Hvorfor bruger Asien skrifttegn?

Du kan glæde dig over, at du er dansker og med sølle 29 bogstaver kan læse hvad som helst, lige fra børnebøger til Darwins ’Arternes Oprindelse’.

Hvis du var født i Kina, ville du være nødt til at lære omkring 3.500 til 4.000 tegn udenad for at komme igennem en avis, og hvis du var kinesisk astrofysiker eller kirurg, kunne du snildt lægge 1.000 tegn oveni til at dække fagudtryk.

Udfra den betragtning virker 29 bogstaver som det rene ingenting. Men selvom vores alfabet er lettere, er kinesiske tegn verdens mest udbredte skriftsystem. Hvorfor bruger man i det hele taget skrifttegn i Asien og ikke bogstaver, som i Vesten?

Det spørgsmål har vores læser Bent stillet til Spørg Videnskaben, som går på opdagelse i sprogvidenskaben. Det viser sig, at svaret på spørgsmålet skal findes i netop Kina, hvor de asiatiske skrifttegn har deres oprindelse.

De ældste kinesiske tegn var skåret ind i skulderbladet på en okse

Derfor skruer vi tiden rigtig langt tilbage, til dengang de kinesiske skrifttegn opstod.

De kinesiske tegn er det ældste skriftsystem i verden, som stadig er i brug. Vores latinske alfabet opstod omkring 700 år før vores tidsregning, mens skrifttegnene menes at have eksisteret i i hvert fald 500 år før det.

Kun meget få oldtidslevn er overlevet fra denne periode i Kinas historie, men én ting, som forskerne har fundet, er simple symboler for ting, som eksisterer på tværs af alle landes kulturer.

»Vi kender faktisk ikke grunden til, at man i Kina begyndte at bruge skrifttegn, men de tidligste fund er billeder af blandt andet sol, måne og bjerge, som er lavet for mere end 3.500 år siden. Her har man brugt symbolerne til at tale om de ting. De er ikke blevet brugt i et sammenhængende skriftsprog,« forklarer Bent Nielsen, lektor i kinastudier ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

Artiklen fortsætter efter afstemningsboksen

»Der, hvor vi begynder at kunne genkende kinesisk skrift som et sammenhængende sprog, er omkring år 1.200 før vores tidsregning, hvor man har fundet skrift ridset ind i knogler, som man har brugt til spådom,« fortsætter han.

De kinesiske tegn skabte problemer

Da kineserne begyndte at bruge skrifttegnene mere avanceret end bare at ridse ’bjerg’, ’sol’ og ’måne’ ind i en klippevæg, gav måden, deres skriftsystem er bygget op på, anledning til problemer.

Forskellen på kinesiske skrifttegn og alfabetet er, at hvert skrifttegn i sig selv rummer en betydning.

Til sammenligning er vores alfabetet fonetisk. Det vil sige, at et bogstav rummer en lyd, som du bliver nødt til at sætte sammen med andre bogstaver, for at det skal give mening.

»I begyndelsen havde man ikke brug for at kommunikere så meget på skrift, men i takt med, at samfundet udviklede sig, fik man brug for at kommunikere abstrakte begreber,« siger Bent Nielsen.

At tegne et symbol, der lignede et bjerg, var ret nemt klaret. Tegnet ser sådan her ud: 山.

Men hvordan skulle man illustrere ’at komme’, ’at hente’, eller ’at være’? Her fandt kineserne dog på en løsning.

»Det kinesiske talesprog var ret lydfattigt. Et kinesisk ord kan på moderne mandarin kun ende på en vokal eller ’n’, ’ng’ eller ’r’, så derfor er der mange lyde, der har flere forskellige betydninger. Der er for eksempel ikke ret stor forskel på, hvordan man siger ’han kommer’ og ’korn’. Så da man skulle udvikle et skrifttegn for 'at komme', brugte man skriftegnet for korn, fordi man sjældent kunne forveksle de to,« forklarer Bent Nielsen.

Kina var Asiens centrum

Da kineserne havde løst problemet med at gengive abstrakte begreber, bredte tegnene sig hastigt til hele Kina samt store dele af Sydøstasien. Det er bestemt ikke tilfældigt, at de kinesiske tegn for Kina 中国 betyder ’landet i midten’.

»Kina var et kulturelt magtcentrum. Al religion, filosofi, forskellige teknikker i landbruget, kunst – Kina var langt foran i forhold til civilisation og politisk organisering, så alle kiggede i Kinas retning og sendte ambassadører til Kina. Det fulgte naturligt med, at hvis man gerne ville lære af Kina, så måtte man tage sproget med,« fortæller Bent Nielsen.

Men faktisk er det lidt pudsigt, at de kinesiske tegn har overlevet udenfor Kina, for skriftsystemet passer slet og ret dårligt sammen med flere andre asiatiske sprogs grammatik, for eksempel japansk eller koreansk.

»Ligesom dansk er både japansk og koreansk kendetegnet ved, at de bøjer blandt andet verber. Det er der nogle asiatiske sprog, som for eksempel kinesisk, der ikke gør,« fortæller japanforsker Annette Skovsted Hansen, lektor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

Hvis en kineser for eksempel gerne vil sige ’jeg spiste et æble’ siger han ’i går jeg spise æble’. Han bruger en tidsangivelse, så han slipper for at bøje udsagnsordet i datid. Det kan man ikke på japansk eller koreansk, hvor man bliver nødt til at bøje ’spise’ i datid, hvis sætningen skal give mening.

