Den historieforsknings som laves på landets universiteter, har altid retfærdiggjort sig selv med en relevans for samfundet.
Denne relevans kommer i første række til udtryk ved de mennesker, man uddanner. Men lige så vigtig er det man kalder formidling.
Formidling dækker over den virksomhed, hvor universitetshistorikerne på skrift eller i tale formidler historien for et bredere publikum end det videnskabelige.
Det er en virksomhed, der fra regeringens side lægges meget vægt på, som det fremgår af de krav, som af forskellige kanaler stilles til historikerne om produktivitet og publikation.
Historikerne skal, som andre akademikere, ikke bare skrive for hinanden, de skal også deltage i den offentlige debat og skrive for samfundets borgere i al almindelighed.
Journalistiske kriterier fortrænger fagvidenskabelige
Det synes klart, at historievidenskaben i stigende grad har svært ved at honorere dette. I det mindste når man ser på landsdækkende medier som aviser og TV. I det 19. århundrede sket der en professionalisering, hvor uddannede historikere i stigende grad tog magten over formidlingen af historie i og uden for faget.
I det 21. århundrede er der snarere tale om en de-professionalisering, hvor historikeren i stigende grad mister grebet om historieformidlingen i samfundet, som i stedet varetages af andre grupper. Især journalister har i de senere år gjort sig gældende som historikere, og det har medvirket til at forskubbe vilkårene for historieformidlingen.
Det er ikke længere de fagvidenskabelige standarder og relevanskriterier, der gør sig gældende. Det er derimod journalistiske nyhedskriterier og litterære kvaliteter, der bliver lagt til grund for, hvad der for medierne er væsentlig historieskrivning i dag.
To forskellige historieskrivninger
Til at eksemplificer den pointe, kan man tage to nye historiebøger Tom Buk-Swientys 'Dommedag Als' og Gunnar Viby Mogensens 'Det danske velfærdssamfunds historie efter 1970'.
- Den første har fået massiv mediedækning og presseomtale, mens den anden ikke har.
- Den første er en fortælling om en konflikt, på centrale punkter spundet ind i faktuelt løse og historisk forkerte påstande.
- Den anden er historievidenskab med bund i en omfattende forskning.
- Den første er en litterær triumf. Den anden er analytisk og fremlægger forskningsresultater.
Problemet er, at der ingen videnskabelige kriterier er for at nå medierne, men kun litterære og journalistiske.
De litteraturfolk, der sidder tungt på kulturredaktioner landet over, vægter fortællingen; den levende fremstilling af mennesker. Det handler om forfatterens sjældne kombination af research og fortællekunst, om dramatik og om plot.
En historiebog er god, hvis forfatteren kan vise mesterskab i fremlægningen, hvis den magter at gøre diplomati og politiske rævekager så spændende som en søndags-tv-serie. Heri ligger den bedrift, som skiller god historieskrivning fra dårlig.
\ Læs også
Krav om identifikation
Nyhedskriterierne handler om aktualitet og væsentlighed, hvilke i forbindelse med formidling af historie er noget der skabes, snarere end noget der er stoffet iboende.
Historie kan gøres aktuelt og væsentligt henover tidsafstande, for eksempel ved at de historiske handlinger, begivenheder og fænomener ses som værende af stadig betydning for os i dag.
Dernæst indeholder nyhedskriterierne et krav om, at det der formidles, skal give læseren mulighed for at identificere sig med dem eller det, der fortælles om.
Dertil knytter sig krav om at det formidlede skal skille sig ud, det skal have sensationel karakter, og der skal være en konflikt.
Aktualitet, identifikation og skurke
Tom Buk-Swientys bog lever på alle måder op til massemediernes kriterier for væsentlig historieskrivning: Den handler om en konflikt, krigen i 1864. Det er en fortælling med et plot: nederlaget og de afsluttende fredsforhandlinger.
