Hvorfor føles kærlighed så magisk?

I denne 'age of science' (videnskabens tidsalder, red.) anser mange af os overnaturlige kræfter for at være en illusion med rod i ønsketænkning.

Men kærlighed er helt undtaget menneskehedens tendens til rationalitet.

Vi er vant til at se romantisk kærlighed præsenteret som i realityprogrammet 'The Bachelor' - en kraft, der er kosmisk bundet til vores skæbne.

Det er en idé, der på én og samme tid er lettere grinagtig og ufattelig let at relatere til for alle, som har været forelskede og følt, at den udkårne er deres 'soulmate', med hvem de har en følelse af et dybt og naturligt tilhørsforhold, hvor kærlighed, intimitet, seksualitet og spiritualitet går op i en højere enhed, og at relationen simpelthen står 'skrevet i stjernerne'.

Vores forskning indikerer, at den magiske følelse af skæbnebestemt kærlighed og 'soulmates' er meget almindelig og dybfølt.

Hvorfor føles kærlighed magisk?

Vi forsker i psykologi og er interesserede i, hvorfor vi tænker, føler og opfører os på den måde, vi gør.

Vi stiller et grundlæggende spørgsmål: Hvorfor føles kærlighed magisk?

Vi håber, at besvarelsen af dette spørgsmål kan give et indblik i de dilemmaer, der længe har plaget forelskede personer. Skal vi blindt stole på, at hjertet leder os mod lykke på trods af alt det kaos, der er lige så stor en del af kærlighed som lyksalighed?

Eller skal vi i stedet betragte vores tilbøjelighed til tænke på kærligheden som magisk med skepsis og stræbe efter rationalitet i vores søgen efter et tilfredsstillende forhold?

Hvad er kærlighed, og hvad vil den mig?

Kærlighed blev hverken opfundet af digtere eller reality-TV-producenter. Romantisk kærlighed har derimod været en del af den menneskelige natur i mange tusinde år.

Kærlighedsbreve skrevet for 4.000 år siden i Mesopotamien ligner i bemærkelsesværdig grad de breve, der bliver skrevet i dag, og selvom der er forskel på de forskellige kulturers historier og forventninger om romantisk kærlighed, ser fænomenet ud til at være praktisk talt universelt.

Desuden indikerer vores forskning, at den magiske forestilling om skæbnebestemt kærlighed og soulmates er meget almindelige og dybtfølte.

Hvorfor er kærlighed en del af det menneskelige sind?

Men hvorfor er kærlighed en del af det menneskelige sind? Vores forskning udforsker dette spørgsmål fra en evolutionær psykologisk vinkel.

Evolutionspsykologien er centreret omkring idéen om, at mennesker tænker og handler, som de gør i dag, fordi vores forfædre igennem hundredtusindvis af år udviklede egenskaber og træk, der fik dem til at tænke og handle på en bestemt måde.

Det øgede chance for at overleve samt reproducere og videreføre de hjælpsomme - eller 'adaptive' - træk til næste generation.

Gennem denne proces udviklede det menneskelige sind sig til at prioritere ting, der bidrog til overlevelse og reproduktion, som meget næringsholdige fødevarer og potentielle partnere, der havde større sandsynlighed for at producere sunde afkom.

Så hvordan kan den svimlende følelse af at være forelsket og den ulogiske overbevisning om, at forholdet står 'skrevet i stjernerne', have hjulpet vores forfædre til at overleve eller formere sig?

Kærlighed er som at underskrive en lejekontrakt

Ifølge én forklaring ligger nøglen til kærlighedens ældgamle formål i en lejekontrakt.

Hvorfor accepterer folk årelange lejekontrakter, når de lejer en lejlighed? Lejeren kan trods alt nok hurtigt finde en bedre lejlighed, og udlejeren kan finde en bedre lejer.

Svaret er, at jagten på den perfekte lejlighed eller lejer er en så irriterende og dyr proces, at begge parter er bedre stillet ved at indgå en længerevarende forpligtelse i form af en ufuldkommen, men tilstrækkelig lejekontrakt.

Den underskrevne lejekontrakt er det afgørende bånd, som afholder andre fristelsende muligheder i at ødelægge dette praktiske arrangement.

Ressourcekrævende og udfordrende

Vi står over for et næsten identisk forpligtelsesproblematik, når det kommer til valget af partner. Mennesket har sandsynligvis udviklet sig til primært at favorisere monogame forhold, der som regel som minimum holder længe nok til at få børn sammen.

