Hvorfor hedder det ‘nordmand’ og ikke ‘norsker’?

Karla på 12 har undret sig over noget:

»Hvorfor hedder det i disse tider med mange køn fortsat 'nordmand'? Det hedder jo 'svensker', 'tysker', 'dansker'. Kan vi ikke kalde det 'norsker' i stedet? Det kalder jeg det!« skriver hun til Spørg Videnskaben.

Så hvad er forklaringen?

Det gode spørgsmål har Spørg Videnskaben sendt videre til Eva Skafte Jensen, som er seniorforsker ved Dansk Sprognævn og kendt som sprogekspert i DR-programmet Klog på Sprog.

Historisk tilfældighed

Med frygt for at vi kommer til at skuffe vores læsere, forklarer Eva Skafte Jensen, at der faktisk ikke findes en særlig forklaring på, at det kom til at hedde 'nordmand':

»Det er en historisk tilfældighed, at det kom til at hedde 'en nordmand' og for eksempel ikke 'en norsker'. Det er dog noget, der kan ændre sig med tiden,« siger hun til Videnskab.dk, mens hun slår op i ordbøgerne.

Det viser sig faktisk, at det engang har heddet 'en norsker' på dansk:

»Der var en norsker, der var præst i Brønshøj i 1774 - kilden er fra 1900-tallet, så man har kunnet bruge betegnelsen 'norsker' på det tidspunkt,« forklarer hun.

Det handler om endelser

Der er mange forskellige måder at danne nationalitetsbetegnelser på. For eksempel 'dansker', som har endelsen -sker, og 'englænder', som har endelsen -er.

Her siger man ikke andet, end at en person er fra det sted, forklarer Eva Skafte Jensen:

»Andre endelser, der gør det samme, er -iol (som i spaniol), -ak (som i bosniak), -e (som finne). Nordmand adskiller sig fra disse ved at ende på mand, som jo i sig selv er et selvstændigt ord,« siger hun og tilføjer:

»Når man laver nationalitetsbetegnelser, er der ikke faste regler for, hvilket af disse mønstre man følger.«

I Norge hedder det nordmenn

I Norge hedder en dansker også 'dansker', og nordmænd, ja, de hedder 'nordmenn'. Men også her har spørgsmålet, om det skal hedde 'en norsker', været oppe at vende gennem tiderne.

I begyndelsen af 1980’erne blev spørgsmålet behandlet af Norges sprognævn, der på det tidspunkt konstaterede, at formerne ’en norske - norsken’ bar for stærkt præg af børnesprog til, at de anbefalede, at det kunne afløse ‘nordmann’.

Dansk Sprognævn tog notits af den afgørelse og fulgte i samme spor, og det undrer ikke Eva Skafte Jensen, når det kommer til de ord, vi har til fælles i Skandinavien:

»Der har altid været en stærk loyalitet indbyrdes mellem de nordiske lande.«

'Norsker' kan lyde barnligt

For at forstå, hvorfor man i Norge vurderede, at det vil være en barnlig sprogbrug at bruge betegnelsen 'norsker', har vi bedt Eva Skafte Jensen om at give en forklaring:

»Børn er ikke født med hele leksikon, så de lærer fra det, de hører, og så laver de deres egne regler. De lærer for eksempel at sætte endelsen -er på i flertal, og mange gange rammer de rigtigt,« siger hun og fortsætter:

»Ud fra systemet, som 'dansker' og 'svensker' følger, vil det være logisk at kalde en nordmand 'en norsker'.«

Det er dog ikke ukorrekt at skrive 'norsker' på dansk, siger hun og forklarer, at det snarere er påfaldende:

»Det vil nok blive opfattet som barnligt eller woke, som jo er en mulig tolkning i disse år,« siger hun og tilføjer:

»'Nordmand' er en kønnet betegnelse, og vi lever i en tid, hvor man går over til en mere kønsneutral sprogbrug.«

Konklusionen er altså, at vi loyalt følger nordmennene og fortsætter med at kalde dem 'nordmænd', men det kan være, at det ændrer sig med tiden.

Spørg Videnskaben takker Eva Skafte Jensen for at gøre os klogere - og tak til vores nysgerrige læser for at stille spørgsmålet, som vi kvitterer for med en flot og kønsneutral T-shirt. Sidder du også med et godt spørgsmål til videnskaben, så skriv til sv@videnskab.dk.