Man skal ikke gøre sig fortjent til kærlighed

Kærligheden er også en form for grænsesituation. Der skal noget til, før vi tager den op til overvejelse – enten et nyt forhold eller en krise i det gamle.

For det meste danner kærlighed blot som fødsel og død en ramme om vores liv, som vi ikke tænker over, men lever med.

Fødsel tænker vi over, når et lille barn fødes, mens døden kommer tæt på med sygdom og sorg. Ellers ligger de der bare som muligheder.

En grænsesituation som kærlighed hører til dét, som den antikke filosof Platon (427-347 f.v.t.) i dialogen Faidros kaldte ekstatiske fænomener og i en anden dialog, Symposion, dét, der lyser klarest (ekphanestaton), dvs. det uordentlige og lysende, som står frem på en baggrund af orden og dagligliv.

Kærlighed i for eksempel forelskelsens lidenskabelige form hører ikke den planlagte hverdag til. Forelskelsen bryder ind i hverdag og rutine og ryster os.

De færreste ønsker et liv uden sår og ar fra kærlighed

Sociologen Francesco Alberoni (f. 1929) har fremhævet det samme træk ved erotikken. Erotikken er revolutionær og hører tæt sammen med kriserne i vores liv.

Det begynder som en let uro og ender ofte som et stort smertepunkt. Kærlighed er livsforandrende, fordi man ikke er den samme som før, når mødet har fundet sted. Den nyligt oversatte iranske digter Forūgh Farrokhzād (1935-1967) siger det sådan:

»Alle mine sår er af kærlighed, af kærlighed, kærlighed, kærlighed.«

De færreste ønsker et liv uden sår og ar fra kærlighed. Der er ingen andre oplevelser, der i den grad kan forandre os for livet.

Kærlighed i den lidenskabelige og erotiske form er måske nok sjælden og stof for store fortællinger, men den er universel og hører som sådan til blandt de store ideer. Det samme gør næstekærligheden forstået som dyb solidaritet og accept af andre mennesker.

Man skal ikke gøre sig fortjent til kærlighed

Erotisk kærlighed og næstekærlighed har hver deres historiske forløb, det ene fra det antikke eros-begreb og det andet fra det kristne agape. Men de går sammen i et fællesbegreb for kærlighed og venskab, som også stammer fra antikken, nemlig philia.

Philia er den i kærlighed og venskab naturlige respekt, hvor man viser stor loyalitet over for et andet menneske uden anden grund, end at dette menneske er til. Man er klar til at kæmpe for og forsvare en kær eller en ven – ikke i de store bevægelsers navn, i solidaritet og oprør, men fordi dette bestemte menneske betyder alt for en.

Kærligheden er med Hannah Arendts ord »i sit inderste væsen verdensløs og måske den mægtigste af alle menneskets antipolitiske kræfter«.

Det får dog ikke Arendt, der faktisk var politisk tænker, til at afskrive kærligheden. Tværtimod fremhæver hun dens magt til selvudfoldelse og dens enestående klare blik for udfoldelsens 'hvem'. Pointen er, at i både kærlighed og venskab er man overbærende og hænger sig ikke i den andens mangler, svigt og overtrædelser.

Man er klar til at tilgive alt i kærlighed og venskab, fordi forholdet er vigtigere end enkelthandlinger. Kærligheden er en relation, hvor der ikke som i det politiske forhold er en verden og en sag i mellemrummet mellem mennesker.

Og netop kærlighedens verdensløshed er personens chance for blot at være. Man skal ikke gøre sig fortjent til den andens kærlighed.

Børn skulle hærdes til samfundet

Med verdensløsheden kommer ofte også den kropslige intimitet, hvor man opsøger alenetid med den anden og trækker vejret i fælles rytme. Det udfordrer vores individuelle planer og ambitioner.

Der er ganske vist mange eksempler på personer, der især for kunsten, videnskaben og det politiske lederskab synes, at de har måttet ofre et intimt liv i kærlighed.

Men der er lige så mange – om ikke flere – ambitiøse mennesker, der på et tidspunkt har indset, at de nære relationer var vigtigere end noget andet. I kærligheden deler man således sit liv med andre i en grad, hvor man ikke selv er herre over, hvilken drejning livet skal tage.

