Verden bliver aldrig fredelig og fri

Drengene rullede bildæk ned ad gaden med en glæde, som kun tiårige kan have ved at få en genstand til at bevæge sig. I det øjeblik var drengene som børn alle andre steder i verden, men da bildækkene var rullet på plads, var de så udpræget børn i Aleppo.

Der blev hældt benzin på bildækkene, hvorefter de blev antændt for at holde den sorte røg, der indhyllede byen, ved lige. Aleppo i det nordlige Syrien var belejret af syriske regeringsstyrker støttet af elementer fra den iranske revolutionsgarde og libanesiske Hizbollah, såvel som russiske fly.

Det var flyene, som bildækkenes røg skulle forhindre i at bombe byen. Trods drengenes anstrengelser ville røgen desværre kun forhindre de russiske piloter i at bruge det blotte øje eller laserudpegning til at identicere deres bombemål. GPS-styrede bomber eller bomber kastet på fornemmelsen skulle nok falde over Aleppo.

Selvom røgen kunne gøre troppebevægelser inden i byen mindre synlige for fly og artilleri, gjorde den det mere sandsynligt, at det russiske luftvåben ramte civile, hvilket i forvejen ikke syntes at være noget, der bekymrede de russiske piloter.

Russerne blev beskyldt for at anvende klyngebomber, som eksploderede i hundredevis af små sprængladninger blandt stillinger for de oprørere, der forsvarede Aleppo mod regeringsstyrkerne. Efterhånden som russerne og deres allierede strammede grebet om byen, anvendte det russiske flyvevåben desuden bomber, der kunne gennembryde betonen ned til de kældre, hvor drengene og deres forældre havde søgt ly.

Syrien et billede på det 21. århundredes konflikter

Belejringen af Aleppo i efteråret 2016 er et eksempel på de intra-statslige konflikter, som er den mest udbredte form for krig i vores tid. Aleppo var den sidste større by, som den syriske regering skulle erobre tilbage for at genetablere den kontrol med landet, som regeringen i Damaskus havde mistet under oprøret i 2011.

Et oprør, som var udløst af en række oprør mod regeringer i Mellemøsten – kendt som det Arabiske Forår. Men hvor de mere eller mindre lykkedes i Tunesien, Libyen og Egypten, udviklede det i Syrien sig til en borgerkrig, som oprørerne stod til at tabe.

Borgerkrigen i Syrien illustrerer, hvordan konflikter inde i en stat er forbundet til udviklinger og idéer mellem stater. Af samme grund havde en lang række lande en interesse i, hvordan oprøret forløb i Syrien, og de sørgede for, at krigens bål vedblev med at brænde ved hjælpe af penge og tropper. Iran støttede regeringen – Saudi-Arabien oprørerne.

USA holdt sig tilbage fra at gribe ind, mens Rusland med stor iver satsede på at støtte regeringen i Damaskus med bombefly og militærrådgivere. Derfor handlede udfaldet af krigen ikke blot om, hvem der havde magten i Syrien, men også om stormagternes forhold til hinanden.

Syrienskrigen blev sammen med krigen i Ukraine Ruslands måde at gøre op med USA’s dominans siden afslutningen af Den Kolde Krig. Krigen i Syrien var en udløsende faktor for at mere end en million flygtninge rejste til Europa i 2015, hvilket havde store konsekvenser for indenrigspolitikken i de europæiske lande – blandt disse konsekvenser kan meget vel være sammenbruddet af EU, som vi kender det.

Borgerkrigen i Syrien gav desuden plads til, at organisationen Islamisk Stat kunne erobre store dele af det centrale Syrien og nordlige Irak, hvorfra den inspirerede til terrorangreb i Europa.

Dette kludetæppe af konflikt – hvor brændende bildæk og højteknologiske fly, en national borgerkrig og international politik, terrorisme, krigsflygtninge og udlændingepolitisk debat er viklet ind i hinanden – sådan ser konflikter ud her i begyndelsen af det 21. århundrede.

