Hvorfor lyder finsk så mærkeligt?

Kaksisataaviisikymmenvuotisjuhlakilpapurjehdus. Det her ord på 46 bogstaver er ikke bare et barns volapyksprog, men et rigtigt ord - på finsk vel at mærke.

Direkte oversat til dansk, står der; ’tohundredeoghalvtredsårsjubilæumskonkurrencesejlads’. Den danske oversættelse er fem bogstaver længere, men på dansk ville man nok have valgt at skrive det anderledes og undgå et ord på 51 bogstaver. Det vil man ikke på finsk.

Selvom Finland hører til de nordiske lande og ligger i Sveriges baghave, er det finske sprog markant anderledes. Hvordan kan det egentlig være?

Det har vi på Videnskab.dks redaktion undret os lidt over, og derfor har vi taget kontakt til to sprogforskere for at få en forklaring. De kan som udgangspunkt godt forstå, at vi synes, finsk er en anelse besynderligt.

»Ordenes længde har helt sikkert noget at sige. Det ser jo meget monstrøst ud, og vi går lidt i baglås over de her lange ord. Men Finland har også en helt anden sproglig tradition, så man kan ikke forvente, at der er sammenligneligheder,« siger Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen, der er ph.d. i indoeuropæisk sprogvidenskab fra Københavns Universitet.

Finsk kommer fra en anden sprogstamme

Den primære grund til, at finsk - i vores ører - lyder så mystisk, er, at det kommer fra en helt anden sprogstamme.

Dansk, norsk og svensk er alle fra den germanske sprogstamme, som kan føres tilbage til fællessproget indoeuropæisk - en sprogæt, der omfatter en række sprogfamilier i Asien og Europa.

Derfor kan man ofte genkende ord i andre sprog fra samme sprogstamme. Det kan være et ord som universitet, der på engelsk hedder university og universidad på spansk.

Sådan er det ikke med finsk. Her hedder universitet yliopisto, og det gør det, fordi finsk er udsprunget af den uralske sprogstamme.

Under den uralske sprogstamme, som har sine rødder omkring Uralbjergene i det vestlige Rusland, findes sprog som finsk, estisk, ungarsk, samojedisk og mange mindre sprog, og de har som udgangspunkt ingenting med de germanske og nordiske sprog at gøre. Det kommer vi tilbage til.

Vi kan ikke nødvendigvis forstå beslægtede sprog

I Danmark kan vi mere eller mindre forstå de to andre skandinaviske sprog, og sådan har finnerne det til dels også med estisk, forklarer Adam Hyllested, der er lektor og forsker i indoeuropæisk og uralske sprogs indbyrdes relationer ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.

»Finsk og ungarsk er beslægtede, fordi de kommer fra den samme sprogstamme, men de kan ikke forstå hinanden. Der er finsk nærmere estisk, hvor esterne er ret gode til at forstå finsk, men finnerne har lidt sværere ved at forstå estisk,« siger Adam Hyllested. Han påpeger, at mange tror, at man kan forstå hinandens sprog, blot fordi de er beslægtede, men det er ikke helt tilfældet.

»Folk kæder de to ting sammen, at hvis sprog er beslægtede, kan man forstå hinanden, men det kan man ikke sige. For 1.000 - 1.200 år siden talte vi det samme sprog i Skandinavien, og hvis der kun er gået 1.000 år, fra vi holdt op med det, kan man nok godt forstå hinanden. Det samme er tilfældet med ukrainsk og russisk. Men gled sprogene fra hinanden for 3.000 år siden, kniber det lidt mere,« siger Adam Hyllested.

Finnere bøjer deres ord i stedet for at bruge et nyt

Finsk kommer altså fra en helt anden sprogstamme, hvilket kan forklare, hvorfor vi næsten ikke kan finde sammenlignelige ord mellem finsk og dansk. Og det kan også forklare, hvorfor finnerne kan bruge helt absurd lange ord, fortæller Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen.

