Vi stiller for høje krav til kærligheden

Kærlighed er et stort ord. Vi bruger det ikke kun om de største følelser og de mest afgørende handlinger i livet – kærlighed er også en meget dagligdags ting, ja, nærmest et musikalsk underlag for alle vores daglige gøremål.

På vejen til og fra skole eller arbejde, når vi venter på bussen og når vi løber, overalt lytter vi til sange om den romantiske kærlighed, et af de mest fortærskede emner i vores kulturs underholdningsindustri af film, bøger, TV, musik og blogs.

Fri os fra kærligheden

At kærlighed ofte beskrives og forstås som romantisk skyldes, at det var romantikkens kunstnere, digtere og malere, der fra 1750 udbredte ideen om den store kærlighed og bandt den sammen med ideen om at kunne finde den eneste ene og gifte sig med vedkommende.

Men at kærligheden de sidste 200 år så er blevet den eneste grund til at indgå ægteskab er dog ikke nødvendigvis nogen god ting. Dét har hverken ægteskab eller kærligheden godt af ifølge for eksempel Karen Blixen og fører kun til skuffelser på både ægteskabets og kærlighedens vegne.

Blixen var i stedet stor tilhænger af den aflastning af kærligheden, som ægteskabets slægtsforbindelse stod for.

Men nu er ægteskabet dødt og magtesløst, mente hun, for grunden er revet væk under det. Alle samfundsfunktioner er løftet ud af ægteskabet og familien, og man sikrer ikke længere slægtens jord ved at gifte sig.

Et par årtier senere blev hun bakket op af Suzanne Brøgger, der i sin debutbog Fri os fra kærligheden fra 1973 klart udstillede det forlorne i ægteskabets 'lykke-erklæringer', hvor man både udadtil og over for partneren gør meget reklame for, hvor godt ægteskabet er – en desperat lykke-reklame, hvor alle de ægteskaber, man læser om i bladene er 'stjerne-lykkelige, indtil de opløses', som Brøgger formulerer det.

Dødbringende kærlighed

Den store kærlighed som ideal bredte sig nok som tanke i romantikken, men den har sine rødder i middelalderdigtningen, i den såkaldte høviske litteratur, for eksempel i middelaldersagnet om Tristan og Isolde.

Det gennemgående motiv i denne og alle de andre høviske fortællinger er, at kærligheden er stor i betydningen en blind passion, der overvinder modstand. Tristan og Isolde er oprørske elskere, som mødes hemmeligt, gifter sig til anden side, men bliver ved med at mødes i slottets have, i skoven udenfor, i Isolde og hendes mand Marks soveværelse, når han er bortrejst.

Kærligheden hos Tristan og Isolde forstørres af og lever af omgivelsernes modstand.

Den passion, som for eksempel Tristan og Isolde dyrker, tåler ikke samfund af nogen art, ikke engang med den elskede. Således optrævler den schweiziske kulturteoretiker Denis de Rougemont ideen om den store og romantiske kærlighed i sin bog L'amour et l'occident fra 1939.

De Rougemont viser, at kærlighed i Vesten har fået en form, han kalder Liebestod, dvs. at kærlighed er noget, man dør af. Eller rettere, det er først i døden, at man for alvor kan forenes med sin elskede, sådan som det er tilfældet med Tristan og Isolde, der begraves i samme kapel på hver sin side af koret, og en rosenbusk vokser op fra Tristans grav og sænker sig ned til Isoldes.

Det er denne forståelse af lidenskab, der i romantikken blev vendt indad og gjort til et sjæleligt ideal.

Dermed var mennesket i litteraturen fra 1750 og frem spændt ud mellem passion, der ikke egner sig til samliv, og et ægteskab tømt for andet indhold end kærligheden. Måske sidder vi endda stadig fast i dette dilemma?

Er det en af grundene til, at så mange af os opgiver ægteskabet – hverdagen træder i den store kærligheds sted, og vi drømmer om den mere afprøvende og forbudte form for kærlighed, som byder ægteskabet trods?

Kærlighedens to spor

Både inden for og uden for ægteskabet er det moderne menneske mere på egen hånd i sin søgen efter kærlighed end det antikke og feudale menneske var det.

Mennesket havde da en orden, i antikken et kosmos, der med guders og halvguders hjælp viste mennesket en naturlig plads. Det var kosmos, som kunne få Platon til at sige, at man ikke kan 'få nogen bedre hjælper for menneskenaturen end Eros'.

Eros er begærskærligheden og hos Platon ensbetydende med kærlighedens væsen. Platon forbandt begærskærligheden med noget bredere end den naturlige og kropslige nydelse, på græsk afrodisia, som betyder det seksuelle samkvem. Men nydelsen var langtfra syndig eller lignende, som man senere har tænkt om kropsligt begær.

Erotik forstår Platon som en opmærksomhed på det ydres skønhed, der kan lede til indsigt. Ganske vist kan vi lægge grundigt mærke til, hvilken ydre skønhed der viser vejen til sandheden, men i bund og grund er eros en guddommelig vej til at lære den del af sig selv at kende, som er forbundet med sandheden, nemlig sjælen.