Der er masser af identifikationsmuligheder. Det gælder de menige soldater, men så sandelig også med helte og skurke, de sidste den tåbelige Monrad og den højforræderiske halvtyske kong Christian d. 9, som vi alle kan tage afstand fra.
Aktualitet og væsentlighed får bogen dels ud fra en påstand om, at 1864 har haft en afgørende indvirkning på den danske folkesjæl i form af indadvendthed og fremmedfjendskhed, dels ved en påstand om, at danske historikere konsekvent har undertrykt den sande historie om 1864, som Swienty nu som den første fortæller offentligheden.
Historieformidling uden fortælling
Gunnar Viby Mogensens videnskabelige fremstilling af det danske velfærdssamfund har ikke disse kvaliteter.
Eller den har dem i hvert fald ikke på samme måde.
Fremstillingen ligner ikke en litterær fortælling med et plot. Sproget er til tider teknisk, der er masser af tal og kurver.
Bogen er opbygget i en tematisk fremstilling, der til sammen tegner billedet af det samfund, der er udviklet de seneste årtier.
Det er udvikling, forudsætninger og konsekvenser, der er i fokus.
Der skrives godt nok også om de lange linje i dansk socialpolitik fra 1970erne og frem, men hensigten er ikke at udpege skurke, men at vise de problemer, de danske velfærdssystem står over for i dag, og den historiske vej der har bragt os dertil.
Identifikationsmuligheden ligger således ikke på det personlige plan, som identifikation med helte og skurke, men ved en identifikation og interesse for det samfund, vi lever i.
Anmeldelser og interviews
Hvis man måler de to bøgers betydning som bidrag til et historisk funderet grundlag for at kvalificere diskussionen om det danske samfunds fremtid, er der ikke den store tvivl om, at Viby Mogensens bog må stå som uendeligt meget mere betydningsfuldt end Swientys.
Det samme ville gælde, hvis man sammenlignede bøgerne i et historievidenskabeligt perspektiv. Men i medierne er det lige præcis omvendt: Mens Viby Mogensens fremstilling har fået en god håndfuld anmeldelser, er Swientys bog blevet anmeldt i stort set alle landets aviser, landsdækkende om regionale.
Sweinty er blevet og bliver stadig interviewet om sin bog i både landsdækkende og regionale aviser, mens Viby Mogensen er blevet interviewet et par gange. Mens Swientys bog qua dens litterære og sensationelle karakter bliver gjort væsentlig for det brede publikum, bliver Viby Mogensens bog det ikke.
Har historievidenskabelig formidling spillet fallit?
Kombinationen af mediernes journalistiske og litterære kriterier gør, at det kun er en bestemt slags historie, der har chance for at nå medierne.
Jeg er ikke den eneste, der har oplevet, at det har været så godt som umuligt at få faktuelle korrektioner til 'Dommedag Als' bragt i aviserne.
Det faktuelle er nemlig ikke inkluderet i hverken det litterære eller det journalistiske begreb om værdi, i det mindste ikke når det handler om historien.
Form, drama, konflikt og sensation står ubetinget i forgrunden, mens det at forholde sig til det faktuelle, ikke spiller den store rolle.
Omvendt rejser det spørgsmålet om historievidenskabens måde at formidle på ganske enkelt har spillet fallit i forhold til opgaven om samfundsmæssig relevans.
På den ene side kan man jo sige, at Viby Mogensens bog sikkert vil nå sit videnskabelige publikum og gøre fyldest der uden omtale i medierne.
Måske vil den også nå politiske beslutningstagere. På den anden side når den ikke medierne og via dem det bredere publikum, som nok kunne have gavn af at læse den. Den løser således dermed ikke sin formidlingsopgave i et bredere, samfundsmæssigt perspektiv.
Løsninger
Jeg er ikke den eneste, der har oplevet, at det har været så godt som umuligt at få faktuelle korrektioner til 'Dommedag Als' bragt i aviserne.
Claus Møller Jørgensen, lektor
Hvad er så løsningen? En løsning kunne jo være, at man satte historikerne i stand til at løse formidlingsopgaven ved en selvstændig værdisættelse af formidling til et bredere publikum.
