Hvem ejede 'Den afrikanske Farm'?

»Jeg havde en Farm i Afrika ved Foden af Bjerget Ngong.«

Mange danskere genkender den fejende flotte indledning til Karen Blixens erindringsroman ’Den afrikanske Farm’ fra 1937.

Og udlandet kender den måske på dansk-engelsk fra Meryl Streeps berømte optræden i Hollywood-succesen ’Out of Africa’ fra 1985.

Men nu dokumenterer en nyudgivet brevveksling (se faktaboksen), at udsagnet ikke passer.

For Karen Blixen ejede aldrig den afrikanske farm. Hun bestyrede den kun.

Sorte får og hottentotter

Sandheden var, at Blixen aldrig blev frue i eget hus i Afrika.

Da hun og hendes svenske halvfætter Bror Blixen etablerede sig som nygifte farmere i Britisk Østafrika i 1914, var det for familiens penge.

Brors adelige familie spyttede lidt i kassen, men først og fremmest var det Blixens mor, moster og ikke mindst morbroderen, Aage Westenholz, der investerede i kaffeeventyret ved Ækvator.

Da farmen i 1932 gik på tvangsauktion, havde familien i over femten år postet millionbeløb ind i foretaget, der blev administreret som et aktieselskab med ’Onkel Aage’ for bordenden.

Aage Westenholz var en hovedrig forretningsmand med bred international erfaring, især fra Fjernøsten, hvor han havde skabt sig formuer i Bangkok og Malaysia. Alligevel har tabene i Afrika været mærkbare for ham og den øvrige familie.

Både Bror og Karen var outsidere i deres respektive familier. Ved at bortgifte den fortabte søn med den sære pebermø og sende dem til Afrika, slog man to fluer med et smæk.

Og brevene viser, at der en sær logik i at sende dem til »Mørkets hjerte«, for de bliver – ikke kun i spøg! – i brevene kaldt »Hottentotter«.

LÆS OGSÅ: Medierne reducerer historie til underholdning

Brevkorrespondance endelig frigivet

Blixen-forskningen har længe kendt disse omstændigheder, men med udgivelsen af den komplette korrespondance mellem Aage Westenholz og Karen og Bror Blixen kommer Westenholz-familien for første gang for alvor til orde.

Tobindsværket korrigerer forestillingen om dem som et egoistisk, pengegrisk foretagende af spielverderbere (lyseslukkere), der først og fremmest var ude på at ødelægge Karen Blixens afrikanske aristokratisk-eksistentielle livsværk.

Sådan kan man i hvert fald tro, hvis man kun læser den formidable, men højst mytologiserede roman ’Den afrikanske Farm’ samt de hidtidige brevudgivelser, ’Breve fra Afrika’. For her hører vi først og fremmest Karen Blixens version.

Ensidigheden er ikke forskningens skyld. Det årelange forløb omkring ’The Karen Coffee Co. Ltd.’ bragte ikke kun svære økonomiske tab, men også årelange ærgrelser og bekymringer, så Aage Westenholz ønskede, at hele sagen skulle gå i »Glemmebogen«.

Med de efterfølgende diskussioner om familiens rolle i Karen Blixens fallit, har familien heldigvis nu valgt at frigøre korrespondancen, som den rutinerede forretningsmand møjsommeligt gemte.

Og hvad fortæller den os så?

LÆS OGSÅ: Hollywood vinder over historiebøgerne

Uforsigtige Bror ødelægger idyllen

Der er drama på drengen i brevvekslingen, men i begyndelsen er alt fryd og gammen.

Westenholz roser Bror for hans foretagsomhed, flid og virkelyst, men advarer mod tvivlsomme projekter, såsom en jernbane. Og han minder igen og igen parret om at sætte tæring efter næring.

Men pengene fosser ud, og resultaterne udebliver.

Ustabile kaffepriser, tilbagevendende tørke, græshopper og andre udfordringer gør sammen med Bror Blixens uforsigtige investeringer foretagendet stadig mere udsat.

I 1918 spidser krisen til, og familien forlanger svigersønnens exit og insisterer på, at Karen skiller sig fra ham.

»Et Sugeværk«

Skilsmissen får store konsekvenser for familieforholdet.

Det er fascinerende at følge Karen Blixens forsøg på at redde stumperne overfor Westenholz’ – som det synes – ganske rimelige krav om, at også hun må »bringe Ofre« og nedsætte sin levestandard.

For aktieselskabet bliver farmen et danaidernes kar eller med onklens ord: »et Sugeværk«: »Afrika, der synes at sluge Penge, som Ørkenens Sand sluger Vand«.

Efter skilsmissen fra Bror bliver Karen Blixen enedirektør, og forholdet til familien stabiliseres.

Men farmen står ikke til at redde. Et lån fra elskeren Denys Finch Hatton går i vasken, og Blixen må erkende, at hendes »Livssag« må opgives.

LÆS OGSÅ: Danmark er skabt af en forestilling og af fjender

Kapitalisme og aristokrati: Westenholz betalte gildet

Da Karen Blixen knust og ruineret vender hjem til Danmark, har hun ikke kun syfilis i bagagen, men også bevidstheden om, at hun har kostet familien et flercifret millionbeløb.

Westenholz ender dog med at rose hendes flid og dygtighed. Der er ingen tegn på fjendtlighed mellem den bundsolide, dygtige og forsigtige forretningsmand, der legemliggør kapitalistiske og borgerlige dyder, og hans rebelske, aristokratiske og uortodokse niece, som Westenholz vedbliver at respektere – og måske frygte.

Til hendes broder, Thomas, advarer han sågar om hendes veltalenhed:

»Tanne har større Evne end nogen af os, hun er klogere end baade Du og jeg (…)«.

Den frygtløse Karen indrømmer på sin side – igen til broderen Thomas – at hun er bange for ’Onkel Aage’.

Westenholz-familien høstede aldrig materielt afkast fra deres store investeringer. Det viste sig på anden måde. Læsere og beundrere af ’Den afrikanske Farm’ ved, at vi nu også står i gæld til dem.

De betalte prisen for eventyret.

LÆS OGSÅ: Vampyrdrama var Danmarks første homoerotiske roman

LÆS OGSÅ: Tidsfordriv i strandkanten: Læs en roman og bliv socialt bevidst