Hvorfor tiltrækkes vi af horror, vold og død?

Vi skaber gys for at hjælpe os med at håndtere de virkelige farer,« har den amerikanske gyserromanforfatter Stephen King sagt.

Nu har et dansk-amerikansk forskerhold fundet videnskabeligt belæg for hans påstand.

I to studier udpeger forskerne tre typer af horror-fans med forskellige motivationer for at opsøge gys.

»Tidligere forskning i horror-genren har indikeret, at det særligt er jagten på et adrenalinsus, der driver horror-fans til at opsøge uhygge,« siger medforfatter Marc Malmdorf Andersen, der er lektor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

»Men vores nye studier nuancerer denne forestilling og viser, at horror-fans i virkeligheden er en mere broget skare, som får en række forskellige effekter ud af at se horror. Der er simpelthen forskellige grunde til, at folk synes, horror er fedt,« uddyber Marc Malmdorf Andersen.

Resultatet peger blandt andet på, at horror lader dig lære af frygtoplevelsen.

Men horror er ikke det eneste, vi frivilligt opsøger, selvom det gør os ubehageligt til mode. Forskning i blandt andet nyhedsforbrug peger på, at vi måske opsøger nyheder om vold og død af lidt de samme årsager, som vi ser gyserfilm.

Tre typer af horror-fans – to bryder med stereotypen

Denne artikel graver et spadestik ned i, hvorfor vi af egen fri vilje beskæftiger os med grusomt indhold – det være sig gyserfilm, negative nyheder, voldelige billeder, videoer og ubehagelige oplevelser mere bredt. Men lad os begynde med horror og det nye dansk-amerikanske studie.

Selvom den stereotype horror-fan, der elsker adrenalinsuset, den snigende uhygge og monstret, der pludselig springer frem, dukker op som en af de tre typer af horror-fans, Marc Malmdorf Andersen og hans kollegaer udpeger, finder forskerne også to andre fantyper.

De to andre typer støtter tanken om, at nogle mennesker tiltrækkes af indhold, der rummer uhygge, død og vold, fordi de oplever at lære noget af det. I denne grafik får du en kort beskrivelse af de tre typer af horror-fans, studierne udpeger:

»Det er interessant med 'white knucklers', fordi det umiddelbart kan være svært at forstå, hvorfor de opsøger horror, når de samtidig rapporterer, at de faktisk ikke bryder sig om at blive bange. Men her finder vi altså, at gyset er en slags lærings- og selvudviklingsoplevelse både for dem og for 'dark copers',« siger Marc Malmdorf Andersen.

'Dark copers' vurderer for eksempel selv, at de bruger horror-film til at håndtere den virkelige verden, at filmene minder dem om, hvor voldelig verden er i dag, og at horror-film får dem til at indse, at deres eget liv er okay.

De lærer altså noget af gyset og bruger det aktivt til at hjælpe sig selv i den virkelige verden.

Det resultat støtter forskergruppens teori om, at overskuelige frygtoplevelser såsom gyserfilm kan styrke menneskers strategier til at håndtere stress og angst i virkelighedens verden. Det indikeres også af andre studier.

Under coronapandemien fandt Recreational Fear Lab i Aarhus, at folk, der ser mange gyserfilm, lod til at være mindre ramt af coronafrygt end den øvrige befolkning. I et andet studie fra 2019 lød resultatet, at åbne og nysgerrige mennesker er gladest for gyserfilm, og det, mener forskerne, hænger sammen med, at man kan lære en række nyttige ting af horror.

Det er et åbent spørgsmål, hvorfor folk opsøger det grusomme

Selvom den dansk-amerikanske forskergruppes studier peger på, at horror-fans kan lære af uhygge, kan forskningen i horror endnu ikke komme med en udtømmende forklaring på, præcis hvad og hvordan gyserfans lærer af horror.

Derfor har Brainstorm ringet til Suzanne Oosterwijk, der forsker i morbid nysgerrighed, som dækker over trangen til at læse nyheder og se videoer og billeder med vold og død.

Hun deler synspunktet om, at negativt indhold kan føre til viden og læring.

»Mit område er ikke horror, men idéen om, at folk kan lære og udvikle sig af at forholde sig til negativt indhold, er meget interessant og vigtig at grave dybere i. Trangen til at se negativt indhold bliver nemlig ofte affejet som sensations-søgning,« siger socialpsykolog Suzanne Oosterwijk, der er lektor ved Department of Social Psychology på Amsterdam Universitet.

