Hvordan reducerer vi fravær og giver alle elever lyst til at gå i skole?

I dag har folkeskoleeleverne sidste skoledag og går dermed et langt, planlagt og velfortjent ’fravær’ i møde. Desværre er der også en del uplanlagt fravær i løbet af skoleåret – ja, faktisk mere end tidligere.

De seneste tal fra Undervisningsministeriet viser, at folkeskoleeleverne i skoleåret 2018-2019 i gennemsnit var fraværende i næsten 12 dage.

Det er en stigning på 11,5 procent i sammenligning med skoleåret 2013/2014 og svarer til lidt mere end én dags mere fravær per elev per år.

Tallene varierer naturligvis meget fra elev til elev, men en stor andel, lidt over 14 procent, af eleverne udebliver fra skolen i hele 20 dage af skoleåret svarende til en hel måneds undervisning.

Spørgsmålene er derfor: Hvorfor bliver børnene væk fra skole? Hvad kan vi gøre for at mindske fraværet? De spørgsmål ser jeg nærmere på i resten af artiklen.

Argumentet er i korte træk, at vi skal væk fra først og fremmest at se på, hvad der er galt med barnet eller i barnets familie, men derimod – baseret på blandt andet egne studier af børns hverdagsskoleliv set fra børnehøjde – være langt mere nysgerrigt undersøgende på, hvorvidt der er noget ved skolen, der får børnene til at blive væk.

Skolefravær; hvad taler vi om?

I den offentlige debat i Danmark og på skoler landet over har der netop været en tendens til at sende fraværsproblematikken ind i barnet, ud af skolen og hjem til familien, når børn ikke vil eller ikke kan gå i skole.

I den forbindelse tales der om skolevægring, når barnet ikke kan gå skole (f.eks. på grund af angst-problematikker), men egentlig gerne vil, skolepjæk, når barnet ikke vil, men (ifølge skolen) godt kan, og senest skoletilbageholdelse om de tilfælde, hvor det er forældrene, der ikke ønsker deres barn i skole.

Overordnet set peges der altså på, at der enten er noget galt i det enkelte barn eller i familien – ikke i skolen. Med henblik på at få børnene tilbage i skolen har der også oftest været taget udgangspunkt i netop disse to tilgange.

Det har man eksempelvis kunne se fra politisk hold, hvor indsatsen for den tidligere regering blandt andet handlede om at styrke skolens professionelle gennem kompetenceløft, så de bliver i stand til i højere grad at »identificere og håndtere psykiske problemer hos eleverne,« og hjælpe deres familier.

Sanktioner, som dem vi så sat i værk af den nuværende regering i starten af året med at skære i børnechecken og andre ydelser, er ligeledes udtryk for denne individrettede indsats, ligesom man lokalt vil finde mange konkrete handleplaner, der er rettet mod det enkelte barn, og/eller barnets familie.

Men hvad nu hvis denne forestilling om, at problemet ligger hos barnet eller familien er forfejlet? Så er disse initiativer problematiske, fordi de netop skygger for konteksten for skolefravalget, nemlig skolen.

I uddannelsesforskningen kan skolefravær, set fra et elevperspektiv, forstås som barnets eller den unges (fornuftige?) respons på det, der sker (eller netop ikke sker) i skolen.

Spørgsmålet, der med udgangspunkt i denne del af uddannelsesforskningen kunne stilles, er: Hvad nu, hvis skolefravær ikke handler om barnet eller familien, men derimod handler om noget i skolen; en kultur i skolen, som barnets fravær er en reaktion på? Hvad stiller vi så op?

\ Læs mere

Terapeutisk indsats kan hjælpe børn med massivt skolefravær

En dårlig skolekultur kan give højere fravær

Begrebet skolekultur refererer her til overbevisninger, forståelser, forholdemåder, relationer, og formelle som uformelle regler, som alt sammen er med til at forme og påvirke alle aspekter af, hvordan en skole fungerer.

Men begrebet omfatter også mere konkrete forhold, som for eksempel i hvilket omfang skolen generelt og lærerne specifikt omfavner diversiteten i børnegruppen – eksempelvis i forhold til forskelle i elevernes etnicitet, køn, socioøkonomiske baggrund m.m.

På den baggrund handler skolekultur i høj grad også om de professionelles eksplicitte og implicitte perspektiver, værdier, interaktioner og praksisser med børnene.

Fra international uddannelsesforskning ved vi, at der er en sammenhæng mellem dét, forskerne i en australsk undersøgelse kalder aggressive skolekulturer og/eller passive skolekulturer, og en høj rate af elever i udskolingsalderen, der falder fra og ud af skolen.

En aggressiv skolekultur er i undersøgelsen kendetegnet ved et skoleklima præget af frygt, tavshed, modstand og vrede ofte forårsaget af en »principfast og streng disciplin« på skolen.

En passiv skolekultur er mindre hård end den aggressive, og skoler præget af denne skolekultur, fremstår umiddelbart som 'rare steder', men kæmper under overfladen med at forstå vigtigheden af at undervisningen er relevant og kobler sig på elevernes liv og interesser.

