Atombomben er blevet en politisk potensforlænger

Det er nok de færreste, der kipper med flaget for dagens fødselar – atombomben.

Omvendt kan man med god grund fejre, at kernevåben ikke er blevet affyret i krig, siden de to første atombomber for præcis 66 år siden blev smidt over den japanske by Hiroshima og tre dage efter også ødelagde Nagasaki.

Under den kolde krig blev der ellers bygget titusindvis af langt kraftigere efterfølgere, der konstant truede med at tilintetgøre alt liv på Jordens overflade. Men den frygtede atomkrig kom aldrig, og da Berlin-muren faldt i 1989, gled dommedagsbomben i baggrunden.

»Det her med, at verden ender på 30 minutter, er ikke rigtig noget, der er på tapetet længere,« siger Hans M. Kristensen, der leder overvågningen af atomvåben for tænketanken Federation of American Scientists.

»Under den kolde krig var det et af de centrale våbensystemer, fordi det hele drejede sig om det ultimative: verdens ende og at forsvare sig mod verdens ende. Men det, vi har set efter den kolde krig, er, at atomvåben er faldet i baggrunden i hvert fald i den militære tænkning,« forklarer han.

Vi er ikke længere nervøse for atomkrig

For befolkningen herhjemme er atomvåben også blevet langt mindre betydningsfulde, efter afslutningen på den kolde krig satte en stopper for Rusland og USA's vilde våbenkapløb, forklarer militærforskeren Kristian Søby Kristensen fra Center for Militære Studier ved Københavns Universitet.

»Atombomberne spiller ikke længere den psykologisk fundamentalt angstfremkaldende rolle, som jeg kan huske, at de gjorde tilbage i 80’erne,« siger han og fortsætter:

»Atomvåben som sådan er heller ikke noget, som politikere, sikkerhedseksperter og forsvaret snakker om i almindelighed, når de snakker om, hvad der er farligt. Der snakker man om masseødelæggelsesvåben generelt, og det kan man også se som et udtryk for atomvåbens mindre særlige rolle som trussel.«

Atombomben blev for farlig til at blive brugt

Ifølge Kristian Søby Kristensen er der to grunde til, at atomvåben ikke er blevet brugt i krig siden angrebene på Hiroshima og Nagasaki den 6. og 9. august 1945, der anslås at have kostet mellem 150.000 og 246.000 japanere livet som følge af eksplosionen og den radioaktive aktivitet i de efterfølgende to til fire måneder.

»Allerede i forbindelse med sprængningen af den første atombombe var der en del – bl.a. nogle af de forskere, der havde været med til at udvikle den i USA - der fik alvorlige moralske tømmermænd. De blev meget hurtigt klar over de alvorlige perspektiver, der lå i brugen af atomvåben. På den måde var der næsten allerede fra starten af udviklet et slags tabu – altså at man krydsede en moralsk og psykologisk grænse, hvis man brugte atomvåben.«

»Parallelt med det udviklede man langsomt i løbet af den kolde krig idéen om terrorbalancen. Altså at brugen af atomvåben vil være så frygtelig, at de faktisk virker afskrækkende og stabiliserende. Nogle vil argumentere for, at en af de afgørende grunde til, at den kolde krig aldrig blev varm, var på grund af de mange atomvåben, fordi de har en stabiliserende effekt,« siger Kristian Søby Kristensen.

Han kalder det atombombens paradoks, at den reelt blev for farlig til at blive affyret. I stedet er atombomben i høj grad blevet til et politisk våben, påpeger han.

Atomvåben giver stormagtstatus

»Eksistensen af atomvåben og det at have atomvåben betyder noget i international politik, men deres betydning som et centralt sikkerhedspolitisk problem er mindre i dag, end det har været tidligere,« siger han.

»Atomvåben spiller mere en rolle som et politisk redskab, der gør, at man kan få lov til at være en stormagt. Det er afgørende for f.eks. Rusland stadigvæk at være i besiddelse af sine atomvåben, fordi det er adgangsbillet til at kunne gøre sig gældende internationalt,« siger Kristian Søby Kristensen

Han tilføjer, at Frankrig og England ligeledes har valgt at beholde deres atomvåben, på trods af at de har skåret ned på deres øvrige forsvar.

Fra dommedagsvåben til præcisionsbombe

Selvom den nu 66 år gamle bombe synes at have mistet betydning på nogle punkter, er den altså stadig potent på andre.

»Samtidig med at der er sket en nedskæring og reduktion af rollen, som atomvåben spiller imellem USA og Rusland, er der efter afslutningen på den kolde krig også sket en udvidelse og forstærkning af den rolle, som de spiller i de militære planer, som er rettet mod slyngelstater,« siger Hans M. Kristensen.

De militære slagplaner indeholder stadig storstilede angreb, hvor flere hundrede atombomber kan blive affyret samtidig. Men efter fjendebilledet har ændret sig, og bombernes præcision er blevet meget bedre, bliver der i højere grad fokuseret på mindre angreb rettet mod fjendens atombombeanlæg.

»Der er flere og flere af komponenterne i den amerikanske atomslagplan, der er sådan nogle små angreb, der går fra nogle få atomvåben til nogle få dusin atomvåben. Det er meget anderledes end under den kolde krig, hvor det var sådan noget med ’tryk på knappen, og så ryger det hele’,« siger han.

Meget lille risiko for altødelæggende atomkrig

Samtidig med at truslen for en altødelæggende atomkrig er gledet i baggrunden, er der dog dukket andre scenarier op.

»Det kan være, at nogle atomvåben kommer til at blive brugt i en konflikt mellem nogle regionale stater. Det kan også være, at nogle slyngelstater pludselig vil bruge atomvåben, eller i værste fald at nogle terrorister får fingrene i nogle atomvåben eller bygger en simpel version og bruger det,« siger Hans M. Kristensen.

»Men det er helt klart, at risikoen for den type atomkrig, som man forestillede sig under den kolde krig, er blevet meget, meget fjern i dag.«