»Mange af de uralske sprog, herunder finsk, er agglutinerende. Det betyder, at man systematisk sætter led bag på et ord, eksempelvis præpositioner som på, i og fra. Desuden har finsk 15 kasus (forskellige former, red.), hvor vi kun har to eller tre, og det gør, at de kan skabe utroligt lange ord,« siger han.

Finnerne bøjer nemlig deres ord i stedet for at bruge et nyt. Derfor kan man sige ‘i huset’ med ét ord; talossa. Talo betyder hus, og endelsen ‘ssa’ indikerer, at man er i huset.

Ét er, at finnernes sprog ser anderledes ud på skrift, men det lyder også helt anderledes, og det kan også forklares ud fra deres sprogstamme.

»Finsk lyder anderledes, fordi de har tryk på den første stavelse, og det får ordene til at lyde meget længere, end de egentlig er. På dansk har vi også ord med tryk på første stavelse, men langt fra alle. På finsk er det meget mere konsekvent, og det er en regel, man også finder hos andre uralske sprog, og den har altså holdt i 6. - 7.000 år,« siger Adam Hyllested.

Det finske køleskab

Det finske sprog er mellem 3 - 4.000 år gammelt og blev i først omgang rodfæstet i det sydlige Finland, før det mellem 1.000 - 500 år f.v.t spredte sig i det nordlige Finland, hvor samerne lever.

Finsk er dermed et ret gammelt sprog, og ser man på, hvordan det har udviklet sig gennem tiden, kan forskerne konstatere, at der faktisk ikke er sket særlig meget med sproget. Det har man fundet ud af ved at kigge på de låneord, som er kommet ind fra germansk til finsk, forklarer Adam Hyllested.

»Germansk har lånt en masse ord til finsk. Det kan man se ved at rekonstruere ordene tilbage til urgermansk, men de ord, som er lånt ind, har næsten ikke ændret sig i 2.000 år. Derfor kalder man det også for det finske køleskab. Det har ikke noget med temperaturen i Finland at gøre, men skal forstås som, at sproget ikke har ændret sig,« siger Adam Hyllested.

Han forklarer, at ord som kuningas, lammas, og ringas, der betyder konge, får og ring, er de oprindelige urgermanske udgaver, og dem har man bevaret på finsk siden år 0, hvor ordene blev introduceret til det finske sprog.

Vi har også lånt ord fra finsk

Finsk kan på mange måder virke som et sprog, som vi danskere slet ikke kan spejle os i, men faktisk har vi også lånt finske ord. Der har altså ikke været en »ensporet motorvej« fra germansk til finsk i form af låneord, som Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen beskriver det.

Vi har eksempelvis lånt de første tre bogstaver i helvede fra urfinsk. På finsk betyder hel en form for jætte, men dengang betød det vogteren af dødsriget eller selve dødsriget. Senere har finsk så indlånt det skandinaviske ord helvede, og omformuleret det til helvitti.

Af andre lidt mere jordnære ord, har vi i Skandinavien lånt det finske ord for hammer, hammara, som betyder bagsiden af en økse. Dette ord er ifølge Adam Hyllested lånt ind omkring år 0 sammen med andre ord for redskaber. Og det er helt naturligt, at der sker en udveksling af ord på kryds og tværs af sprog og kulturer, siger Adam Hyllested.

»Man kan se på sprogene, hvem der er naboer, fordi man kan se, hvilke ord der bliver lånt ind. Et ord som jul, det har ikke oprindeligt betydet Kristi fødsel, men midvinterfest, og det har været vigtigt at overtage det ord i for eksempel Finland, hvor jul hedder joulu. Man låner kun ord, hvis man har en nabobefolkning, og der er en kulturel kontakt,« forklarer han.

Finsk er altså stadig et mystisk klingende sprog i vores ører og med god grund, men vi er måske sprogligt nærmere hinanden, end vi lige går og tror.

Vi siger tak til Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen og Adam Hyllested for at gøre os klogere på det finske sprog. Hvis du selv sidder med et spørgsmål, som du godt kunne tænke dig at få et videnskabeligt svar på, så tøv ikke med at skrive til sv@videnskab.dk. Bliver dit spørgsmål besvaret, sender vi en af vores fine Videnskab.dk t-shirts til dig.