Hvad kan sorgen lære os om livet?

Hvad indebærer det at miste en livspartner? Hvordan reagerer man? Hvordan lever man videre uden den vigtigste person i éns liv?

Det er nogle af de spørgsmål, jeg har forsøgt at besvare i mit ph.d.-projekt, hvor jeg over halvandet år har fulgt og interviewet 15 voksne i 3 forskellige generationer (5 i henholdsvis 30’erne, 50’erne og 70’erne), som alle har mistet en livspartner indenfor det seneste år.

De har generøst givet mig indblik i den omfattende livsomvæltning, dette tab medfører, og i forlængelse heraf, hvad sorgen kan lære os om det at være til i verden, og hvad det betyder at dele livet med et andet menneske.

Flere af mine informanter talte om at have ’mistet en del af sig selv’. Hvordan kan man forstå det?

Hvis vi tager det alvorligt, når Clara siger, at »en del af hende er blevet revet væk« – hvad kan det sige om dem, vi er, som mennesker?

Vi ved, at en af os vil dø før den anden

En formodning, der kan danne rammen for en dybere forståelse af dette, er, at sorgen udspiller sig i mellem og forbinder relationalitet og endelighed. Og hvad mener jeg så med det?

Vi sørger, fordi vi mister dem, vi elsker. Men allerede inden det faktiske tab, hviler enhver relation på en tavs viden om, at en af os skal dø først, og den overlevende dermed bliver den sørgende.

Denne viden, hævder jeg, er en drivende kraft i relationen.

På den anden side er den forståelse, vi har af dødens betydning, defineret af de relationer, som vi indgår i. På den måde er relationalitet og endelighed uløseligt forbundet.

For at forstå sorgen er vi derfor nødt til at forstå kvaliteten og specificiteten ved den relation, der gik forud for, og den måde hvorpå døden ikke bare udgør enden, men er med til at definere livet.

I dette lys bliver sorgen et af de mest væsentlige eksistentielle, psykologiske og sociale fænomener overhovedet.

Sorgen – vil jeg hævde – er den afgørende grund til, at vi hverken i litteraturen, kunsten eller det liv, vi allesammen lever, finder kærlighed uden død, eller død uden kærlighed.

Den sørgende er i en situation af radikal tvivl

I Talmud (Sanhedrin 37a) - udlægningen af hvordan den jødiske bibel skal forstås - kan vi læse, at: »den, der redder et liv, redder hele verden«, og igennem sorgen forstår vi pludselig betydningen af det, vi egentlig allerede vidste: at vi betyder alverden for hinanden.

Indenfor fænomenologien (en filosofisk retning, red.) taler man ofte om livsverden for at fremhæve det, at livet ikke kan adskilles fra, men er af del af den verden, hvori det leves.

For mange af dem, jeg har talt med, medfører det at miste en livspartner en total omstrukturering af denne livsverden.

Det baggrundstæppe af forventninger og vaner, som vi kalder hverdag, er vendt på hovedet, og den sørgende befinder sig i en situation af nærmest radikal tvivl.

Om end denne tvivl er uendeligt smertefuld, kan den ligeledes føre til indsigter om, hvem vi er, og de liv, vi lever. Den sørgende tvivler som en anden Descartes (fransk filosof, der indså, at det var muligt at betvivle sandheden af alt det, han havde lært, red.), allerede på alt, og at tale med personer i dyb sorg kan derfor gøre os klogere på både kærligheden og døden.

Hvilket jo i sidste ende er, hvad det hele handler om.

»I hans øjne kunne jeg alt«

Min første interviewrunde fokuserede på parforholdets eksistentielle betydning. Hvad er det med denne måde at leve på, som gør, at generation efter generation bliver ved med at opsøge den?

I en tid, hvor nye samlivsformer er mere aftabuiserede end nogensinde, artens fremtid ikke længere forudsætter det, og datingapps har ført til en grundlæggende forandring af vores romantiske omgangsformer, er det interessant og sigende, at 46 procent af alle danskere over 18 år faktisk er gift, og langt over halvdelen af Danmarks befolkning lever i et parforhold.

Et aspekt, som hurtigt fremtræder i interviewerne, er betydningen af den andens blik. Livsvidner er personer, som er vidner til det liv, vi lever. Disse findes i forskellige skikkelser – forældre, søskende, venner og kollegaer - og spiller ofte en afgørende rolle i vores liv.

En livspartners blik udspiller sin særegne rolle i den arena, som et fælles hjem udgør, og her bliver man set på mere eller mindre daglig basis. Denne person har et intimt kendskab til, hvem man er, og udgør en afgørende del af ens livshistorie.

