Økonomisk ulighed skaber mistillid - men hvorfor?

Den økonomiske ulighed er stigende i langt de fleste lande, hvilket har affødt en stor diskussion om ulighedens konsekvenser.

Doktorafhandlingen 'The Rise and Fall of Social Cohesion' bidrager til denne diskussion ved at analysere to samfund, USA og Storbritannien, hvor uligheden har været kraftigt stigende, og to samfund, Danmark og Sverige, hvor uligheden frem til sidst i 1990'erne var kraftigt faldende.

Afhandlingen argumenterer for, at disse udviklinger i den økonomiske ulighed er forklaringen på, hvorfor amerikanerne og briterne har fået mindre og mindre tillid til hinanden, mens svenskerne og danskerne har fået mere og mere tillid hinanden.

Danskerne mente, at man kunne stole på de fleste

I 1960 svarede 55 procent af amerikanerne, at man kunne stole på de fleste mennesker. Men i slutningen af 1990'erne var det faldet til 36 procent.

Udviklingen er den samme i Storbritannien. I 1959 svarede 56 procent af briterne, at man kunne stole på de fleste. I 1990 var det faldet til omkring 30 procent.

Det omvendte gør sig gældende i Danmark og Sverige:

I 1979 svarede 47 procent af danskerne, at man kunne stole på de fleste mennesker, hvilket steg op til 76 procent i 2008.

I Sverige angav 58 procent af svenskerne i 1981, at man kunne stole på de fleste. Det var steget til 68 procent i 2007 (se figur).

Økonomisk ulighed er den vigtigste faktor – men hvor?

Det er et standardfund inden for tillidsforskning, at økonomisk lighed er meget stærkt korreleret med tillid. Selv den kendte amerikanske tillidsforsker Robert Putnam, der har holdt hårdt på teorien om betydning af foreningsdeltagelse, har bidt mærke i sammenfaldet mellem den stigende ulighed og amerikaneres tab af tillid til hinanden.

Men lighedsargumentet har altid haft det problem, at det har stået uklart, hvordan økonomisk ulighed egentlig påvirker vurderingen af, hvorvidt man kan stole på andre medborgere.

Doktorafhandlingen løser dette mysterium ved nærmere at analysere, hvordan mennesker interviewet i lige og ulige samfund forestiller sig deres samfund og deres medborgere.

Middelklassesamfund giver mere tillid

Det viser sig, at i økonomisk lige samfund, som Danmark og Sverige, tror de fleste, at andre medborgere tilhører midten, mens det omvendte er tilfældet i ulige samfund, som USA og Storbritannien, hvor hovedparten af ens medborger menes at tilhøre 'bunden' plus en mindre 'top'.

Og det gør en forskel.

Der er en næsten perfekt sammenhæng mellem opfattelsen af at leve i et middelklassesamfund og opfattelsen af, at man kan have tillid til de fleste mennesker.

Der er flere argumenter for, hvorfor man specielt kan have tillid til 'midten'.

Et første argument er, at langt hovedparten af befolkningerne (også i USA og Storbritannien) mener, at de selv tilhører midten. Og man tenderer til at stole på sine egne.

Et andet argument er, at økonomisk ulighed skaber nogle samfundsmæssige bundgrupper, der fremstår som farlige afvigere, mens økonomisk lighed skaber bundgrupper, der opfattes som fredelige, almindelige medborgere.

Massemedierne og bundgrupperne

Afhandlingen dokumenterer, at samfundets bundgrupper beskrivelse som langt 'farligere' og 'utroværdige' i USA og Storbritannien og som langt 'fredeligere' og 'troværdige' i Sverige og Danmark. At amerikanske medier beskriver bundgrupper som afvigere er et velkendt fænomen.

Amerikanske forskere strides om, hvorvidt det skyldes medielogikker, vold og misbrug forårsaget af fattigdom eller bare racisme over for sorte amerikanere, som er overrepræsenteret på bunden af samfundet.

I forhold til sidstnævnte argument viser afhandlingen, at bundgrupperne beskrives på samme negative måde i Storbritannien, selvom hovedparten af bundgrupperne er konstrueret som 'hvide'.