Hendes forskning viser, at folk ofte foretrækker at se på billeder med negativt indhold som slagsmål eller ulykker frem for et neutralt alternativ, såsom et billede af en bil, der kører på vejen.

Hun har også foretaget hjerneskanningsstudier, der viser en aktivering af hjernens belønningscenter, når vi frivilligt vælger at se et billede med ubehageligt indhold - den samme respons som almindelig nysgerrighed udløser.

Selvom hendes forskning ikke kommer med et endegyldigt svar på, hvad nogle får ud af at se den slags billeder, mener hun ikke, at adrenalinsuset kan være hele forklaringen. For hvordan kan det så være, at de dansk-amerikanske studiers 'white knucklers', der ikke kan lide at blive bange, alligevel opsøger gys?

»Spørgsmålet er, om du søger noget, der vækker negative følelser, eller om du faktisk søger noget andet og så accepterer, at det indebærer negative følelser, fordi fordelene vejer op,« siger Suzanne Oosterwijk.

Vi accepterer ubehag for at få viden

Spørgsmålet, Suzanne Oosterwijk rejser, er blevet undersøgt i forskellige grene af videnskaben, og der er støtte at hente til teorien om, at vi lærer og udvikler os af negativt indhold. For eksempel i nysgerrighedsforskningen.

I et af de mest kendte forsøg på området har forskerne fra USA givet to grupper af deltagerne nogle kuglepenne, de kunne vælge at klikke på eller lade være. Den ene gruppe fik besked på, at bestemte kuglepenne gav et lille ubehageligt stød, mens visse andre ikke gjorde. Den anden gruppe fik at vide, at alle kuglepennene potentielt kunne give stød.

Man skulle måske tro, at folk ville klikke mest på de grønne kuglepenne for at undgå stød, men sådan gik det langtfra. Overraskende nok var det gruppen med de usikre kuglepenne, der klikkede mest.

Det forklarer forskerne med, at nysgerrighed handler om læring. Der er noget, vi ikke ved, og som skaber usikkerhed i os, og derfor søger vi at mindske vores usikkerhed, selv hvis det indebærer en negativ omkostning, såsom at få stød af en kuglepen.

Det er sandsynligt, at det er en lignende trang, der driver os til at opsøge negativt og grusomt indhold, for der er masser af information og usikkerhed i negativt indhold, som skaber en lignende nysgerrighed i os, mener Suzanne Oosterwijk.

»Jeg kan godt lide idéen om, at nysgerrigheden over for horror virker på en lignende måde. Men det er et lidt anderledes perspektiv end mit, fordi horror ikke er altid er realistisk og ofte rummer overnaturlige elementer,« siger Suzanne Oosterwijk.

Hun anerkender dog idéen om, at der kan være en informationsværdi i horror, og at fans oplever, at de kan overføre dele af handlingen til den virkelige verden eller deres egen situation.

Hvorfor drages vi af mørket?

Hvorfor trykker du på billedet med teksten ‘Advarsel: stærkt indhold’? Hvorfor har gyserfilmen Speak No Evil, der er blevet udråbt til en af de mest uhyggelige film nogensinde, været en kæmpesucces? Og hvorfor er så mange optagede af at læse dårlige nyheder på telefonen?

Mange grene af forskningen peger i samme retning:

Vi drages af det ubehagelige, væmmelige og grusomme, fordi uvidenheden om det efterlader os med en følelse af usikkerhed, som vi vil erstatte med viden. Og på den måde lærer vi af ubehaget.

Marc Malmdorf Andersen er begejstret for den drejning, horror-forskning inden for de seneste år har taget:

»Den nyere horror-forskning har åbnet feltet mere og argumenterer for, at vi længe har overset, at horror kan være en læringssituation. En form for måde at lege med frygt for at lære både selve frygten og sine egne reaktioner at kende i en kontekst, hvor dit system kommer i gang, samtidig med at du ikke er i fare,« siger han.

I fremtiden kunne det være spændende at dykke dybere ned i, hvad folk præcis lærer af ubehageligt indhold, og at undersøge, om de rent faktisk lærer noget. Eller de snarere har en oplevelse af, at de vil lære noget, siger Suzanne Oosterwijk.