Dette spor, eros', angår især kønskærlighedens plads i kosmos.

Det andet spor handler om kærlighed som den gave, man kan give hinanden, helt gratis.

Kærligheden som en gave er bibelsk forstået en nåde af guddommelig art. Den oprindelige jødiske kærlighedsforståelse, der på det nytestamentlige græsk blev til agape og i latinsk oversættelse til caritas, er den omfattende kærlighed, som man kan vise sin broder, ja, endog sin fjende efter det forbillede, som findes i Guds kærlighed til mennesket.

Disse to spor i kærlighedens filosofihistorie løb sammen i romantikken, hvor man fra agape hentede inspiration til en selvopofrende troskabsed og fra eros tog tanken om lidenskabelig skønhedsforbindelse og overvejede, hvordan begge dele kunne indfries i kærlighedsforholdet.

Hvis vi i dag stadig forestiller os, at der findes den eneste ene for os, har det rod i romantikkens kærlighedsideal.

Opgør med den eneste ene

Vi har ganske vist bevaret en kulturel overlevering om, at kærligheden kommer til os udefra, dvs. at vi går rundt og venter på den skønne dag, hvor den rette dukker op, men vi har ikke kærligheden placeret i et velordnet system som hos Platon med ideerne i den syvende himmel og halvguden Eros til at hjælpe os til at skue dem.

Der går ikke længere en lige erkendelseslinje mellem dét, vi får øje på hos et menneske, og det store kosmos som mennesket er en del af.

For os er det derfor vanskeligere at sige, at vi dyrker hele verden, når vi dyrker skønheden i ét menneske. Vi ser ikke ind i hele universet, når vi lukker øjnene og giver os hen i kærlighed, dertil er universet blevet for fyldt med mange og modstridende forklaringer på alting.

Naturen, miljøet og markedet har fået sine udviklingsmodeller. Ubalancer, sundhed og sygdom i menneskets psyke og krop har sine uafhængige forklaringer. Tingene har ikke længere en fast plads i kosmos, som de kan vende hjem til – hverken med Eros’ eller Guds hjælp.

Men vi har forventningerne om harmoni og orden i behold. Deraf måske den moderne situation, hvor vi i vores eget liv ønsker, at kærligheden skal kunne det hele, mens helheden er blevet væk for os. Tilbage er at vi må prøve os frem, selv om målet, vi styrer efter, er forsvundet.

Nok er mange af os i praksis i færd med at gøre effektivt op med tanken om, at der findes den eneste ene for os. Vi skifter kærlighedspartnere flere gange, og nogle vælger endda at have flere partnere på en gang.

Man må formode, at vi hverken finder den eneste eller den ene. Men tanken om, at kærligheden kan hele og helbrede, har vi ikke taget afsked med, tværtimod. Aldrig tidligere har vi haft så megen tillid til, at følelser, gerne store følelser, kan gøre godt og befri os fra et liv i arbejdsom koncentration.

For høje forventninger til kærligheden

Når vores forventninger til kærligheden er så høje, at man i dag kan se, at der finder en overbelastning af kærligheden sted, så har det sin rod i den romantiske sammensmedning af de to meget forskellige livsforventninger knyttet til kærligheden.

Dels en ud-af-kroppen-oplevelse af lidenskabelig forelskelse, dels den gave det er at leve i en livslang fortrolighed med en anden person, som kender én til bunds og holder af én alligevel. Begge forventninger er rimelige og også inden for rækkevidde for de fleste mennesker.

Der er få, som har store vanskeligheder med at elske. Men kærligheden bliver et problem, hvis vi vil have det hele på én gang. Hvis vi tror, at det største og det mindste kan rummes i en af vores relationer, nemlig til vores kærlighedspartner.

Hvis vi kun formår at give os hen i kærlighed til en person, som vi også seksuelt er tiltrukket af, bliver hengivelsen reserveret til færre og kun til en sfære, der er mindre, end godt er. Kærligheden har godt af at blive levet ud på mangfoldige måder – i forholdet til vores børn, men også i forhold, der rummer kærlighed og hengivenhed i en bredere betydning, nemlig til den natur, vi kender og holder af, til en forfatters værk, en sportsgren eller et arbejde.

At være åben for lykken i disse forhold er det samme som at aflaste den romantiske kærligheds lykkeforventninger.

Trækker vi for store veksler på den romantiske kærlighed?

Om vi i dag lever i en romantisk tid, afhænger af, om troen på den eneste ene er den mest udbredte. Måske formår mange af os faktisk at glædes over de stumper af lidenskab, sjælelig og kropslig forening, tillid og fortrolighed, som vi når at opleve midt i alle vores daglige gøremål.

Men ud fra den megen omtale, som den romantiske kærlighed får, kan man godt få den tanke, at vi trækker overdrevent store veksler på den romantiske kærlighed i forhold til at opleve lykke i livet. Det har den ikke godt af, den store og omfattende kærlighed.