I de pointsystemer som professionelle historikere er underlagt, tæller publikation kun i det omfang den er publiceret i videnskabelige tidsskrifter og helst udenlandske. Deltagelse i offentlig debat og formidling for andre end fagfæller tæller ikke.
En anden løsning kunne være, at historikerne selv tog det på sig, at aktualisere deres forskning. Ikke som mediegimmicks, som den, der for tiden florerer om Tycho Brahe, men ved at de selv deltog aktivt i at forklare og formidle, hvorfor det de laver, er relevant.
Og omvendt, at dette spørgsmål ikke i alle sammenhænge bør holdes ude af de kriterier, man tænker sin forskning ud fra.
Forskning påvirker jubilæum
En tredje løsning kunne være at sætte historikerne i stand til at deltage med forskningsbaserede bidrag til aktuelle problemstillinger.
2014 kan man i Norge fejre 200-årsdagen for den norske grundlov.
I den forbindelsen har det norske Storting nedsat en komite, som skal tage initiativer i anledning af grundlovsjubilæet.
Et af disse initiativer har været at afsætte forskningsmidler, som kan søges blandt andet af historikere med det formål at give forskeren mulighed for at påvirke hvilke problemstillinger, der skal være centrale ved grundlovsfejringen.
Der er selvfølgelig krav om, at resultaterne skul publiceres bredt og alment tilgængeligt. Men det interessante er, at man fra den norske regering sætter historievidenskaben i stand til at deltage i en aktuel og væsentlig begivenhed med forskningsbaserede perspektiver.
I Danmark støtter man fra regeringens side kun historikere og andre videnskabsfolks mulighed for at præge den offentlige debat, hvis de har en særlig politisk observans, som man gerne vil fremme, som det er sket flere gange over finansloven de senere år.
Claus Møller Jørgensen, lektor
I Danmark støtter man fra regeringens side kun historikere og andre videnskabsfolks mulighed for at præge den offentlige debat, hvis de har en særlig politisk observans, som man gerne vil fremme, som det er sket flere gange over finansloven de senere år.
Ændre mediernes kriterier
Et sidste bidrag til at løse historievidenskabens marginalisering i mediebilledet kunne være, at medierne selv ændrede deres opfattelse af, hvilket viden om fortiden deres læsere og seere kunne have interesse i at kende til.
Ved at fokusere på fortælling og drama reduceres historie alt for ofte til underholdning.
Fortællingen om krigen i 1864 i snæver forstand, Blekingegadebanden eller stikkerlikvideringer under Anden Verdenskrig er vigtige nok, men det er kun begrænsede sider af fortiden, der lader sig belyse som konflikt og drama med fortællingens plot.
Væsentlige sider af historien bliver dermed dømt ude som irrelevant selvom den, når det kommer til stykket, måske har bedre lærestykker at tilbyde end de spændende enkelthistorier.
Er historievidenskaben problemet?
Et eksempel kunne være Gunnar Viby Mogensens bog, hvis samfundsanalyse og politiske udredning giver meget stof til eftertanke og måske ligefrem politisk stillingtagen, men som ikke har fået nogen særlig opmærksomhed i mediernes formidling af historien, fordi den ikke kan leve op til journalistiske og litterære forestillinger om relevans og væsentlighed.
En helt anden mulighed er, at historievidenskaben har spillet fallit. Som videnskab, med sine metoder og sin grundighed, og som refleksionsform, er tiden måske rendt fra historienvidenskaben og dens nuancerede og indholdstunge fremstillingsformer.
Set i relation til massemedierne, der arbejder med en helt anden hast og omsætningstid, og helt andre forestillinger om relevans og væsentlighed, synes der i hvert fald at være et grundlæggende problem, hvor historikerne ikke har fat i den lange ende, hvis de vil formidle videnskab.
Lavet i samarbejde med Det Humanistiske Fakultet, Aarhus Universitet.
