Nu da Rusland og Ukraine er blevet enige om at indlede forhandlinger, er ét af hovedspørgsmålene, hvad der skal på dagsordenen for at finde vej ud af den nuværende krise.
Vladimir Putin har begrundet aggressionen mod Ukraine med behovet for at fjerne 'kniven mod Ruslands strube' ved at insistere på Kyivs neutralitet og demilitarisering.
Hvis vi et øjeblik ser bort fra Ruslands ulovlige magtanvendelse i forfølgelsen af dette krav, samt hvorvidt Putin overhovedet er at stole på ved forhandlingsbordet, hvad indebærer neutralitet for Ukraine så?
'Finlandisering' af Ukraine?
I det omfang det kan lade sig gøre på baggrund af Putins tidligere udtalelser, skal Ukraine frasige sig retten til at tilslutte sig enten Nato eller EU, total demilitarisering samt forbud mod udenlandske (læs vestlige) militærbaser i det, der vil være tilbage af ukrainsk territorium.
Ruslands vision for ukrainsk neutralitet betyder også en Moskva-venlig regering i Kyiv, der bøjer sig for Kreml både indenrigs- og udenrigspolitisk.
I konflikten med Rusland er udtrykket 'Finlandisering' ofte blevet brugt om Ukraine (Finlandisering-begrebet betegner en svag og eftergivende udenrigspolitik og bruges oftest nedsættende om et land, der underkaster sig et stærkt nabolands vilje, red.)
Den juridiske ramme for begrebet blev skabt, da Finland indgik en særskilt våbenstilstand med Sovjetunionen, der førte til Paris Fredsaftalen i 1947 og den finsk-sovjetiske aftale om venskab, samarbejde og gensidig bistand fra 1948, som var grundlaget for Finlands neutralitetspolitik indtil Sovjetunionens opløsning i 1991.
'Neutralitets-forgængere'
Artikel 8 i Fredsaftalen fra 1947 pålagde Finland at forbyde enhver 'organisation, der driver propaganda fjendtlig over for Sovjetunionen'.
Selvom aftalen fra 1948 ikke krævede demilitarisering, fastsatte artikel 4, at Finland ikke måtte 'indgå eller tilslutte sig koalitioner rettet mod Sovjetunionen'.
Fredstraktaten med Finland fra 1947 bekræftede også en bestemmelse i våbenhvileaftalen fra 1944 om, at Finland ville leje en flådebase til Sovjetunionen i 50 år, hvilket Moskva dog opgav i 1956.
Andre påståede 'neutralitets-forgængere', der potentielt leverer en 'løsning' på den nuværende krise, er Den Østrigske Statstraktat (også kaldt den Østrigske Uafhængighedstraktat), som grundlagde Østrig som en selvstændig stat, og London-konferencen 1830, hvor stormagterne gav deres tilslutning til Belgiens adskillelse fra Nederlandene, og Belgiens neutralitet blev garanteret.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Neutralitet blev krænket
De allierede besættelsesstyrker trak sig sig ud af landet efter den Østrigske Statstraktat, og i 1955 vedtog Østrig Neutralitetsloven, som indeholder en erklæring om Østrigs evige neutralitet. Desuden vil Østrig ikke tiltræde i militære alliancer eller tillade etablering af fremmede militærbaser på sit territorium.
Belgien blev en neutral stat under London-konferencens betingelser. De daværende fem stormagter - Storbritannien, Frankrig, Preussen, Østrig og Rusland - forpligtede sig til at ‘garantere Belgiens evige neutralitet såvel som landets territoriums integritet og ukrænkelighed’.
Det forhindrede dog ikke Tyskland i at krænke Belgiens neutralitet to gange i begyndelsen af hver verdenskrig.
Disse tre lande - Belgien, Finland og Østrig - som muligvis kunne levere en potentiel plan for ukrainsk neutralitet, forpligtede sig ikke til at demilitarisere, og ingen af dem fik selve deres eksistensberettigelse som suveræn stat udfordret i samme grad, som Putin har gjort i forhold til Ukraine.