Derfor kunne det hurtigt blive nogle lange sætninger på japansk og koreansk, hvor man skulle have et tegn for hver enkelt bøjning.

Japan lappede på det kinesiske sprog

Koreanerne blev trætte af maset med at tvinge det kinesiske skriftsystem ned over deres grammatik og begyndte i 1970’erne og 80’erne at udfase det til fordel for hangul, deres eget fonetiske skriftsprog, som blev opfundet i 1440'erne.

Japan var anderledes vedholdende og fandt på lidt af en lappeløsning for at kunne bøje japanske ord og fastholde den kinesiske skrift.

Japanerne opfandt allerede før år 900 simpelthen to nye skriftsystemer, der, ligesom vores alfabet, rummer lyde. På den måde kunne de stave til ordenes bøjninger. Det svarer lidt til, at vi tegner et billede af ’at spise’ og sætter et ’r’ på, hvis det skal være i nutid.

I dag bruger japanerne de to skriftsystemer, de selv har udviklet, i kombination med de originale kinesiske tegn.

»Det betyder, at japansk i dag har tre forskellige typer skrifttegn, hvor kinesiske tegn er ordenes stamme (at-form, red.). Men hvis du skal bøje stammen, sætter du den sammen med de to japanske alfabeter,« forklarer Annette Skovsted Hansen.

Men hvorfor har japanerne ikke bare droppet de kinesiske skrifttegn?

»Japanerne importerede kinesiske skrifttegn for omkring 2.000 år siden, og der er meget vigtige historiske tekster, der står skrevet udelukkende med kinesiske tegn. Den japanske befolkning ville generation for generation miste evnen til at læse de gamle tekster, hvis man gik bort fra de kinesiske tegn, og derfor har man tøvet med at droppe dem. Her kommer skrifttegn ind, for det kan godt være, at ord udtales ens, men de skrives forskelligt,« fortsætter hun.

I Kina, kan man forveksle 'mor', 'hest' og 'hamp'

Ligesom Japan har Kina holdt fast ved skrifttegnene op gennem historien og bruger dem stadig i dag. Det er der to gode grunde til, mener Bent Nielsen.

Den første handler om, at betydning.

Der er en tydelig linje fra det kinesisk, der eksisterede for 3.000 år siden, og det moderne standardkinesisk, der bliver talt i dag.

Med tiden er kinesisk blevet mere lydfattigt. I dag indeholder sproget cirka 400 stavelser, altså 400 forskellige lyde, hvoraf de fleste kan udtales med flere forskellige betoninger.

Det er det rene ingenting i forhold til dansk, som rummer så mange lyde, at man i matematikkens verden ville kalde det en åben mængde.

»Hvis du forestiller dig, at du skulle skrive kinesisk med vores alfabet, ville der være mange ord, du kunne forveksle. Hvis man for eksempel tager ordet 'ma', så kan det både betyde 'mor', 'hest' og 'hamp', afhængig af, om du udtaler det i den ene eller den anden toneart,« fortæller Bent Nielsen.

Her kommer skrifttegn ind, for det kan godt være, at ord udtales ens, men de skrives forskelligt. Mor skrives 媽, hest skrives 馬 og hamp 麻.

»Indtil omkring 1912 var et skrifttegn oftest lig med et ord, men når du begynder at læse det, kan det blive meget svært at forstå. Derfor er langt de fleste ord på moderne kinesisk sat sammen af to eller flere skrifttegn, bortset fra en lille kerne af ord, som man bruger tit, såsom ’jeg’, ’gå’, ’komme’ og lignende. Men større begreber har ofte flere,« siger Bent Nielsen.

Et eksempel kunne være ordet ’æble, som på kinesisk er sammensat af to tegn: 苹果. Tegnet 苹 er betegnelsen for flere forskellige planter, som andemad og bynke, og isoleret set betyder tegnet 果 frugt.

Vidt forskellige kinesiske dialekter benytter alle samme tegn

Den anden grund til, at skrifttegnene stadig er en kæmpe fordel i Kina i dag, handler mere om nationalt sammenhold og politik.

»Igennem de seneste 2.500 år har man vurderet, at Kina var en politisk enhed. En måde at holde sammen på det her store rige var ved at have et fælles sprog. Dels et talesprog, som var fælles for landets administratorer, men også et fælles skriftsprog,« siger Bent Nielsen.

Kina er dog et kæmpe land med et væld af forskellige dialekter.

»Moderne kinesisk standardudtale baserer sig på en kunstigt defineret Peking-dialekt, men hvis du kommer til Shanghai, forstår du ikke et ord. Der er mange forskellige dialekter i Kina, og de er mindst lige så forskellige som fransk, portugisisk og spansk, men til forskel fra europæerne kan kineserne læse de samme aviser, for ordene bliver skrevet med de samme skrifttegn,« forklarer Bent Nielsen.

»Vi skal forestille os, at skrifttegn fungerer som tal i Europa. Når en spanier ser tallet 1, tænker han ’uno’, men han tænker stadig på tallet ’et’. På samme måde skaber skrifttegnene rent politisk et sammenhold,« fortsætter han.

Hvis du brænder inde med et spørgsmål af den ene eller den anden slags, så tøv ikke med at tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen videnskab.dk/sv.