Er demokrati skidt for vores velstand?
Det kunne man fristes til at tro, når man hører debattører og kommentatorer sammenligne den økonomiske vækst i Singapore og Kina med væksten i Danmark og resten af den vestlige verden.
I Singapore og Kina buldrer væksten derudaf, mens den i Danmark og Vesten i øvrigt er hæderlig, men mere begrænset.
Spørgsmålet er, om forskellen i økonomisk vækst skyldes forskellen i politisk styreform – vi er demokratiske, de er autokratiske.
Er grunden måske, at autokratierne ikke behøver at lytte til befolkningen og omfordele ressourcerne til forbrug, men at de i stedet kan bruge dem produktivt, mens demokratierne hænger fast i ubeslutsomhed, ævl og kævl og uproduktiv omfordeling?
LÆS OGSÅ: Er vækst en menneskelig drift?
Højvækstlande er blevet demokratiske
Før vi dykker nærmere ned i, hvad forskningen har at sige, noterer vi lige, at det efterhånden er en velkendt øvelse at holde enkeltstående diktaturer som Kina og Singapore med høj vækst op som sammenligningsgrundlag for demokratiet som sådan.
I 1960’erne var det det kommunistiske Rumænien, der (hvis ikke der blev fiflet med tallene) brillerede med høje vækstrater.
I 1970’erne var det militærstyret i Brasilien, mens 1980’ernes tigerøkonomier var Sydkorea, Singapore og Taiwan, og siden da har autokratiernes økonomiske ’poster child’ været Kina.
Men hvad blev der egentlig af fortidens autokratiske højdespringere? Rumænien, Brasilien og Sydkorea er alle blevet demokratier.
Vækst eller ej – hvad angår den politiske styreform er det altså dem, der har lært af os. Ikke omvendt.
LÆS OGSÅ: Er vækst den eneste vej ud af den økonomiske krise?
Ikke så store forskelle
I vækstforskningen er der ikke nogen, der (mig bekendt) har koblet væksten i f.eks. Singapore og Kina til deres politiske styreform. Tværtimod ser det ud til at være ret konventionelt, hvad der er foregået.
Der er kommet flere kvinder på arbejdsmarkedet, folk er flyttet til byerne og til erhverv med højere produktivitet, og uddannelsesniveauet er steget.
Når tallene renses for disse faktorer, er der intet olympisk over Singapore, der i perioden 1966-1990 kun har oplevet en produktivitetsvækst på 0,2 procent om året i gennemsnit.
Det er lavere end i Danmark, og når væksten i Singapore alt i alt har været højere, skyldes det først og fremmest, at landet var (og er) i gang med en moderniseringsproces.
Når den fraregnes, ryger Singapores vækstmirakel fra Olympen og ned på den flade slette til os andre dødelige.
Og med hensyn til Kina har forskere efter et tilsvarende talknuseri konkluderet, at produktivitetsvæksten har været »respektabel – ikke enestående«.
LÆS OGSÅ: Iværksætteres kontrolgen spænder ben for vækst
Andre forklaringer
Så selv om autokratiske stater nok kan vokse, er det svært at se, at de vokser, fordi de er autokratier. De vokser af andre grunde, og det er værd at holde sig for øje, før vi overvejer om autokrati mon skulle være en genvej til højere vækst.
Det skal også tilføjes, at selv om tigerøkonomierne (f.eks. Kina og Singapore) måske nok er autokratier, så gælder det modsatte absolut ikke: autokratier er generelt ikke tigerøkonomier.
Enkelte autokratiske lande oplever høj vækst, men det er også blandt autokratierne, at vi finder de absolutte økonomiske agterlanterner.
Hvad så med den generelle sammenhæng – er en demokratisk eller autokratisk styreform bedst til at føre et land ind i den økonomiske superliga?
Selv om dette spørgsmål er blandt de allermest gennemtærskede i samfundsvidenskaberne, er det overraskende svært at svare entydigt på.
LÆS OGSÅ: Social ulighed i Kina: En velfærdsstat opbygges
Hønen eller ægget?
Når spørgsmålet er svært at svare på, skyldes det, at økonomisk udvikling også påvirker den politiske styreform, så der kommer hurtigt lidt hønen-og-ægget over spørgsmålet:
Er det styreformen, der skaber økonomien eller omvendt?
Desuden vil der være alle mulige historiske og kulturelle faktorer, som påvirker både styreform og økonomi, og som forskerne har vanskeligt ved at observere og holde konstante, når demokratier og autokratier sammenlignes.
En amerikansk forskningsenhed gjorde i 2000 status ved at konstatere, at det hele var »much ado about nothing« – stor ståhej for ingenting.
LÆS OGSÅ: Økonomisk ulighed skaber mistillid - men hvorfor?