I betragtning af omfanget af denne forpligtelse er der masser af motivation til at ramme rigtigt i valget af den bedst mulige partner.

Men jagten på den ideelle partner er ressourcekrævende og udfordrende – og for at sige det ærligt: Dating-markedet er forfærdeligt.

For at løse forpligtelsesproblematikken og lykkes med at videregive vores gener er det som regel bedre ikke at jagte perfektion i det uendelige, men i stedet forpligte sig til en partner, som er god nok.

Berusende belønning

Evolutionen har således muligvis skabt kærlighed som en biologisk lejekontrakt, der både løser forpligtelsesproblemet og leverer en 'berusende belønning' for denne løsning.

Selvom kærligheden måske primært har udviklet sig, fordi den understøtter seksuel reproduktion, er kærlighed selvfølgelig stadig i høj grad en del af livet for homoseksuelle, aseksuelle og andre mennesker, der ikke formerer sig seksuelt.

Forskere, der har undersøgt udviklingen af tiltrækningen mellem personer af samme køn, hævder, at romantiske forhold leverer adaptive fordele selv uden seksuel reproduktion.

Det er vigtigt, at variation er evolutionens motor - fra et strengt evolutionært perspektiv er der ingen enkelt 'normal' eller 'ideel' måde at være på.

Kærlighed forpligter

Når vi er nået om på den anden side af den betagende fase, der består i faktisk at falde for en partner, hjælper kærligheden ved at sikre engagement på flere måder.

For det første får det andre potentielle partnere til at virke kedelige; personer i tilfredsstillende forhold vurderer fysisk tiltrækkende personer som mindre attraktive, end singler gør.

Dette perceptuelle skift får partneren til at virke som en bedre 'fangst' og afholder os fra at forfølge andre romantiske muligheder.

For det andet forårsager kærlighed jalousi, en adaption som får os til at 'våge over' vores partner, og som motiverer årvågenhed og forsvarsmekanismer over for personer, der kan true forholdet.

Selvom jalousi er en byrde med i yderste tilfælde forfærdelige konsekvenser, hævder evolutionspsykologer, at jalousi kan hjælpe med at afværge utroskab og andres forsøg på at stjæle vores partner.

Og endelig, mens vores team udforsker igangværende forskning, kan de magiske 'skrevet i stjernerne'-historier, vi fortæller om kærlighed, øge vores tillid til værdien af vores forhold.

Overbevisning om magisk kærlighed kan være en fordel

Vores forskning gransker, hvordan den magiske tankegang kan være adaptiv, på trods af at den er baseret på fantasi.

I modsætning til en lejekontrakt er følelser ofte turbulente og uforudsigelige. Mere end blot en følelse af forbindelse, kan troen på en narrativ, der indikerer, at forholdet på magisk vis er 'skrevet i stjernerne', give en grund til at holde sammen i det lange løb.

Selvom en magisk tro på skæbnebestemt kærlighed næsten med sikkerhed er objektivt falsk, opfylder den et adaptivt formål og kan derfor betragtes som 'dybt rationel', hvis den hjælper med at cementere en langsigtet forpligtelse overfor en partner.

Som neuroforskeren Karl Deisseroth udtrykker det, er kærlighed et »urimeligt bånd, der bliver rimeligt i kraft af sin egen eksistens.«

Så selvom magisk kærlighed ikke giver mening, giver det mening for kærligheden at føles magisk. Vores læsning af forskningen indikerer, at kærlighedens magi hjælper os med den enorme forpligtelse, der kræves for med succes at videregive vores gener.

Lad være med at overtænke

Men hvad skal vi med en viden om, at kærlighedens magi eksisterer for at opfylde evolutionens direkte praktiske mål om at videregive vores gener til fremtidige generationer, snarere end at føre til lykke eller endda en nøjagtig opfattelse af virkeligheden?

Vi kan da med sikkerhed gøre det bedre end det råd, vi får med fra så mange deltagere i 'The Bachelor' om at 'følge dit hjerte' og blindt stole på, at vi vil finde mening i jagten på et biologisk imperativ.

Alligevel er der et gran af sandhed i denne kliché. Hvis vi gør oprør mod den magiske tænkning, overtænker vi måske så meget, at én af livets største gaver ender med at gå vores næse forbi.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.