Hovedpointen er imidlertid væsentlig; retfærdighedsspørgsmål er begrænset til centrale områder af et menneskeliv såsom sundhed, uddannelse, sociale relationer og politisk medbestemmelse.
Retfærdighed handler således ikke 'blot' om at sørge for, at folks præferencer bliver opfyldt – hvad end det gælder folks muligheder for at tælle græsstrå, stå på skøjter eller spille på sækkepibe.
Et område kan ikke kompensere for et andet
For det andet er retfærdighed pluralistisk.
De centrale aspekter er hver især væsentlige for retfærdighed, hvilket vil sige, at der findes en tærskel for friheden til hver af dem – altså en for sundhed, en for uddannelse, en for politisk medbestemmelse og så videre.
Det betyder også, at de er inkommensurable i den forstand, at et overskud af en af dem ikke kan kompensere for et underskud af en anden.
Hvis Anna eksempelvis har lav social status eller utilstrækkelige uddannelsesmuligheder, kan disse utilstrækkeligheder ikke 'kompenseres for', ved at hun tildeles flere penge eller bedre sundhed.
At et samfund er rigt, er dermed heller ikke i sig selv en garanti for, at alle har nok.
Retfærdighed forstås dermed bedst som en række separate tærskler henover de centrale aspekter og er først opfyldt, når alle personer er over tærsklen for alle disse aspekter.
Hvornår har andres muligheder betydning?
For det tredje varierer de centrale aspekter i henhold til deres distributive logik.
Det vil sige, at det varierer mellem forskellige aspekter, hvad der kræves for at være over tærsklen og være fri fra tvingende omstændigheder.
Positionelle aspekter er defineret ved, at deres absolutte værdi afhænger af, hvor meget man har i forhold til andre.
Hvis vi eksempelvis begge havde en stemme, og du nu pludselig har to, så falder værdien af min stemme. Fordi den giver mindre politisk indflydelse, selv om jeg stadig har det samme antal.
Det samme gør sig gældende for en række andre centrale aspekter, eksempelvis jobmuligheder og social status. Værdien heraf bestemmes ikke (kun) af, hvad man selv har, men i høj grad af, hvad andre har.
Det følger, at der i positionelle aspekter må være en (tilnærmelsesvis) lige fordeling, idet uligheder gør, at nogle står tilbage med utilstrækkelige muligheder.
For sundhed er ulighed ikke så afgørende
Ikke-positionelle aspekter er defineret ved, at deres værdi ikke bestemmes af andres beholdning. Sundhed er isoleret set ikke-positionelt; jeg bliver ikke mindre sund af, at andre bliver sundere.
For ikke-postionelle aspekter kræves, at alle har et rimeligt niveau, men ikke nødvendigvis lige muligheder.
Som en tredje kategori findes quasi-positionelle aspekter, som ikke i sig selv er positionelle, men som altid står i relation til positionelle aspekter.
Uddannelse er et sådan aspekt.
Min mulighed for uddannelse er ikke afhængig af andres mulighed for uddannelse, men udbyttet af min uddannelse er delvist bestemt af andres uddannelsesniveau.
For godt nok bliver min viden og dannelse ikke mindre af, at andre får mere, men de jobmuligheder og den offentlige anerkendelse, jeg kan få herigennem, er åbenlyst betinget af andres niveau.
For quasi-positionelle aspekter kræves, at alle har tilstrækkelige muligheder, og at man beskyttes fra systematiske, eksterne forhindringer fra andre positionelle aspekter – det vil sige undgår signifikante uligheder.
Både global og national ulighed er vigtigt
Retfærdighed omhandler altså centrale aspekter af livet og kræver sikring af tilstrækkelighed i alle disse centrale aspekter.
Hvad der udgør tilstrækkelighed varierer mellem aspekterne.
Dette forklarer, hvorfor global fattigdom er en moralsk ulykke. Det handler om enorme utilstrækkeligheder i ikke-positionelle aspekter som sundhed, sikkerhed og næring.
Men det forklarer også, hvorfor national ulighed kan medføre, at folk ikke har nok på trods af relativ velstand – fordi jobmuligheder, social status, uddannelse og politisk indflydelse er eller er relaterede til positionelle aspekter.
Hvis vi skal sikre, at alle har tilstrækkeligt, altså er frie fra tvingende omstændigheder, bør vi derfor bekymre os om begge dele, men selvfølgelig mest om global fattigdom.