Når regnebrættet gøres op, er der nemlig ikke meget, der tyder på, at demokratier har højere økonomisk vækst end andre lande. Og der er heller ikke meget, der tyder på det modsatte.
Demokratier har i gennemsnit et lidt højere offentligt forbrug, lidt lavere opsparing og lidt lavere investeringsniveau. Det tæller nedad på vækstkontoen.
Opad tæller omvendt, at uddannelsesniveauet er højere og den økonomiske ulighed lavere.
Og summa summarum er altså, at de modsatrettede effekter mere eller mindre opvejer hinanden, således at det alt i alt er meget vanskeligt at se, om det har en generel effekt på væksten, om et land er demokratisk eller ej.
Vejen dertil skaber vækst
Det er denne generelle debat, min forskning skriver sig ind i. For selv om der er nogenlunde enighed om, at demokrati, når regnebrættet gøres op, hverken fører til højere eller lavere økonomisk vækst, så har en række nyere bidrag fundet, at demokratisering (altså overgangen fra autokrati til demokrati) ser ud til at føre til vækst.
Det er jo lidt paradoksalt, for hvis det at være et demokrati ikke skaber vækst, hvorfor skulle det at blive et demokrati så gøre det?
En oplagt forklaring kunne være, at den vestlige (og rige del af) verden blev demokratiseret i løbet af det 19. århundrede.
Altså er de lande, der demokratiserede i løbet af det 20. århundrede, relativt fattige.
LÆS OGSÅ: Global fattigdom og ulighed: Er velfærd kun for de heldige?
Væksten skyldes catch up-effekt
I vækstforskningen er det velkendt, at relativt fattige lande økonomisk set indhenter de rigere, når man holder forskellige faktorer konstante. Man taler så om betinget konvergens.
At demokratisering bliver efterfulgt af vækst, kan altså bare være et mekanisk udtryk for sådan en catch up-effekt. Det er relativt fattige lande, der overgår til demokrati, og disse lande vokser relativt hurtigt på grund af catch up-effekten.
De nyere studier, der viser, at demokratisering skaber vækst, har imidlertid taget højde for denne catch up, så grunden må være en anden.
Hvorfor bliver man rig af at blive demokratisk men ikke af at være det? Hvad er det, der adskiller nye og gamle demokratier?
LÆS OGSÅ: Hvorfor bryder politiske regimer sammen?
Økonomiske faktorer
Hver af de små grafer på Figur 1 ovenfor viser perioden fra 15 år før demokratisering til 15 år efter demokratisering, og selve overgangen til demokrati er markeret med den stiplede lodrette streg.
Øverst til venstre ser vi de nationale investeringer, som godt nok ser ud til at vokse fra omkring demokratiseringstidspunktet, men kun kortvarigt og ganske lidt.
Faktisk vokser de så lidt, at det statistisk set bare ligner støj.
International handel (øverst i midten) vokser også, men her er så store udsving, at en nærmere analyse konkluderer, at det også bare er statistisk støj.
Det offentlige forbrug (øverst til højre) og udenlandske investeringer (nederst til venstre) sker der heller ikke rigtigt noget med.
LÆS OGSÅ: Islam er ikke et problem for demokratiet
Ulandsbistand gør forskellen
I sidste graf ser vi ulandsbistanden, som ser ud til at vokse markant lige op til demokratiseringstidspunktet for derefter at holde sig signifikant over sit normale niveau de næste ti år.
Ulandsbistanden bliver ofte brugt til at belønne og skabe incitament til politiske reformer, herunder demokratisering.
LÆS OGSÅ: Ulandsbistand øger skellet mellem rig og fattig
Lande, der demokratiserer, bliver den vestlige verdens ’donor darlings’, og det er det, figuren viser.
På demokratiseringstidspunktet modtager lande i gennemsnit omkring 5 procent af deres BNI i ulandsbistand, og støtten holder sig på det niveau i omkring fem år.
Det viser sig, at når man tager højde for indkomsten af ulandsbistand, så er der ikke længere en sammenhæng mellem demokratisering og høj økonomisk vækst.
Det vil sige, at lande, der demokratiserer, stadig vokser hurtigere, men dette skyldes ikke overgangen til demokrati, men derimod mængden af ulandsbistand.
Demokrati har ikke betydning for væksten
Det viser sig altså, at der hverken på lang eller kort sigt er en nævneværdig økonomisk gevinst ved demokrati, og at der heller ikke er en omkostning forbundet med det.
Vi bliver altså hverken rige eller fattige af at være demokratiske.
Pointen med demokrati er da heller ikke økonomisk vækst og velstand, men politisk deltagelse; at dem, beslutningerne vedrører, selv kan påvirke beslutningen.
Det, viser forskningen altså, er et gode, vi kan nyde helt omkostningsfrit.
