Siden begyndelsen af 2024 har titusinder af tyskere været på gaden for at demonstrere og forsvare demokratiet mod højreekstremismen.
De har i stort tal demonstreret imod det højreradikale parti Alternative für Deutschland (AfD).
Partiet kan både i sin retorik og politik vække mindelser om nazismen. Det taler eksempelvis om »kamp mod eliten« i Berlin, hvor nazisterne talte om »kamp mod systemet«.
Mange af de tyskere, der deltager i de største demonstrationer på tysk grund siden de store fredsdemonstrationer i 1980'erne, er tydeligvis bekymrede og ikke uden grund.
For minder situationen for meget om året 1932, hvor et flertal af de tyske vælgere stemte på de antidemokratiske partier – det nazistiske NSDAP, det nationalistiske DNVP og det kommunistiske KPD – og dermed var med til at afskaffe demokratiet og bane vejen for nazismen?
AfD står til at blive det næststørste eller største parti ved de valg, der skal holdes i flere østtyske delstater i 2024.
Og på landsplan står det ifølge de seneste meningsmålinger til at opnå hele 19 procent af stemmerne, og det står også til et godt europa-parlamentsvalg her i juni 2024.
Men hvad går AfD's politik og projekt ud på? Hvor ligner og hvor adskiller partiet sig fra Hitler og nazismen?
Og ikke mindst: Hvor stor en trussel udgør AfD for det tyske demokrati? Hitler kom jo til magten, efter at tyskerne ved valg i 1932 og 1933 havde fravalgt demokratiet ved at give de antidemokratiske partier flertal.
I det følgende vil jeg forklare, hvad AfD er for en størrelse og forsøge at svare på disse spørgsmål.
AfD’s historie, helt kort
Alternative für Deutschland blev oprettet i 2013 som et euroskeptisk og nationalliberalt parti.
Partiet stillede allerede samme år op til valget til Forbundsdagen (cirka svarende til Folketinget), men kom lige akkurat ikke over spærregrænsen på fem procent.
Fire år senere stormede partiet ind med 12,6 procent af stemmerne. I den mellemliggende periode opnåede AfD repræsentation i de fleste tyske delstatsparlamenter og i Europa-Parlamentet.
AfD er det første yderligtgående højreparti, der har haft held til at etablere sig fast og opnå repræsentation i det tyske demokratiske system siden nazisterne.
AfD’s ideologi og politiske profil
Efter interne konflikter har AfD udviklet sig fra et euroskeptisk og nationalliberalt parti til et nationalistisk, indvandringskritisk, højrepopulistisk og i visse henseender højreekstremistisk parti.
Kort sagt: Partiet er gået mere og mere mod højre.
At AfD’s ideologi er nationalistisk viser sig ved, at fokus er på Tyskland og etniske tyskere. Derfor er partiet også EU-skeptisk: EU skal bestemme mindre, medlemsstaterne mere.
Politisk går partimedlemmerne særligt op i at begrænse indvandringen og antallet af asylmodtagere. De taler om ’remigration’, altså at sende indvandrere og asylansøgere ’hjem’.
Højreekstremismen har især vist sig i partiets ungdomsorganisation Junge Alternative. I dele af det ’voksne’ parti har talen om et ’Tyskland for tyskerne’ også kunnet høres. Nazisterne havde samme slogan.
Det er især i de völkisch-nationalistische, de ’folkenationalistiske’ dele af partiet. Ordet völkisch har også tråde tilbage til nazismen.
Er man völkisch-nationalist, tror man på, at fælles afstamning – i betydningen et biologisk, genetisk racefællesskab – er grundlæggende for både samfundet og det enkelte menneskes adfærd og værdi.
Derudover er partiet homofobt, imod fri abort, antifeministisk, antisemitisk, Rusland-venligt og ønsker en stærk stat.
Partimedlemmerne foretrækker direkte demokrati med folkeafstemninger a la Schweiz frem for det liberale demokrati og afviser idéen om klimakrisen som menneskeskabt.
AfD ser sig selv som ’folkeviljen’ i tysk politik
AfD’s bevægelse mod højre har fået flere mere liberale ledere som Bernd Lucke, Frauke Petry og Jörg Meuthen til at træde tilbage.
De nuværende ledere er Alice Weidel og Timo Chrupalla, mens den ’völkische’ nationalist Björn Höcke, leder i delstaten Thüringen, spiller en vigtig rolle i baggrunden.
Partiet hævder at repræsentere ’folkeviljen’ og de ’små’, almindelige mennesker i Tyskland og deres interesser mod den politiske og samfundsmæssige elite og det fjerne demokrati Berlin, der hævdes at ringeagte borgernes interesser.