Med den danske livsfilosof og digter Jakob Knudsens (1858-1917) ord: Kærlighed er stedet, hvor 'selv møder selv'.

Kærlighed er mere end venskab, erotisk kærlighed og forelskelse. Det er også forholdet mellem forældre og børn. Der er kærlighed i manges forhold til jobbet, til naturen og til Gud. Kærlighed er mange ting, og al kærlighed har oven i købet et historisk udtryk, dvs. er i stadig forandring.

Ægteskabsidealer og samlivsformer forandrer sig hastigt, det samme gør fx opdragelsesog omsorgsformer i forholdet mellem forældre og børn. Vi betragter ikke længere tugt af børn som muligt udtryk for kærlighed, men engang skulle der en kraftig disciplinering til, hvis man skulle give sine børn en chance for at klare sig i et samfund med hierarkier og indbygget udnyttelse og undertrykkelse.

Børn skulle hærdes for at ruste sig til et samfund med korporlig afstraffelse. Selv om det giver mening at pege et tværkulturelt og ahistorisk fænomen ud – nemlig at kærligheden er tilgivelse af kæresten og vennen – forekommer al kærlighed også i virkelighedens relative former, dvs. relateret til en sammenhæng, der muliggør den.

Menneskets slingrekurs brydes med kærlighed

Men lad os fortsætte forsøget på at se, hvad der er af universelt indhold i kærligheden. Følelserne, for der er ikke tale om én følelse, men et felt af følelser, er gennemgående. Den, der elsker, er følelsesmæssigt vakt og retter naturligt sin opmærksomhed mod det elskede.

Hos Søren Kierkegaard (1813-1855) er lidenskab beskrevet som dét at ville ét. Pointen er altså, at menneskets almindelige slingrekurs brydes, når kærligheden dukker op i livet. Viljen kan blive virkeliggjort som ingensinde, når der er lidenskab bag.

Når vi vil noget lidenskabeligt, vil vi det så meget, at vi indimellem er klar til at dø for det. Følelserne handler for os, og vi længes, føler ømhed, tæres af jalousi, varmes sjæleligt og kropsligt, bekymrer os og føler taknemmelighed – alt sammen på kærlighedens følelsesskala.

Ideerne er med fra før vi bliver født

Platon er den filosof, der klarest har beskrevet forbindelsen mellem kærlighed, følelser og drifter. Lidenskaben skal ifølge Platon ikke tæmmes, men den skal kanaliseres i en kosmisk retning, hvor man ikke farer hen og tror, at det første skønne fysiske legeme er det bedste, men hvor man forstår, at det blot er begyndelsen til en begærsbevægelse i retning af det højeste skønne, nemlig alt menneskeligt fællesskabs fundament.

Det erotiske er hos Platon det lidenskabelige begær efter det endnu ikke opnåede – og når den ældre mand genkender sin egen tabte skønhed i ynglingens fremtoning, vækkes dette begær.

Forstår man denne skønhedslængsel hos en selv som en generindring af ikke blot tabt ungdom, men en sjælsskønhed, man som ældre og mere vis har mulighed for sjæleligt at generindre som ide, er man ved at komme på sporet af skønhed som en vej til stor sandhed.

Vi har ideerne med os, fra før vi blev født, og de er opbevaret i vores sjæle. Vi forbinder os derfor med kosmos, når vi lærer skønheden i et menneske at kende, hvis vi vel at mærke ikke standser ved denne skønhed, men af den lader os føre videre opad i en bevægelse mod den syvende himmel, hvor ideerne har hjemme – siger altså Platon.

Kærlighed er fylde og mangel på én gang

Det er ved Eros’ hjælp, at man kan komme til den syvende himmel – og til ideerne om retfærdighed, tapperhed, mådehold, skønhed, det gode og det sande. Erotik er et spørgsmål om erkendelse af tingenes rette sammenhæng og om at skue enheden. Eros var en halvgud, dvs. en formidler mellem mennesket og det guddommelige.

