Hvad synes andre egentlig om dig?

Er du nogensinde gået væk fra en samtale og har følt dig lidt usikker på, om den person, du talte med, rent faktisk kunne lide dig?

Så er du ikke alene.

Forskning viser, at de fleste af os undervurderer, hvor godt andre synes om os.

Fænomenet, som kaldes 'liking gap', er blevet undersøgt i flere studier.

Studerede samtaler

I 2018 gennemførte amerikanske forskere en række eksperimenter, hvor de fik personer, der ikke havde mødt hinanden før, til at snakke med hinanden. Der blev holdt både korte og længere samtaler.

Efter samtalerne spurgte de deltagerne, hvor godt de kunne lide samtalepartnerne, og hvor godt, de troede, samtalepartnerne kunne lide dem.

Svarene viser, at vi undervurderer, hvor vellidte vi er - det vil sige, at der er en uoverensstemmelse mellem, hvor vellidte, vi selv tror, vi er, og hvor godt andre rent faktisk kan lide os.

Det kan vi opleve både efter lange og korte samtaler, viser den amerikanske undersøgelse.

Vi frygter en afvisning

Forskerne mener, at der er flere grunde til, at vi undervurderer, hvor godt andre kan lide os.

En af grundene er, at høflighed kan afholde folk, man taler med, fra at afsløre, hvad de virkelig føler.

Derudover indebærer samtaler en risiko for afvisning, som kan gøre os bange for at give udtryk for, hvad vi virkelig føler.

Psykologiprofessor Per Einar Binder ved Universitetet i Bergen tror, at det faktum, at relationer betyder så meget for os, kan være en grund til, at vi undervurderer, hvor vellidte vi er.

»Vi er meget relationelle væsener, og social afvisning opleves afskrækkende på os. Vi vil gerne have, at folk kan lide os og er bange for, at de ikke kan. Så jeg tror, det er én side af det - at vi har en 'better safe than sorry'-strategi.«

Per Einar Binder påpeger også, at vi er opsatte på at forbedre os selv som en mulig årsag. Han forklarer, at vi ofte gerne vil blive bedre i forbindelse med socialt samspil, og at selvkritik er en del af det.

»Selvkritik kan både være konstruktiv og destruktiv, men lige her kan den vise sig at være destruktiv,« siger Per Einar Binder.

Han forklarer, at det kan have en række uheldige konsekvenser at antage, at andre kan lide os mindre, end de rent faktisk gør.

Gælder også i længerevarende relationer

For at finde ud af, om dette 'liking gap' også fandtes i langvarige forhold, undersøgte forskerne studerende, der boede sammen i løbet af et studieår.

Forskerne spurgte de studerende, hvor godt de kunne lide hinanden, og hvor vellidte, de troede, de selv var, på fem forskellige tidspunkter i løbet af året. På den måde kunne de observere, hvordan forholdet udviklede sig over tid.

Resultaterne viste, at et ’liking gap’ var til stede helt til slutningen af året. Først den sidste gang, de studerende blev spurgt, stemte deres opfattelse af, hvor vellidte de var af deres medstuderende, med, hvor vellidte de rent faktisk var.

Kan føre til ensomhed

Per Einar Binder mener, at fænomenet i yderste konsekvens kan føre til ensomhed.

»Og det er et stigende problem lige nu, i hvert fald i den vestlige verden, at folk beskriver sig selv som mere ensomme,« siger han.

Han peger også på, at der kan ske ting i det sociale samspil, når man ikke føler sig vellidt.

For eksempel kan vi blive mere tilbageholdende og lade være med at give de små tegn på venlighed, som du skal give for at få god kontakt med andre.

Samtaler er krævende

Forskerne peger også på, at samtaler er kognitivt krævende som en mulig forklaring på, hvorfor fænomenet eksisterer. Det betyder, at vi risikerer at gå glip af de signaler, samtalepartneren sender, fordi vi er for optagede af os selv, og hvad vi nu skal sige.

Per Einar Binder er enig i, at det kan have noget at sige.

»Når man forsøger at få noget sagt, er man ret optaget af, hvordan den anden vil modtage det, man siger. Og når man bruger så meget kapacitet på det, er det måske signaler fra modparten, man går glip af,« siger han.

Per Einar Binder fremhæver også perfektionisme. Han forklarer, at personer, der er meget perfektionistiske, let bliver socialt frakoblet.

»Det hænger ofte sammen med, at de er bange for at vise deres uperfekthed. Og det skaber afstand, for så kan andre ikke hjælpe dem eller trøste dem, når noget gør ondt.«

Ydmyghed være nyttigt

Per Einar Binder siger, at han tror, det er uundgåeligt, at vi undervurderer, hvor meget andre kan lide os, men at det måske heller ikke er noget, vi bør eliminere, fordi det har en vis overlapning med ydmyghed.

»Så den positive side ved dette 'liking gap' er, at det fører til en vis ydmyghed over for andre. Ulempen er selvfølgelig, at vi går ud fra, at andre ikke så godt kan lide os.«

- Så den ideelle situation ville måske være, at dette 'liking gap' er der, men at vi er klar over, at det er der, så vi kan se forbi det?

»Ja, det, tror jeg, er det vigtige her,« bekræfter Per Einar Binder.

»Det, der hjælper os med at komme ud over dette ’liking gap’, er, at vi faktisk er sensitive og tager imod og lytter til signaler fra andre. At vi lægger betingelserne til rette for det.«

Flere og flere undgår social risiko

Måske ville verden være et bedre sted, hvis vi bare forstod, hvor meget vi faktisk kan lide hinanden?

Per Einar Binder understreger, at vi her har bevæget over i refleksion, og at der ikke er en klar forskning på området.

»Men jeg tænker på det her, som at folk bruger mindre tid på at knytte sig til hinanden, end vi gjorde før,« siger han.

Han forklarer, at smartphonen har betydet, at vi gerne sidder med mobiltelefonen foran os i stedet for at snakke med hinanden, for eksempel når en gruppe nye elever møder hinanden.

Problemet ved det er, at det giver os færre muligheder for at teste vores antagelser om os selv overfor hinanden.

»Det, der bekymrer mig, er, at folk undgår social risiko. Det kræver mere at begynde at sludre afslappet med andre eller spontant besøge andre. Det er der jo næsten ingen, som gør længere,« siger Per Einar Binder.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.