Partiet opfatter sig selv som ’anti-establishment’ og har haft held til at mobilisere utilfredshed med de økonomiske og sociale forhold i Tyskland. De har godt fat i de demokrati- og politikkritiske vælgere, især i de østlige delstater.
Partiet repræsenterer en fundamental opposition til den nuværende koalition mellem SPD, FDP og de Grünen. Men AfD har parlamentarisk ikke haft eller fået større indflydelse, da ingen vil samarbejde med dem.
Spørgsmålet er dog, om AfD kan blive så store, at de andre partier ikke længere kan nægte at samarbejde med dem. Partiet står som nævnt til stor fremgang ved de østtyske delstatsvalg her i 2024, særligt i Thüringen.
Holder målingerne bliver AfD det næststørste, måske største parti, og kan dermed eventuelt forsøge at stille regeringslederen (ministerpræsidenten) i delstaterne.
Men det er ikke kun østtyskerne, der flirter med AfD: Ifølge den seneste meningsmåling står de med 19 procent til at blive det næststørste parti i hele Tyskland.
AfD og nazismen: ligheder og forskelle
AfD ligner nazismen derved, at begge partier er og var anti-establishment-partier – begge er imod ’eliten’ henholdsvis ’systemet’.
Ideologisk er begge tysknationalistiske og racistiske imod fremmede.
I AfD findes strømninger, der ligner nazisternes ’folkenationalisme’; ’Deutschland den Deutschen’ (’Tyskland for tyskerne’).
Der er dog også afgørende forskel. Mest afgørende er nok, at nazisterne med deres paramilitære kampgruppe SA anvendte anti-demokratiske metoder med vold og terror i deres politik (’kampen om gaden’) – også for at destabilisere stat og demokrati.
Det så det liberale Weimardemokrati i vidt omfang gennem fingrene med.
Selvom AfD har forbindelser til de såkaldte Reichsbúrger, der er rede til at bruge vold, og som i 2022 havde planlagt et statskup (læs mere om dem her), er der ikke noget, der tyder på, at AfD pønser på noget lignende.
AfD går ikke ind for politisk brug af vold, muligvis fordi det helt sikkert ville føre til forbud mod partiet.
Nazisterne havde en vision om gennem krig at erobre land (Lebensraum) for at kunne rumme alle etniske tyskere. En sådan vision om gennem angrebskrig at erobre territorium findes ikke i AfD.
Er AfD en trussel mod det tyske demokrati?
AfD har højreekstremistiske og völkisch-nationalistiske strømninger i partiet – blandt andet repræsenteret af lederen af AfD i Thüringen Björn Höcke og af Junge Alternative.
De har angiveligt også forbindelser til andre højreekstremistiske miljøer i Tyskland som NPD (nazisternes mest direkte arvtagere), Reichsbürger, Pegida og Identitære strømninger.
Derfor er AfD i nogle delstater som Thüringen og Sachsen kommet under observation fra det regionale ’Verfassungsschutz’ (intern forfatningsbeskyttelse). Hvorfor? Fordi de bliver anset som en potentiel trussel mod det tyske demokrati.
Og i 2022 afgjorde en forvaltningsdomstol i Münster, at partiet kan komme under mistanke (’verdachtsfall’) som forfatningsstridigt i hele Tyskland. Den afgørelse er netop blevet stadsfæstet.
Det vil sige, at den tyske efterretningstjeneste, der beskytter grundloven (’Bundesverfassungsschutz’), kan vælge at sætte dem under observation.
Det ville i sidste instans eventuelt kunne føre til et forslag om at få AfD søgt forbudt ved forfatningsdomstolen (Bundesverfassungsgericht) i Karlsruhe.
Et forbud vil ifølge eksperter dog nok blive vanskeligt at få gennemført. Det skal i givet fald kunne bevises, at AfD er forfatningsfjendtlig (’verfassungswidrig’).
Forskellen på 1932-33 og i dag
Skal tyskerne og vi være nervøse for det tyske demokrati? Ikke her og nu.
I 1932 stemte et flertal af tyskerne på antidemokratiske partier og medvirkede dermed til at afskaffe Weimardemokratiet.
I dag har nutidens tyskere bekendt sig til demokratiet og viser – ved de talrige, kæmpestore demonstrationer imod AfD, og med krav om indgreb og eventuelt forbud mod partiet – en demokratisk identitet og vilje til at kæmpe for demokratiet.
At et flertal af tyskerne bekender sig til det tyske demokrati og er parate til at stå vagt om det, gør truslen fra AfD mindre realistisk.
Og de kan jo bare lade være med at stemme på AfD.