Er freden forbi?

På den baggrund kan man ikke fortænke folk i at spørge: Er freden forbi? Vi kan se røgen fra Aleppo og Ukraine i horisonten og spørger os selv, om branden vil blive antændt hos os.

Det spørgsmål har vi ikke stillet os selv siden afslutningen af Den Kolde Krig. Selvom de konkrete krige på Balkan, i Irak og i Afghanistan har fyldt meget i vores bevidsthed, er det krige, som vi har kunnet vælge til og fra.

Vi ser os måske ikke nødsaget til at sende vores børn ud at brænde bildæk af i en sidste desperationshandling. Derfor kan vi nu godt være desperate og depressive alligevel. Selvom truslen fra terrorisme i stigende grad former vores daglige liv, er risikoen for at blive involveret i et trafikuheld stadig langt større end risikoen for at blive ramt af en terrorists bombe.

Problemet er bare, at vi ikke måler vores sikkerhed med matematisk koldsindighed. Et studie af antallet af henvisninger til psykiatrisk behandling i Danmark viser således, at antallet af personer med depression steg markant efter terrorangrebet på New York og Washington 11. september 2001.

Terrorangrebene skabte et bagtæppe af usikkerhed i tilværelsen for mennesker tusinder af kilometer væk. Det er således ikke bare fred i betydningen fraværet af krig, som er forbi, men også den fred, som mennesker i ellers krigsløse samfund prøver at finde med sig selv.

Er freden nogensinde begyndt?

'Er freden forbi?' er imidlertid et spørgsmål, som forudsætter, at verden i et længere stykke tid har været fredelig. Men måske er den forudsætning problemet.

Kendsgerningerne er, at de vestlige lande har været mere eller mindre permanent i krig siden Murens Fald og i hvert fald siden 2001 – bare ikke med hinanden.

Fra et dansk perspektiv har afslutningen af Den Kolde Krig således betydet mere snarere end mindre krig, selvom krigene i Irak, Afghanistan og Syrien har været af en anden karakter end den krig, som det danske forsvar forberedte sig på under Den Kolde Krig.

Uden for den vestlige verden har krig og konflikt været dagens orden, ofte med vestlig indblanding, siden afslutningen af Anden Verdenskrig. Måske er det forventningen om, at verden engang kan blive helt fredelig og fri, hvis blot endnu en krig bliver kæmpet i demokratiets og den mellemfolkelige fred og sikkerheds navn, der er problemet.

Måske er freden ikke forbi, fordi den aldrig er begyndt?

Varig fred er en illusion

Dette misforhold mellem vores forestillinger og virkeligheden har alt at gøre med Anden Verdenskrig og idéerne om, hvordan man kunne skabe en varig fred efter krigen. I 1945 blev krig forbudt. Da verdens lande skrev under på FN-pagten i San Fransisco, skrev de under på hverken at ville bruge eller true hinanden med væbnet magt.

Det var således krig mellem stater, som man ville forbyde, efter at to verdenskrige havde demonstreret, hvad konsekvenserne er, når verdens stormagter går i krig mod hinanden. Imidlertid var Anden Verdenskrig ikke blot en krig mellem stater, Anden Verdenskrig var i lige så høj grad en krig mellem og mod befolkninger.

I vores erindring om Anden Verdenskrig står landgangen i Normandiet eller slaget ved Stalingrad måske stærkest, men holocaust, besættelsen af Polen, krigen på Østfronten, Japans besættelse af Kina og en række andre forbrydelser blev udført i en kamp for at udrydde eller omforme befolkninger eller befolkningsgrupper til at passe ind i den skabelon, som f.eks. Hitler havde for efterkrigstiden.

I Asien og Europa (f.eks. Vietnam og Jugoslavien) førte besættelse til borgerkrige, der varede længe efter krigens afslutning. Hvor krig mellem stater har været en sjældenhed siden Anden Verdenskrig, og verden har været helt forskånet for direkte krig mellem stormagter, så har krig mod befolkninger internt i stater været i vækst.