Det australske studie viste, at jo mere aggressiv og/eller passiv en skolekultur er, desto større er risikoen for, at eleverne oplever fremmedgørelse, eksklusion og stigmatisering, der i mange tilfælde leder til, at eleverne vælger skolen fra – et fænomen, der går igen i dansk forskning i eksklusion og marginalisering.

\ Læs mere

Tre psykologiske behov er afgørende for skoleelevers trivsel og læring

Børn, der trives i skolen, vil gerne i skole

Så hvad er alternativet til de aggressive og passive skolekulturer, der får flere elever til vælge skolen fra med de individuelle, men i høj grad også samfundsmæssige konsekvenser dét implicerer?

Skoleforskning viser, at det blandt andet handler om, at børn skal tilbydes en værdig plads i de fællesskaber, der findes i skolen. Hvis børn trives i og uden for undervisningen, og skolen i øvrigt opleves som et trygt sted at være, vil de fleste børn gerne skolen.

Oplevelsen af samhørighed er ifølge motivationsforskningen et afgørende element for, at voksne såvel som børn trives og føler sig motiverede.

Samhørighed handler i forhold til skolen om elevernes oplevelse af at indgå som en værdifuld del af et (lærings)fællesskab (se her og her).

Vil vi reducere elevernes fravær, skal vi derfor ikke fokusere på individet, men på de relationer, der findes i skolen (se også her), så vi skaber en skolekultur, hvor eleverne føler, de hører til – og oplever samhørighed.

Hvorfor? Fordi »mindskelse af fravær handler dybest set om opbyggelse af en sund trivselskultur (…),« som Rani Hørlyck, skoleleder på Søndervangsskolen i Århus, har udtalt.

Hvordan arbejdet med elevernes oplevelser af tilhør og samhørighed konkret kan se ud for de professionelle i skolen, skitseres afslutningsvist i det følgende.

Otte veje til en samhørighedsskabende skolekultur

1. Inddrag elevernes perspektiver. Lyt til og observér barnet og anerkend deres 'stemmer' som nogle, der er værd at lytte til og tage bestik af i tilrettelæggelsen af skolens hverdagspraksisser og pædagogik. Anerkend at eleverne har selvstændige meninger og holdninger – særligt når de ikke stemmer overens med dine.
2. Byd dem, der passer mindst ind, mest velkommen. Vær opmærksom på, når en elev 'skurrer' og vær bevidst om, at der er brug for også elever, der skurrer. Dels for at udvide normalitetsbegrebet – det er der brug for – men også fordi eleverne faktisk lærer af hinandens forskelle.
3. Vær fleksibel i forhold til elevens livssituation. Børns og unges liv kan – ligesom voksnes – være krævende og belastende i perioder. Anerkend og respektér at elevens skoleliv blot er én (stor) del af elevens samlede hverdagsliv. Skolen skal gerne være 'et helle', hvor eleven har gode oplevelser og erfaringer.
4. Samskab undervisningen med eleverne. Forbind – i modsætning til den aggressive og den passive skolekultur – undervisningens indhold med elevernes liv og interesser. Eleverne er eksempelvis meget optaget af det sociale liv, så sørg for at gøre undervisningen fællesskabsgenererende.
5. Gør pædagogikken elevcentreret. Giv eleverne indflydelse på det, der foregår, så de herigennem oplever sig set, hørt og anerkendt. Det kan eksempelvis gøres ved at følge elevernes initiativer, ved at være lydhør og forsøge at sætte dig i elevernes sted og ved at give eleverne flere valgmuligheder. Denne form for selvbestemmelse er afgørende for elevernes motivation og trivsel
6. Se adfærd som et undervisningsspørgsmål. Jo mere involverende, vedkommende og engagerende undervisningen er, des mindre dårlig adfærd. Se adfærd, herunder skolefravær, som et relationelt og dermed fælles anliggende for klassen/skolen, og gør eleverne til medspillere i løsningen og håndteringen af uønsket adfærd.
7. Tag både elevernes følelser og adfærd alvorligt. Det er vigtigt for eleverne og afgørende for jeres relation. Lyt med nærvær og inddrag det, de peger på i din videre håndtering.
8. Hav respekt og drag omsorg for elevernes indbyrdes relationer. Samspilsproblemer i skolen håndteres på inkluderende måder, hvor elevernes perspektiver tages alvorligt, så relationer med plads til forskellighed og samhørighed blandt eleverne understøttes, for eksempel gennem løsningsorienteret dialog.

Artiklen er baseret på oplæg holdt for Undervisningsministeriet i 2019. Vil man dykke dybere ned i emnet, kan man læse min artikel ’Fraværets fornuft. En forståelig modstand på et ubærligt skoleliv?’

\ Læs mere

Forskere: Folkeskolen bør teste elevernes personlighed

\ Læs mere

Sådan undgår du folkeskolens faldgruber