En jury har kendt den forhenværende amerikanske præsident Donald Trump skyldig i at have forfalsket dokumenter for at dække over en udbetaling til pornostjernen Stormy Daniels.
Det er første gang, en tidligere amerikansk præsident er blevet dømt i en straffesag.
Da Trump efterfølgende mødte pressen, kaldte han domsafsigelsen »en manipuleret afgørelse, lige fra dag ét«. Donald Trump vil sandsynligvis anke dommen.
Trump blev kendt skyldig i 34 anklagepunkter, som alle fandt sted i optakten til præsidentvalget i 2016.
Står anklaget i yderligere tre straffesager
Han står desuden anklaget i yderligere tre straffesager, men det er usandsynligt, at de øvrige retssager når at begynde før præsidentvalget i november. I 2023 blev han kendt skyldig i seksuelt overgreb mod forfatteren E. Jean Carroll.
På trods af de mange juridiske sager støtter mange republikanere stadig op om Trump og vil stemme på ham som præsident, selvom de erkender Trumps fejl uden for hans offentlige embede eller retssalen.
Faktisk mener 56 procent af republikanerne ikke, at Trumps uhæderlige seksuelle adfærd bør diskvalificere ham fra at stille op som præsidentkandidat.
Moralsk frakobling
Republikanerne giver typisk forskellige grunde til at støtte Trump, selvom de erkender hans grænseoverskridende og chikanerende seksuelle adfærd mod kvinder.
For eksempel peger nogle på, at Trump er offer for en politisk heksejagt, mens andre hævder, at Trumps nuværende retssager og anklager er en form for valgindblanding.
Hvorfor støtter mange amerikanere fortsat Trump? Kan psykologien forklare, hvorfor vælgere fortsat støtter politikere på trods af deres moralske eller politiske uredelighed?
'Moralsk frakobling' er en kognitiv proces, der kan forklare, hvorfor nogle personer fortsætter med at støtte ledere inden for politik, medier og sport, selvom de mener, at disse ledere har betragtelige moralske mangler uden for deres professionelle kald.
Moralsk frakobling er evnen til at adskille bedømmelsen af en persons moralske karakter fra personens præstationer eller evner i et offentligt embede.
Mere enkelt sagt, er det en mental proces, der siger: 'Jeg er ikke enig i personens handlinger, men jeg tror stadig, personen er god til sit arbejde.'

Vender det blinde øje til beskyldninger
Moralsk frakobling kan forklare, hvorfor for eksempel Woody Allen fortsat har en dedikeret fanskare og opbakning i filmindustrien på trods af, at han er blevet beskyldt for at have forgrebet sig på sin adoptivdatter.
Mange fans og professionelle skiller deres påskønnelse af Woody Allens film, som 'Annie Hall' og 'Midnight in Paris', fra hans personlige kontroverser, hvilket gør dem i stand til fortsat at støtte og værdsætte hans arbejde, mens de vender det blinde øje til beskyldningerne mod ham.
Der er grund til at tro, at konservative muligvis er mere tilbøjelige til lave denne moralske adskillelse, end venstreorienterede er. Personer, der identificerer sig som konservative, har en tendens til at tænke i mere snævre termer.
Behov for at se verden som entydig og velordnet
Det vil sige, at konservative har en tendens til at fokusere på bestemte emner, fordi de ser dem som adskilte fra andre og ikke repræsentative for 'hvem' personen er.
Denne adskillelse af spørgsmål og problematikker opfylder et psykologisk behov for at se verden som mere entydig og velordnet.
Venstreorienterede personer har derimod en tendens til at se 'det store billede'. Det forklarer, hvorfor konservative støtter politikere som eksempelvis Ron DeSantis, der fokuserer på specifikke spørgsmål som uddannelse og COVID-19, mens mere venstreorienterede personer støtter politikere som Bernie Sanders, der stræber efter systemisk forandring.
Implikationer for fremtiden for demokratisk politik
Moralsk frakobling er en udfordring for fremtiden for demokratisk politik.
I takt med at vælgere i stigende grad adskiller deres bedømmelse af personlig moral fra de politiske lederes effektivitet i embedet, kan denne tendens normalisere forsømmelighed og uredelighed blandt offentlige embedsmænd.
Vælgerne vil måske i stigende grad retfærdiggøre de folkevalgtes forsømmelighed og forseelser for i stedet at fokusere på kandidatens holdning til et bestemt spørgsmål frem for deres etiske værdier eller egnethed til at varetage embedet.
Det mindsker også behovet for at holde offentlige embedsmænd ansvarlige, ikke blot over for deres embede, men over for den offentlighed, de tjener. Men effektive politiske ledere er etiske ledere.
For at løse disse udfordringer er det afgørende, at medlemmer af alle samfund skaber og fremmer en politisk kultur, der værdsætter både effektivitet og etisk adfærd.
Ved at tilskynde til gennemsigtighed, ansvarlighed og åben dialog om de moralske implikationer af politiske handlinger kan vi være med til at afbøde den moralske frakoblings negative konsekvenser.
Etisk integritet og effektivt lederskab
Med udgangspunkt i det kognitive grundlag for moralsk frakobling kan en mere holistisk tilgang til evaluering af politiske ledere sikre vælgerne, at etiske overvejelser forbliver en integreret del af den demokratiske proces.
Selvom moralsk frakobling kan hjælpe med at forklare, hvorfor vælgere fortsætter med at støtte ledere på trods af deres moralske fejltrin og svig, understreger det også behovet for en balanceret tilgang til politisk dømmekraft.
I takt med at demokratier udvikler sig, er det vigtigt at anerkende kompleksiteten af moralsk frakobling og arbejde hen imod et politisk miljø, hvor etisk integritet og effektivt lederskab værdsættes lige højt.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.


































