Hvem skabte alfabetet?

»A, B, C, D, E, F, G …«, lærte vi som små, og nu kan du nok høre alfabetsangen i hovedet.

Men der er egentlig ingen reel grund til, at vi skal lære bogstaverne i lige denne rækkefølge.

Der er masser af måder, vi kunne strukturere alfabetet på, computertastaturet foran mig er blot ét alternativ. Der findes også masser af andre alfabeter, såvel som sprog, der slet ikke gør brug af et alfabet.

Så hvorfor endte vi med dette, og hvem er ansvarlig for den?

Gør livet bedre, nemmere og sjovere

Jeg er historiker, og jeg elsker 'hvorfor'-spørgsmål. De er ofte langt mere interessante end 'hvem'-spørgsmål, for det er faktisk virkelig sjældent, at én enkelt person forandrer verden.

I stedet kommer de fleste af historiens største nytænkninger fra holdsamarbejde og grupper, der finder ud af, hvordan man kan gøre livet bedre, nemmere og sjovere.

Alfabetet er et perfekt eksempel på denne proces. Vores ABC, som er det mest brugte alfabetiske skrivesystem i dag, kaldes det latinske alfabet.

Det er resultatet af, at millioner af mennesker gennem tusindvis af år har samarbejdet og i sidste ende er blevet enige om, hvilke bogstaver der skal bruges og under hvilke omstændigheder.

For at finde ud af hvorfor de stillede sig tilfredse med den version, vi bruger i dag, skal du først forstå, hvad et bogstav er, og hvad et alfabet er.

Så vi skal spole tiden tilbage til de allerførste eksempler på dem begge.

Hvad er et bogstav?

Bogstaver er symboler, ligesom emojis eller et vejskilt der melder ud, at hér er en fodgængerovergang.

Et bogstaver er en facon, som vi, brugerne, forbinder med en lyd i et bestemt sprog.

Men mange bogstaver ændrer lyd på et andet sprog. Det engelske 'H' er for eksempel en 'ha'-lyd, men det samme symbol 'H' udtales 'en' på russisk, fordi 'H' danner en 'n'-lyd i det kyrilliske alfabet.

Selv når faconen og lyden af et bogstav er den samme i et enkelt sprog, kan selve bogstaverne have forskellige navne.

I USA kalder man 'Z' for 'zee', mens det i Canada, Storbritannien og stort set alle andre engelsktalende lande kaldes 'zed'.

Denne variation er mulig, fordi bogstaver, som sprog, udvikler sig og ændrer sig over tid baseret på, hvad man lokalt gør ud af vane eller som en tendens eller måske bare for sjov.

Hvad er et alfabet?

Et alfabet er en samling bogstavsymboler, der er mere eller mindre standardiserede, og som ofte – men ikke altid – afspejler alle de lyde, der findes på et bestemt sprog.

Nogle sprog, for eksempel kinesisk, har ikke et alfabet, men bruger symboler til at repræsentere hele ord.

Andre, som cherokee (eller tsalagi gawondishi, et sprog, som primært tales af cherokee-stammen i USA, red.), bruger symboler, der repræsenterer stavelser.

Det første alfabet, som blev opfundet i det gamle Egypten for mere end 5.000 år siden, blev udviklet for at skrive religiøse tekster. Derfor kaldes de 'hieroglyffer', som betyder 'hellige skrifter'.

Hieroglyfferne er smukke, og de er gode billedsymboler for religiøse bønner, men de er svære at bruge, hvis man skal skrive hurtigt, fordi de er så detaljerede og ofte er stiliserede billeder af mennesker, dyr og genstande.

Med tiden udviklede man en forenklet form for hver glyf, så man kunne tage noter og skrive mere uformelt.

Det var mest lærde, præster og eliten, som brugte hieroglyffer.

Almindelige mennesker, blandt andre rejsende og handelsfolk fra andre steder i verden, lærte at skrive mere uformelt.

De rejsende indså, at egypterne havde udviklet noget nyttigt, en måde at registrere salg eller sende breve, der ville være forståelige for dem, der kunne læse symbolerne, men ikke for alle andre.

Mange lærte aldrig at læse, fordi de ikke havde brug for det, eller fordi de blev nægtet adgang til uddannelse.

Vokaler, konsonanter og bogstavet 'J'

De vigtigste handelsfolk i denne periode var fra Fønikien, det nuværende Syrien, Libanon og Israel, og de tog alfabetet med sig til byer og landsbyer omkring Middelhavet.

Fønikerne stillede bogstaverne i alfabetisk rækkefølge for at gøre det nemmere at lære og dele dem med andre.

Fønikerne og egypterne brugte kun konsonanter, så da man begyndte at skrive mere og mere, og der blev brug for flere ord til at beskrive forskellige ting, indførte grækerne vokalerne.

Det græske alfabet ligner vores meget, men vores bogstaver tog deres endelige form i Italien.

Først tilpassede etruskerne det græske alfabet til deres sprog, og derefter gjorde romerne, der brugte det for at skrive på latin.

Romerne spredte deres sprog (latin) og dets alfabet over det moderne Europa, det nære Østen og Nordafrika.

Det tidligste eksempel på det latinske alfabet kaldes duenos-inskriptionen og stammer fra det sjette århundrede før vores tidsregning for 2.500 år siden.

Alfabetet var stadig ufuldstændigt, fordi latin ikke havde alle de lyde, der er almindelige i dag.

Det mest oplagte er bogstavet 'J', og selvom den første måned i den romerske kalender var januar, blev den skrevet med 'I', 'iianuarius', og udtalt med en 'ya'-lyd.

'J' dukkede op i renæssancen, i løbet af 1500-tallet i Europa, to eller tre århundreder efter at 'W' blev føjet til alfabetet i middelalderen.

Vil nok ændre sig igen

Alfabetet vil højst sandsynligt ændre sig igen.

Især engelsk har en vane med at låne ord fra andre sprog, som 'karaoke' fra japansk, 'cookie' fra hollandsk og 'avatar' fra sanskrit. Måske vil vi som følge af disse 'hjemlån' blive nødt til at tilføje nye symboler til vores alfabet.

Kort sagt, i takt med at verden bliver mere forbundet, kan alfabetet blive nødt til at tilpasse sig. Men det er jo heller ikke første, eller sidste, gang.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.