Han var ifølge Platons fortolkning en hjælper for al sjælelig bevægelse, idet han selv var en søgende sjæl. Han er både den, der ved udvej (poros), og den, der kender til mangel (penia). Platons fortolkning af menneskets følelsesmæssige udspændthed i kærligheden består i at pege på, at kærlighed altid er fylde og mangel på én gang.

Begær er mangel, når det rettes mod noget, man ikke selv besidder, men vi ville slet ikke se det som en mangel, hvis vi ikke vidste, at det var sjæleligt muligt at være opfyldt. Det bliver hos senere tænkere som fx Arthur Schopenhauer (1788-1860) tænkt sammen med modsætningen mellem kønnene. Man finder kærligheden i sin modsætning.

Enhver kan elske

Kærlighed er altså sjæleligt bevægende. Kærlighed er dog mere end følelser og sjæleliv. Den er også identitetsdannende. Det dannende eller opbyggelige i kærligheden består i, at man vokser ved den. Elsket bliver man til. Den andens accept af den, man er, er med til at gøre verden til et trygt sted at være.

Det er kærligheden set fra dette synspunkt, som naturligt danner omdrejningspunkt i næstekærligheden, idet det oprindeligt blev forstået som Guds blik på én. Når man i Det Nye Testamente hos Paulus læser, at af tro, håb og kærlighed er kærligheden størst, er det forholdet til Gud, der er tænkt på.

Med Guds blik på sig formår man at vise nåde og barmhjertighed over for andre. Det er som skabt af Gud, at enhver kan elske næsten.

Af mest vital betydning er kærligheden, når den vises den svage og sårbare. Barmhjertighed sikrer liv, som ellers ikke kan klare sig. Vi holder et lille, grædende barn ind til os, trøster det og bringer det kærligt tilbage til følelsen af tryghed og veltilpashed. Kærlighed kan lindre og endda helbrede.

Tryghed i egen krop er en forudsætning

Kærlighed begynder i den krop, hvormed vi trækker vejret – selv og sammen med andre. Vi begynder livet i en tilstand, hvor vi ligger omsluttet af varmt fostervand og med konstant berøring fra mors mave.

Som spæde bliver vi holdt om og næret af kropskontakt med en mor eller en far eller en anden person, der træder i stedet.

I de første uger og måneder af et spædbarns liv lever og opstår barnet som et selv via den allerførste emotionelle tilknytning til en omsorgsperson, der oftest føler en dyb kærlighed til det lille nye og afhængige væsen, som hun har givet liv til, og hvis bevægelser og lemmer, hun kender fra månederne med dagligt oplevet liv i graviditeten.

Spædbarnets liv er et følelsesliv af en mere oceanisk karakter, dvs. tæt forbundet med det fosterliv, det har forladt. Det er på baggrund af en begyndelse på livet, hvori man har fundet tryghed i den respons, der er kommet fra moderen, at man som voksen kan kaste sig ud i et forhold, hvor man tør miste sig selv i ekstasen. Tryghed i egen krop er en forudsætning for den mystiske ud af kroppen-oplevelse.

Kærligheden udgør både vende- og smertepunkter

De fleste er enige om, at eros-kærligheden, dvs. lidenskaben på den ene side og agape-kærligheden, dvs. accepten og næstekærligheden på den anden side, må ses som to tæt forbundne spor i kærlighedens idehistorie.

Begge har de da også en andel i den græske philia-tanke, hvor venskab og respekt forvandler kærlighedsrelationen til et forhold mellem to lige parter. Fælles for venskabskærlighed, erotisk kærlighed og næstekærlighed er, at de er med til at udfordre tanken om, at vi primært er én selvstændig person, som sekundært kan vælge at forenes med en anden.

Kærligheden er oplevelsen af, at en anden er vigtigere for mig, end jeg selv er. Vi behøver ikke ud-af-kroppen-oplevelser for at erfare, at grænsen mellem os selv og verden kan udviskes, og vi behøver ikke den altfortærende lidenskab eller sorg for at opleve, at livet kommer tæt på.

Men når det sker, er det ved kærlighedens mellemkomst. Derfor udgør kærligheden både livets vendepunkter og dets smertepunkter.