»Må denne stødtand fjerne lusene i håret og skægget.«
Sådan står der angiveligt skrevet på en lusekam med kanaanæisk skrift, det ældste alfabet. I hvert fald ifølge forskerne bag et nyt studie af kammen, der er blevet publiceret i Jerusalem Journal of Archaeology.
Den simple sætning vidner om, at lus er en hverdagsgene, som vi deler med mennesker, som levede for over 3.000 år siden.
Et sjældent fund
Kammen, der menes at være er omkring 3.700 år gammel, er blevet fundet 2017 i det sydlige Israel.
Det er ikke den ældste lusekam, som er fundet, men det er det første fund, hvor irritationen og ønsket om at overkomme de små, bodtørstige dyr, er direkte udtalt - i den måske ældst kendte sætning skrevet med det ældste alfabet.
Inskriptionen er et vigtigt fund for forskningen af det ældste alfabet, mener assyriolog og forskningsstipendiat ved University of Oxford, Troels Pank Arbøll.
»Det er et sjældent fund. Man har nærmest kun et par håndfulde skrifter fra det her skriftsystems tidligste udvikling. Fordi der er så få inskriptioner, så er det svært at undersøge, hvordan skriftsystemet har udviklet sig,« fortæller Troels Pank Arbøll og fortsætter:
»Det her fund fortæller en værdifuld historie om et af de tidligste stadier af det første alfabet.«
\ Det tidligste alfabet
Et alfabet er betegnelsen for de skriftsystemer, som indeholder en række tegn, der repræsenterer individuelle lyde, kaldet fonemer.
Ét af de første eksempler på fuldt fonemiske skrift, det proto-kanaanæiske alfabet, menes at have sin oprindelse i oldtidsområdet Kanaan, som muligvis inkluderede dele af det moderne Israel, Palæstina, Libanon og Syrien.
De tidligste skrifter er fundet i Sinai, Kanaan og Egypten, og de er ofte opkaldt efter særligt Sinai og Kanaan. Proto-skrifterne er forgængere til det fønikiske alfabet, som alle nuværende alfabeter stammer fra. Alfabetet menes at være dannet som en forenkling af et mindre antal ægyptiske hieroglyffer.
Hieroglyffer og kileskrift er begge overordnet logografisk-syllabiske skriftsystemer, som bygger på symboler, der dækker over hele ord eller en stavelse i et ord, mens et alfabet er en mindre række tegn, som repræsenterer de individuelle lyde i et talt sprog. De egyptiske hieroglyffer kan dog også have alfabetlignende træk.
Hvor det egyptiske hieroglyf-system i sin mest simple form menes at indeholde omkring 750 tegn, har det fønikiske alfabet kun 22 tegn.
Alligevel skal man være forsigtig med at kalde inskriptionen for »den ældste sætning i det ældste alfabet«, siger assyriologen, der forsker i skrifter fra kulturer i fortidens Mellemøsten, og særligt perioden 900-612 før vor tidsregning.
Det er nemlig meget vanskeligt at fastslå præcis, hvornår kammen her er fra.
»Det er dejligt at kunne sige, at noget er det 'ældste', men det er sjældent, du kan sige det med sikkerhed. Kammen her er fundet i et hul, sandsynligvis med affald, og ligger derfor sammen med genstande fra forskellige perioder. Forskerne har derfor dateret kammen udfra indskriftens stil, og det gør dateringen noget usikker,« forklarer Troels Pank Arbøll.
Inskription opdaget flere år efter
Selvom selve lusekammen dukkede op i 2017 var det først i 2021, at forskere opdagede, at der stod noget på den.
»Det er ikke unormalt, at man opdager skrift på genstande ved en tilfældighed,« siger Troels Pank Arbøll.
I 2019 opdagede han selv en hidtil ukendt tegning på bagsiden af en lertavle, som ellers var fundet 100 år forinden.
»Overfladen er vildt slidt, og det er enormt svært at se, om der står noget, eller om det bare er skade, som genstanden har fået. Men når man som forsker kigger på sådan et objekt, går det pludselig op for en, at der kunne være noget indskrevet. Når man begynder at tegne det man ser, kan man så begynde at se, hvad det ligner,« forklarer forskeren.
Hvem tilhørte lusekammen?
Lusekammen med inskriptionen er fundet nær et tidligere palads i den kanaanæiske by Lachish i det sydlige Israel.
Kammen er lavet af elfenben og må derfor have været en kostelig affære, konkluderer forskerne bag fundet.
Lusekamme fra denne tid var lavet af enten træ, knogler eller elfenben, men da der ikke fandtes elefanter i området på denne tid, må materialet til lusekammen her være importeret.
Men selvom redskabet er fundet nær et palads, er det reelt umuligt at sige, om kammen har tilhørt eksempelvis en konge eller en anden rig person.
»I princippet aner man ikke, hvem der har brugt kammen, fordi den er fundet i en anden kontekst, end den ville være blevet brugt i. Når det så er sagt, så peger materialet på, at det har været et dyrt objekt i sin tid,« siger Troels Pank Arbøll.
»Må denne stødtand fjerne lusene i håret og skægget«
Selvom det giver god mening, at inskriptionen på en lusekam handler om lus, så kan der være usikkerhed om oversættelsen.
»Selvom deres argumenter for oversættelsen er velovervejet, så diskuterer andre specialister alle, hvordan de individuelle ord skal oversættes,« påpeger Troels Pank Arbøll.
»Problemet er, at når man har så få tekster fra samme periode, så er man nødt til at oversætte med betydninger, vi kender fra senere sprog, som for eksempel hebraisk. Og når man gør det, er der pludselig en større usikkerhed, for man kan ikke være sikker på, at et ord betød præcis det samme flere hundrede år tidligere,« forklarer han.
Det er dog ingen tvivl om, at kammen har været brugt til netop lus.
For på kammens tænder er fundet rester fra lus, hvilket gør fundet helt ekstraordinært, mener Troels Pank Arbøll. Det bekræfter nemlig, at lus var en gene allerede dengang.
»Det er det første fund fra oldtidens Mellemøsten, jeg kender til, hvor der er en klar kobling mellem hovedlus og en kam beregnet til at fjerne dem,« siger han.
Vi kan spejle os i fortiden
En mere finurlig del ved fundet af lusekammen med ønsket om at udrydde dyrene i håret er, at det er et ønske, som har været gældende i mange familier lige siden.
Fundet giver os endnu en mulighed for at forstå fortidens mennesker på et andet plan, mener assyriologen.
»Der er noget grundlæggende fascinerende i, at man kan spejle sig i mennesker på tværs af så mange tusind år. Det er der noget smukt, almengyldigt menneskeligt over,« afslutter Troels Pank Arbøll.
