Unge er ikke længere lige så meget fysisk sammen med venner som førhen, og de ses oftere over skærmen end fysisk.
Det skriver Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, VIVE.
I en ny undersøgelse om børn og unges trivsel, som gentages hver fjerde år, viser resultaterne, at der er sket en drastisk ændring i, hvor meget og hvordan unge hænger ud med hinanden.
»Ændringen i børn og unges samværsformer er et af rapportens markante resultater, for der er virkelig sket et skred i, hvordan både drenge og piger er sammen med deres venner,« siger seniorforsker Mai Heide Ottosen i en pressemeddelelse fra VIVE.
6.276 danske børn og unge i forskellige aldersgrupper deltog i undersøgelsen. Deres besvarelser viser blandt andet, at omkring 45 procent af de unge dagligt er i kontakt med venner gennem sociale medier eller computerspil.
Samtidigt viser resultaterne et billede af, at over halvdelen af de 11-19 årige drenge ikke mødes fysisk med venner i løbet af ugen, og at cirka hver fjerde ung kun hænger ud med venner online.
»Vi ser, at både piger og drenge dyrker de online fællesskaber, men drengene mere end pigerne. Det kan muligvis forklares ved, at drenge i højere grad får opfyldt deres behov for socialt samvær med venner gennem spil på computer og PlayStation, hvor måden, man interagerer på, især er rettet mod drenge,« forklarer seniorforsker Mai Heide Ottosen i pressemeddelelsen.
Selvom samværet over skærmen er blevet mere populært blandt unge, viser undersøgelsen dog også, at mange af dem stadig ses med hinanden fysisk i løbet af ugen.