Det styrker argumentet om, at det er økonomisk ulighed og fattigdom, der danner grundlaget for at opfatte bundgrupperne som farlige og utroværdige. Det er, ikke kun, et spørgsmål om hudfarve.

Afhandlingen viser også, at bundgrupperne i det store hele beskrives som langt fredeligere og mere troværdige i den danske og svenske massemedier. Den eneste rigtige undtagelse er beskrivelsen af indvandrere, hvor der både i danske og svenske medier er en lille slagsside mod negative historier. Det kan skyldes racisme. Men det kan også skyldes økonomisk ulighed.

Økonomisk ulighed og opfattelse af bundgrupperne

Med stigende økonomisk ulighed følger stigende fattigdom, hvilket påvirker vores opfattelse af, hvem de fattige egentligt er, og hvad der egentlig er deres problem.

I ulige samfund er fattige genstand for en kontinuerlig interesse, som ofte ikke gavner den politiske kamp mod fattigdom.

Én af årsagerne er, at den mediemæssige dækning nemt kan komme til at handle om, hvordan 'de fattige' afviger fra majoriteten. Det er en klassisk pointe indenfor forskningen i stereotyper.

Amerikansk forskning har gentagne gange vist, hvorledes specielt sorte fattige amerikanere afbilledes stereotypt i medierne.

I bogen 'Why Americans hate welfare' (2000) dokumenterer Gilens, at amerikanernes modstand mod fattigdomsbekæmpende ydelser hænger sammen med deres negative syn på målgruppen. Og netop økonomisk ulighed kan medvirke til en mere negativ bedømmelse af 'bunden'.

Stigende fattigdom fører ofte til målrettede velfærdsydelser

Der er nogle indikationer på, at økonomisk ulighed skaber mere kriminalitet, stofmisbrug, opbrud i familien og teenagemødre på bunden af samfundet; en række af resultaterne er samlet i Wilkinson og Pickett omdiskuterede bog 'The Spirit Level' (2010). Det er ikke altid 'de fattige', der er hovedårsagen til de omstændigheder, der i den sociologiske litteratur ofte benævnes moralsk panik i offentligheden, f.eks. stofmisbrug. Men de er lette syndebukke.

En anden mekanisme er, at stigende ulighed fører til mere boligmæssig segregering, hvilket skaber endnu bedre vilkår for dannelse af negative stereotyper om 'de fattige'.

En tredje mekanisme er, at stigende fattigdom ofte fører til et krav om at målrette de offentlige velfærdsydelser, dvs. logikken »brug kun pengene på dem, der virkelig har brug for det«.

Her viser en lang forskningstradition, at målretning ofte leder til øget moralisering om, hvorvidt modtagere virkeligt fortjener at bliver hjulpet. Omvendt kan ordentlige økonomiske vilkår for bundgrupper, blandede boligområder og universelle velfærdsydelser bidrage til at forklare danskernes og svenskernes anderledes syn på bundgrupperne.

Økonomisk ulighed og forestillingsuniverser

Nok påvirker graden af økonomisk ulighed den måde samfund reelt fungerer på. Men det er ikke så simpelt, at økonomisk ulighed per automatik giver mindre tillid. Og omvendt med økonomisk lighed.

I både USA, Storbritannien, Sverige og Danmark har det været en kompliceret proces, hvor forestillingsunivers ofte er vigtigere end 'virkeligheden'.

Det er meget sigende, at udviklingen i tillid i de fire lande hænger dårligt sammen med udviklingen i kriminalitetsniveauer.

Sidstnævnte er yderst vanskelige at måle, da meget kan afhænge af praksis for anmeldelse og registrering. Men målt på manddrab, der typisk altid bliver anmeldt og registeret, viser kriminalitetsstatikken et fald i USA og Storbritannien og en ikke ubetydelig stigning Sverige.

Vigtigst hvordan vi tror, de andre er

Der er således intet belæg for, at danskerne og svenskerne reelt er blevet mere ærlige og troværdige. Tværtimod.

Ligeledes er der intet belæg for, at amerikanerne og briterne reelt er blevet mere uærlige og utroværdige. Men måske er det heller ikke så vigtigt for interaktionen mellem fremmede i store forestillede nationale fællesskaber.

I disse sammenhænge er det vigtigste ikke, hvordan vores medborgere er. Det vigtigste er, hvordan vi tror, de er.