Noget så fredsommeligt som et dødsfald har vendt op og ned på den politiske virkelighed i USA. Den konservative højesteretsdommer Antonin Scalia dukkede ikke op til morgenmad på hotellet, og det viste sig at have sin naturlige årsag.
Betydningen af dette dødsfald er markant. Scalia var udnævnt af den republikanske præsident Ronald Reagan, og med dødsfaldet er stillingen i Højesteret mellem de dommere, der er udnævnte af republikanske præsidenter, og de, der er udnævnt af demokratiske, 4-4.
Dermed sidder Obama altså nu med muligheden for at nominere en dommer, der vil få flertallet til at skifte i Højesteret – formodentlig til stor glæde for en fremtidig demokratisk præsident og til lige så stor gene for en fremtidig republikansk.
Livstidsudnævnelsen løsriver den udnævnte fra partimæssige interesser
Hvad er baggrunden for en sådan ordning? At udpege medlemmer til magtinstitutioner på livstid er i forfatningshistorien ikke en mærkværdighed. Således sad der også f.eks. i det danske førstekammer, Landstinget, som det var formet med 1866-grundloven, 12 såkaldt kongevalgte medlemmer – altså landstingsmedlemmer, der var udpeget af regeringen.
En af de begrundelser, der har holdt live i sådanne ordninger er, at livstidsudnævnelsen løsriver den udnævnte fra umiddelbare folkestemninger eller partimæssige interesser. Med livstidsudnævnelsen sidder den udnævnte ikke på et mandat – vedkommende skal ikke stå til ansvar for en vælgerbefolkning for de synspunkter, han giver udtryk for. Han er uafhængig.
Det var netop dette argument, at kong Christian X og en række andre prominente, primært, men ikke udelukkende konservative personligheder, brugte imod den radikale regeringsleder Zahle, da han i 1914 insisterede på at opløse hele Landstinget og altså dermed erstatte alle de 12 kongevalgte med mennesker, han havde tillid til.
Det stred netop imod princippet om den uafhængighed, der lå i institutionen.
At denne, i hvert fald partimæssige, uafhængighed ikke nødvendigvis bare er et mundsvejr for den amerikanske højesteret var det f.eks., at den konservative Anthony Kennedy, der også blev valgt af den republikanske Ronald Reagan, i 2015 var den afgørende stemme, der afgjorde, at forbud mod homoseksuelle ægteskaber var forfatningsstridigt.
USA står i en paradoksal situation
Livstidsudnævnelser er noget, der traditionelt netop har været knyttet til regeringen og førstekammeret. Ifølge den amerikanske forfatning er det da også netop præsidenten, der nominerer en kandidat til posten som højesteretsdommer, og han udnævner vedkommende »by and with the advice and consent of the Senate.«
Senatet, som er det amerikanske førstekammer, har altså her muligheden for at gøre indsigelser mod præsidentens nominering. Hvordan skal det så forstås?
I de lande, der i tidens løb har haft to kamre i deres lovgivende forsamling, har det bl.a. været førstekammerets rolle at repræsentere den bestående retsorden og agere modererende i forhold til andetkammeret, som skulle have et mere direkte udspring i den folkelige reformvillighed, i folkestemningen.
Således var rollemodellen for det amerikanske Senat, det britiske Overhus, også øverste retsinstans i Storbritannien, og i Danmark udgjorde landstingsvalgte medlemmer også halvdelen af Rigsrettens medlemmer og Højesteret den anden.
I det aktuelle tilfælde er det netop dette påtænkte samarbejde mellem præsident og Senat, der gør sagen endnu mere interessant, eftersom den givne situation er sådan, at Senatet har republikansk flertal, mens præsidenten altså et lille år endnu er en demokrat.
Dermed står USA endnu engang i den paradoksale situation, at den instans, der netop er tiltænkt en uafhængig, overordnet og fra partiinteresser løsrevet rolle, er genstand for intense partistridigheder.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