Hvis land er det egentlig?
Alene af denne grund må vi være skeptiske over for en neutralitetsløsning på linje med Belgien, Finland og Østrig.
Putins yderligere insisteren på 'afnazificering' af Ukraine tyder også på, at han forudser en fremtidig indflydelse på sammensætningen af den ukrainske regering - og muligvis indsættelsen af et pro-Moskva-regime som et resultat af eventuelle forhandlinger om en våbenhvile.
Rusland vil kræve mere end den juridiske og forfatningsmæssige forankring af ukrainsk neutralitet, som fastsat i Den Østrigske Statstraktat.
Det er heller ikke sandsynligt, at en slags exit-klausul, som indlejret i artikel 8 i den finsk-sovjetiske venskabsaftale, som giver begge parter mulighed for at opsige aftalen hvert femte år med et års varsel, vil blive tilladt.
Minder om Budapest-memorandummet?
Det er langt mere sandsynligt, at Rusland vil insistere på formel vestlig anerkendelse af ukrainsk neutralitet, såvel som en slags international mekanisme (med russisk deltagelse) til at 'fortolke', hvad der er tilladt for Ukraine i henhold til landets neutralitet.
Det står heller ikke klart, hvilken gavn Ukraine vil få af en sådan aftale.
Fra et ukrainsk perspektiv vækker det måske minder om Budapest-memorandummet fra 1994, hvor Rusland, Storbritannien og USA forpligtede sig til:
- At respektere Ukraines selvstændighed, suverænitet og eksisterende landegrænser.
- Afstå fra at true landets territoriale integritet eller den politiske selvstændighed i Ukraine.
Budapest-memorandummet er ikke en formel traktat, men en diplomatisk aftale, blev indgået i bytte for, at Ukraine skilte sig af med sine atomvåben, som landet havde 'arvet' af Sovjetunionen.
Tilbagevenden til diplomatiet?
Der er også spørgsmålet om, hvilken version af Ukraine Rusland vil anerkende som en suveræn stat, hvis Ukraine gik med til at blive 'neutral'.
Vil det omfatte de ulovligt besatte og nu anerkendte områder Donetsk og Luhansk og den annekterede Krim-halvø?
Kremls vision om en Hviderusland-lignende stat med en meget begrænset suverænitet dikteret af Putin er en version, som Ukraine klart, konsekvent og demokratisk har afvist gennem de seneste 30 år.
Det er højst usandsynligt, at neutralitet på disse vilkår vil være grundlaget for, hvordan denne konflikt ender.
For vesten er det også vigtigt, at Putin ikke bliver belønnet (eller lader til at blive belønnet) for denne ulovlige krig.
Proaktive sanktioner overfor Rusland
Ideen om, at Ukraine skal demilitariseres og 'afnazificeres' for at afslutte konflikten, vil blive set som kapitulation fra et internationalt perspektiv.
I stedet skal vesten fortsætte med at udvise beslutsomhed i proaktivt at begrænse Rusland. Alt andet vil have resonans og negative konsekvenser langt ud over Europa.
Det er spild af kostbar tid og ressourcer at mudre de diplomatiske farvande yderligere med en uspiselig og efter al sandsynlighed uopnåelig 'løsning'.
Tid og ressourcer, som vil være bedre brugt på at opnå en stabil våbenhvile og en ende på Ruslands aggression. Først da vil en tiltrængt diskussion om en mere levedygtig europæisk sikkerhedsorden have udsigt til succes.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
Stefan Wolff modtager økonomisk støtte fra United States Institute of Peace. Han har tidligere modtaget bevillinger fra The Economic and Social Research Council of the UK, The British Academy, NATO Science for Peace Programme, EU's Horizon 2020 samt EU's Jean Monnet-program. David Hastings Dunn har ikke modtaget støtte fra nogen parter, der ville drage nytte af denne artikel.
