I forbindelse med nytårskurene i 2012 blev det diskuteret, hvorvidt statsrådet er tidsspilde for politikerne. Statsrådet udgøres af regenten, tronfølgeren og regeringen, og alle love skal, ifølge Grundloven, forhandles her. I reglen afholdes der en 8-10 statsrådsmøder om året.
Som modargument mod en afskaffelse førtes argumentet, at det var en historisk institution, der opretholdt de grundlæggende værdier og den grundlæggende konstitutionelt monarkiske form, som Grundloven har. Et folketingsmedlem afviste i debatten dette ved at sige, at kongens forsæde i statsrådet var indført med 1953-grundloven.
Dette er ikke rigtigt, hvilket omtalte folketingsmedlem også erkendte, men forvirringen var affødt af, at kongen i 1849-grundloven nemlig ikke havde sæde i statsrådet. Udviklingen af statsrådets betydning vil i de følgende indlæg blive behandlet mere udførligt, men indtil videre er det nok at vide, at denne ordning kun varede få år.
Kongen betragtede sig selv som en konstitutionel konge
D. 21. marts 1848 havde det københavnske borgerskab anmodet kongen om en ny regering og en fri forfatning, og kongen, Frederik VII, havde indvilliget i begge dele.
Da der d. 22. marts 1848 blev afholdt det første møde i den nye regering, meddelte kongen indledningsvist, at han nu betragtede sig som konstitutionel konge og ikke ville indfinde sig i statsrådet, med mindre han blev inviteret af regeringslederen.
På baggrund af denne begivenhed kan omvæltningen i 1848 let læses som kongens overdragelse af magten til folket, og sådan er det ofte blevet set. Visse historikere har desuden fæstnet deres opmærksomhed ved, at den karismatiske liberale personlighed Orla Lehmann i den såkaldte Falstertale fra 1841 havde stillet »et stærkt, folkekaaret Folkeraad« i udsigt.
Målet var ikke folkestyre, men et samarbejde
Disse handlinger dækker imidlertid over en noget mere kompliceret virkelighed. Hvis læseren ser Orla Lehmanns tale om folkerådet i den sammenhæng, det er sagt i, står det klart, at Lehmann taler om at sikre kongen magt, ikke fratage ham den – netop ved at give ham et ministerium med folkelig styrke snarere end det embedsmandsvælde, der havde været enevældens.
Et modargument mod at give dette udsagn for meget vægt er dog, at det er meget tænkeligt, at dette fra Lehmanns side var et retorisk træk over for en gruppe konservative bønder, der siden landboreformerne i slutningen af 1700-tallet havde set kongen som garanten for deres rettigheder og frihed.
Griber vi til de efterfølgende diskussioner om Grundloven i foråret 1849, får vi imidlertid samme billede. Nok fik kongen ikke forsædet i statsrådet, men samtlige de punkter i Grundloven, hvor kongens rolle var relevant, fremgår det klart, at det argumentatoriske udgangspunkt var, at kongen i Grundloven skulle have en reel indflydelse.
Tanken var her, at kongen stod over partierne og dermed havde hele nationens tarv, ikke bare enkeltinteresser, for øje. Dermed var målet ikke folkestyre, men et samarbejde mellem konge og folk.
Problemerne kom udefra
På den anden side blev kongen med 1849-grundloven frataget ethvert ansvar. Dette ansvar lagde Grundloven på ministrene, og enhver lov og regeringsvirksomhed krævede en ansvarlig ministers underskrift ud over kongens. Paragraffen, der beskrev denne nødvendighed, beskriver særlig godt den tvetydighed, der lå i kongens rolle:
»Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regieringen vedkommende Beslutninger giver disse Gyldighed, naar den er ledsaget af en Ministers Underskrift. Den Minister, som har underskrevet, er ansvarlig for Beslutningen.«
Det fremgår af diskussionerne, at den aktive vending – at underskriften »giver… Gyldighed« (i modsætning til f.eks. »har kun Gyldighed«) – var tilsigtet.
At kongen som institution – altså inklusive regeringen – herefter skulle spille en aktiv rolle, var givet. Om kongen personligt kunne spille en rolle, var imidlertid mildt sagt uklart. Med to kamre i parlamentet, der var næsten ens indrettet, og en konge, der var politisk stærkt uinteresseret, var der dog ikke umiddelbart problemer i sigte internt i forfatningen.
Problemer kom der imidlertid alligevel, men de kom udefra.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