Millioner af mennesker er døde i borgerkrige eller politisk og etnisk motiverede udrensninger.

Disse krige mod eller blandt befolkninger har været genstand for intervention fra verdens stormagter. Det kan således godt være, at stormagterne ikke har været i krig siden 1945, men de har i høj grad fået andre til at gå i krig for sig.

Hvor stormagterne ikke har villet nøjes med at sende penge, våben og trænere, så har de – ofte med FN's velsignelse – brugt militær magt til at intervenere i andre stater. Det har langtfra altid bragt krige til ophør, men tværtimod startet en kamp om kontrol over befolkningen mellem den intervenerende magt og andre grupper i landet. Således har over 160.000 civile mistet livet i Irak siden den amerikansk ledede invasion i 2003.

En væsentlig årsag til civile drab i Irak har været terrorisme. Terrorisme er den måde, som vi i Vesten i dag møder krig. Og den krig mod terror, som vestlige politikere erklærede, sætter i vidt omfang dagsordenen for den vestlige sikkerhedspolitik – både ude og hjemme.

Stormagtskrig er mere sandsynlig nu

Men ikke alene har vi svært ved at erkende, at terrorisme og andre typer af intra-statslig konflikt har været reglen snarere end undtagelsen siden 1945, i vores fokus på terror og terrorister overser vi tilmed også, at den teknologiske udvikling og udviklingen i de globale magtstrukturer gør, at krig mellem stormagter er mere sandsynlig nu, end den har været på noget tidspunkt siden 1945.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at krigen kommer. Når den kinesiske præsident taler med større glæde om globaliseringen, end den amerikanske gør, så er det netop, fordi Kina og en række andre lande har fået vækst og velstand som aldrig før takket være den globale handel.

Selvom krig således hverken er i USA’s eller Kinas interesse på nuværende tidspunkt, er forholdet mellem dem af en karakter, hvor de både har anledningen (Sydkinesiske hav, Nordkorea, Taiwan) og muligheden takket være den massive oprustning, som begge parter foretager i disse år.

At en krig mellem Rusland og Vesten eller USA og Kina vil udspille sig anderledes end Anden Verdenskrig, gør det måske endnu sværere at erkende, hvor farlig vores verden faktisk er, fordi vi i den grad betragter krigen ud fra FN-pagtens definitioner.

I fremtidens krige er befolkningen blevet slagmarken

Et stormagtsopgør i det 21. århundrede vil også foregå iblandt befolkningerne, som når et samlet antal på 11 milliarder i 2100. Fremtidens krige vil således handle om kontrol med megabyer snarere end om invasionen af store landområder.

Også her er Aleppo både et eksempel på, hvad der sker i dag, og hvad der kan ske i morgen. I fremtiden vil teknologi gøre det muligt at udkæmpe slag om byer som Aleppo ved hjælp af robotter.

Det vil sænke tærsklen for, hvornår man kan gå i krig og gøre det muligt for stormagter at kæmpe mod hinanden uden at udløse en atomkrig.

Vores urolige og ængstelige fornemmelse af, at vi er på vej ind i en tid, hvor freden er forbi, er en erkendelse af, at den evige fred, som FN-pagten lovede os, var og er en illusion.

Den erkendelse er vigtig, fordi den bør være udgangspunktet for at handle på en måde, hvor vi både kan opnå sikkerhed og opretholde vores frihed.

Vi skal erkende, at freden efter anden Anden Verdenskrig ikke var slutningen på krig som sådan, men snarere begyndelsen på en ny slags krig – krigene blandt befolkningerne, hvor krigen ikke foregår på en fjern slagmark, men hvor selve befolkningen er blevet slagmarken.

En ny form for krig, som nu er kommet til vores breddegrader. Om det er drengene, der ruller bildæk i Aleppo eller pigerne, som møder selvmordsbomberen, når de forlader en popkoncert i Manchester, så lever de i skyggen af fremtidens krig.