Da Gøngehøvdingen kom til Grønland

Det havde været forfærdeligt vejr hele sommeren. Selvom tåge og regn ikke var sjældenheder på egnen, så havde man dog netop i de seneste måneder i byen gjort sig særlig bekendt med begge dele.

En gruppe mænd havde dog trodset vejrliget og rejst fra hele den sydligste del af den enorme ø til den lille stormomsuste by. Nordpå var en epidemi i udbrud, hvilket havde nødvendiggjort karantæne, og herfra dukkede således ingen op.

I den lille by fandt lokalbefolkningen ly i deres beskedne boliger hinsides fjeldene. Træhusene og kirken med dens løgkuppel lå alleryderst mod fjorden, og det kunne i stormvejr næsten se ud, som om det golde land udstødte disse fremmedlegemer. Navnlig de fine hvide stakitter, som var placeret i landskabet tilførte et noget absurd hyggeligt præg i det hårde landskab.

Det var d. 15. august 1914. Man levede i lykkelig uvidenhed om, at verden var i krig, og at Europa snart stod i flammer. Det var jo sådan set også sagen uvedkommende. Stedet var Godthåb, og der var møde i Sydgrønlands Landsråd.

Forældreløse blev oplært i kajakroning

Det var i disse fra Danmark så fjerne egne mellem diskussioner om oplæring af forældreløse i kajakroning, foranstaltninger mod hensynsløs nedskydning af rensdyr og en i øvrigt også noget skeptisk landsrådsudtalelse angående udgifterne til oprettelsen og vedligehold af et grønlandsk museum i Godthåb, at overkateketen Hans Motzfeldt foreslog udgivelsen af Gøngehøvdingen på grønlandsk - et forslag, der fik et enigt landsråd bag sig.

Oversættelsen lå fuldt færdig, og selvom den indledende ide, der havde ført til debatten, var fortrinsvis at få 'belærende' litteratur udgivet til grønlænderne, altså om jagt, fiskeri, landbrug osv., så bakkede herefter et enigt landsråd op om, at man også skulle søge at udgive 'underholdende' litteratur.

Hans Motzfeldt var uddannet fra seminariet i Godthåb i 1903, hvor hans karakterer var gode uden at være prangende. De laveste karakterer fik han oven i købet i skr. dansk og grønlandsk (mg-).

Da han var færdig, blev han kateket i bygden Fiskenæsset (gr. Qeqertarsuatsiaat) noget syd for Godthåb, der rummede en 2-300 sjæle. Han avancerede til overkateket i 1910 og blev året efter medlem af Sydgrønlands Landsråd, hvor han fremkom med sit forslag.

Motzfeldt understregede sin begejstring for projektet

Det kan i dag siges at være en historisk pudsighed, at Motzfeldt, der ikke i skoletiden havde været af de flittigste, i iver nu kastede sig over et oversættelsesarbejde af netop Carit Etlars jævne nationalromantiske, udpræget danske, værk, der vel må siges at foregå i de egne af Danmark, der ligner Grønland mindst – på den sydsjællandske pløjemark og i dens tilstødende skove – og hvor spændingselementet i fortællingen er uomgængeligt knyttet til håbet om, at Danmark ikke går under.

Forundringen vil i så fald ikke blive mindre af, at Motzfeldt året efter, uden endnu at have fået tilsagn til udgivelsen, understregede sin begejstring for projektet ved at meddele, at der nu lå endnu en oversættelse klar, nemlig fortsættelsen 'Dronningens Vagtmester'.

Man får det indtryk af Motzfeldt, at trods hans virke, bopæl og generelle levevilkår, der både geografisk, materielt og sjæleligt må have ligget langt fra kongerigets kerneland, så havde dansk kultur vakt en stor interesse hos ham. Fotografier af ham viser en rank mand med en smukt holdt knebelsbart, der tålte sammenligning med kongens egen.

Indenrigsministeriet nægtede at støtte udgivelsen

Denne påvirkning var imidlertid ingen selvfølge i et Grønland, hvor den danske regerings og dens lokale embedsmænds politik i de seneste par menneskealdre havde været, at grønlandsk sprog og kultur og de grønlandske idrætter, jagt og fangst, skulle forsvares mod at uddø pga. dansk påvirkning.

Hvordan gik det så med forslaget? I Landsrådet havde Motzfeldt sine landsmænd med sig. Rådet udtalte endnu engang enighed i bestræbelsen om at få bøgerne udgivet på trods af deres upraktiske natur.

Indenrigsministeriet nægtede imidlertid at støtte udgivelsen, da man ikke fra Indenrigsministeriets side kunne se formålet med en sådan udgivelse, da den ikke var af den fornødne »belærende og udviklende Betydning for Grønlænderne.«

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.