Kan Danmark være allieret med Trump?

Det kan i mange situationer være svært at afgøre, om krigens regler er overholdt eller overtrådt. Der er ofte en glidende overgang mellem lovlige og ulovlige militære operationer.

For det første kan et hospital gå fra at være en beskyttet civil ejendom til at være et lovligt militært mål, hvis en krigsførende part anvender hospitalet til et militært formål eller til at huse og gemme soldater.

Det kan for eksempel være lovligt, hvis Israel bomber et hospital i Gazastriben, fordi Hamas’ soldater, som stadig er aktivt krigsdeltagende, har gemt sig på hospitalet. Eller lovligt hvis USA eller Danmark bomber et hospital i Syrien, som huser aktive ISIS-krigere.

Derimod vil angreb ikke være lovlige, hvis Hamas eller ISIS krigerne ikke længere er aktivt krigsdeltagende, enten fordi de er hårdt sårede, eller fordi de klart og tydeligt har tilkendegivet, at de ikke længere deltager i kampene.

Derfor kræver også Røde Kors og Læger Uden Grænser, at der ikke må være våben på de hospitaler, de driver.

Uundgåelige civile mål er lovlige

For det andet kan en bombning af civile, herunder på et hospital, undtagelsesvist være lovlig –selvom der ikke er militært aktive soldater eller krigere tilstede på hospitalet – hvis de civile opholder sig i nærheden af et militært vigtigt mål, og drab på civile er uundgåeligt og proportionalt for at opnå et væsentligt militært mål (såkaldt ’collateral damage’).

Et hospital eller andet civilt område kan således miste beskyttelsen, hvis der for eksempel er blevet placeret en strategisk afgørende vigtig militærforlægning lige ved siden af hospitalet, og det ikke er muligt at ramme den militære forlægning uden også at ramme hospitalet.

Jo vigtigere og mere afgørende det militære mål er for udfaldet af krigen, jo flere civile ofre kan accepteres.

Krigens regler er under pres

Det er således ofte kun muligt at tage stilling til lovligheden af en militær operation, hvis man har indblik i de helt konkrete faktuelle omstændigheder ved operationen.

Var der fjendtlige soldater i hospitalet? Var de sårede, eller havde de opgivet kampen? Var de dræbte civile i nærheden af lovlige militære mål? Eller hjalp de civile fjendtlige soldater? Og så videre.

Et sådant indblik i ofte dybt fortrolige og hemmelige oplysninger har offentligheden af naturlige grunde ikke. Det må vurderes af den militære anklagemyndighed, der kan få indsigt i sådanne oplysninger.

Men ikke desto mindre melder flere anerkendte organisationer, der opererer i krigsområder, som blandt andet Røde Kors, Læger Uden Grænser (MSF), Amnesty og Human Rights Watch om, at respekten for krigens regler er under pres. Læger Uden Grænser (MSF) melder om en kraftig stigning i antallet af angreb på hospitaler og sundhedsklinikker.

De skriver, at i »Syrien er bombningen af ​​klinikker og hospitaler i oprørernes områder en integreret del af en krigsstrategi, hvor syrisk militær og dets allierede systematisk angriber medicinske bygninger. For eksempel i det østlige Aleppo, der er under belejring.«

Hvorfor bliver reglerne ikke overholdt?

Der kan være flere grunde til, at stater ikke altid overholder krigens regler. Den helt afgørende forudsætning er naturligvis, at stater har viljen til at overholde reglerne. Det er, som International Røde Kors (ICRC) siger, ikke reglerne, der er noget galt med, men snarere staters vilje til at overholde reglerne.

Hvorfor bliver reglerne så ikke altid overholdt?

For det første er sandheden som bekendt det første offer under krig. Det er meget svært at finde ud af, hvad der reelt foregår i en kampzone, hvem der gør hvad, og om der sker brud på reglerne. Det har vi set i Syrien. Alle – Rusland, USA, Assad-styret m.fl. – beskylder hinanden for at bombe hospitaler og nødhjælp.

Men det er svært at dokumentere, hvad der foregår under krig og derfor også let at overtræde regler uden konsekvens og ansvar. Det er muligt, at ny teknologi som for eksempel droner med tiden kan gøre det nemmere at dokumentere, hvad der egentlig sker under krig.

Ingen overvågning af, om krigens regler overholdes

For det andet er der som nævnt tidligere ingen international overvågning eller monitorering af, om krigens regler bliver overholdt. Stater undersøger sig selv.

Det har vi set i Afghanistan, hvor det amerikanske militær i oktober 2015 angreb MSF’s hospital i Kunduz i Afghanistan, hvor 42 civile blev dræbt. Det amerikanske forsvar lavede efterfølgende deres egen undersøgelse af angrebet og erklærede, at det var et uforsætligt uheld.

Trods højlydte og gentagne protester fra MSF har der ikke været nogen uafhængig international undersøgelse af angrebet.

ICRC har i mere end et årti forsøgt at få etableret er internationalt organ, der kan overvåge og styrke staters overholdelse af krigens regler. Men det er endnu ikke lykkedes.

Stater foretrækker tilsyneladende at kæmpe deres krige ’i fred’ – uden international overvågning eller indblanding.

For det tredje, og måske mest afgørende, er langt de fleste af dagens krige som nævnt ikke-internationale væbnede konflikter. Altså konflikter mellem en stat og en væbnet oprørs- eller terrorgruppe i staten – eller såkaldte asymmetriske krige. Den type konflikter findes der, som beskrevet i min første artikel, kun 1 regel for i de fire Genèvekonventioners cirka 500 regler.

Asymmetrisk krig øger lysten til at bryde reglerne

Udover de oplistede grunde kommer, at staters praktiske incitament og vilje til at overholde reglerne i sådanne konflikter er mere begrænsede, fordi der netop ikke i praksis er nogen gensidighed mellem krigens parter. Det fremgår meget tydeligt af Donald Trumps udsagn om, at »vi må ikke waterboarde, men ISIS kan hugge hoveder af«, da han 7. februar 2016 sagde til ABC News:

»The problem is we have the Geneva Conventions, all sorts of rules and regulations, so the soldiers are afraid to fight …We can’t waterboard, but they [ISIS] can chop off heads…I think we’ve got to make some changes, some adjustments… I will bring back a hell of a lot worse than waterboarding.«

Det manglende incitament kan forklares med, dels at en væbnet gruppe jo ikke har samme status, kompetence og beføjelser som en stat, og dels at mange væbnede grupper er kendte for at se stort på krigens regler.

Faktisk udnyttes krigens regler til at opnå beskyttelse. ISIS gemmer sig, i strid med krigens regler, blandt civilbefolkningen og på hospitaler for at undgå at blive udsat for et militært angreb.

Trump får Bush til at ligne en statsmand

Præsident George W. Bush så stort på krigens regler i 2001 og frem under krigen i Afghanistan og Irak. Reglerne var forældede og mangelfulde, mente han. Det fik katastrofale konsekvenser i form af tortur og drab på fanger og civile i fængsler i Irak og Afghanistan.

Folk blev kidnappet på gaden af CIA og fløjet til afhøring og tortur i hemmelige fængsler i Europa og Mellemøsten. Det er nu fuldt klarlagt og dokumenteret.

Det var først, da præsident Obama kom til, at det igen blev slået fast, at krigens regler og Genèvekonventionerne er fundamentet for den amerikanske krigsindsats.

Selvom det også må erkendes, at Obamas forståelse af krigens regler på en række punkter, blandt andet i forhold til anvendelse af droner uden for krigsområder, er forskellig fra den danske forståelse af reglerne og tilsyneladende mere influeret af hensynet til militær nødvendighed end hensynet til medmenneskelighed (se nærmere i den første artikel).

Donald Trumps udtalelser om, at krigens regler gør det umuligt for amerikanske soldater at vinde krigen mod ISIS og derfor må laves om, er forfærdende. Han får præsident Bush til at fremstå som ’a statesman, gentleman and a scholar in international law’.

Står Trump fast, kan vi ikke være i koalition

Spørgsmålet er selvfølgelig nu, om Donald Trump vil gøre alvor af truslerne. Hvis det er tilfældet, vil Danmark ikke kunne indgå i et koalitionssamarbejde med USA – heller ikke i forhold til den nuværende krigsførelse mod ISIS i Irak og Syrien. Danmark må i så fald trække F-16-bidraget tilbage.

Højesteret fastslog i en dom i 2013 i den såkaldte Tarin-sag, at Forsvarsministeriet ikke var erstatningsansvarlig for, at danske soldater i marts 2002 overgav 31 afghanske fanger til amerikanske soldater i Afghanistan, hvor fangerne muligvis blev udsat for umenneskelige behandling.

Overgivelsen fandt sted cirka en måned efter, at præsident Bush i et Memorandum 7. februar 2002 fastslog, at han i henhold til den amerikanske Forfatning som præsident havde bemyndigelse og autoritet til at suspendere Genèvekonventionerne mellem USA og Afghanistan (det skete ikke) og samtidigt rejste tvivl om, hvorvidt amerikanske soldater i Afghanistan ville behandle afghanske fanger humant i overensstemmelse med kravene i Genèvekonventionerne.

Som begrundelse for frifindelsen i 2013 anførte Højesteret, at hverken Forsvarsministeriet eller de danske soldater på det tidspunkt i marts 2003 – trods de noget uklare meldinger fra præsident Bush i februar 2002 – vidste eller burde havde vidst, at overgivelse indebar en reel risiko for, at fangerne ville blive udsat for umenneskelig behandling.

Det samme resultat vil man ikke kunne komme frem til, hvis den kommende præsident, Donald Trump, fastholder sine nuværende klokkeklare udmeldinger om – og disrespekt for – krigens regler.