Det narrativ, hvorigennem man forstår sig selv som værende en person, som på én og samme tid er konstant og foranderlig, afspejles i en livspartners blik.

Vi møder ikke hinanden som uforanderlige størrelser, men bliver dem, vi er, i lyset af andre. At se er derfor ikke en neutral handling, men noget, der er med til at skabe, hvem den anden er.

»I hans øjne kunne jeg alt. Alt!« fortæller Nina, som er i 30’erne og nu alene med en dreng på halvandet år. Den, hun var, afhang delvis af den måde Oscar – hendes nu afdøde partner – så hende på.

Hjemmet kan blive spøgelsesagtigt efter tab

At bo er heller ikke noget, vi bare gør, men en afgørende måde, hvorpå mennesker er i verden.

Uanset om vi bor i en flerplansvilla eller på en vens sofa, har vi en tendens til at gøre os til rette i verden.

Sammen med en livspartner er det at bo et fælles projekt, hvor et hjem skabes i gennem de handlinger, som udgør et delt liv.

Efter en livspartners død kan denne plads være en kilde til en vedværende relation og gode minder, men ligeledes opleves som spøgelsesagtig og uhyggelig. Er dette stadig vores hus, eller er det nu mit, spørger mine informanter.

Det samme spørgsmål gør sig gældende i relation til fælles børn – er det vores børn, eller er de lige pludselig blevet til mine børn?

Døden viser os, at mennesker ikke kan erstattes

Alle dem, jeg har talt med, giver udtryk for at være alene, men ikke nødvendigvis ensomme. Der er stadig andre vigtige mennesker i deres liv, men disse andre er, netop, andre.

At være pårørende til en sørgende er en særdeles utaknemmelig opgave, da alt, den sørgende ønsker, er, at den person, som er død, skal vende tilbage til livet, hvilket er selve paradigmet for umulighed.

At miste nogen til døden er en irreversibel erfaring, hvor vi tvinges til at forholde os til livets allermest afgørende og smertefulde begrænsninger – at intet varer for evigt, og mennesker ikke kan erstattes.

I sorgen lever vi videre i en forandret verden

Hvis parforholdets eksistentielle betydning var sorgens første pol, er relationen til døden den anden.

Her var min forventning, at mine informanter ville reflektere mere over egen endelighed efter tabet. Dette viste sig dog ikke at være tilfældet i særlig høj grad.

»Jeg tænker ikke på min egen død. Jeg har travlt med at få livet til at hænge sammen,« som Alicia udtrykker det. Den betydning, mine informanter tilskriver deres egen død, er ofte medieret igennem en forestillet reaktion hos de børn, som de nu er aleneforældre til.

Mere generelt kunne man hævde, at vi forstår endeligheden filtreret igennem de mennesker, som, vi forestiller os, ville sørge, den dag vi døde.

Da vi ikke erfarer vores egen død, kunne man derfor hævde, at sorgen i sig selv er det tætteste, vi kommer på en erfaring af endelighed.

Hvis de liv, vi lever, desuden er sammenfiltrede, og en endelig grænse mellem selvet og den anden ikke kan drages, er endeligheden et vilkår, vi deler.

At en del af os dør med den anden, at vi ’mister en del af os selv’, kan forstås på baggrund af, at det liv vi delte – og som man var uadskillelig fra – ikke længere er muligt.

Sorgen handler om, at mulighederne for at leve et særligt liv ikke længere er til stede og kan ses som en smertefuld proces, hvorigennem man forsøger at få fodfæste og leve videre i en verden, som er grundlæggende forandret.

Vores jeg bliver »en gåde for sig selv«

Igennem sorgen forbindes ontologiens (hvem vi er) og etikkens (hvad vi skal) grundlæggende spørgsmål.

»Hvem er jeg nu?« spørger den sørgende, tæt forbundet med: »Hvad skal jeg gøre?«

»Hvordan sørger man egentlig, og hvordan skal jeg nu leve resten af mit liv?«

Disse er spørgsmål, som alle dem, jeg har talt med, på den ene eller anden måde, forholder sig til.

Om end vi til en vis grad kan sætte ord på og dele vores sorg, forbliver sorgen en individuel erfaring. Det er en selv, som skal sørge, og for at omformulere eksistenstænkningens endelighedsdiktum, hvor det hævdes, at det kun er en selv, som kan dø sin død, er det kun en selv, der kan sørge sin sorg.

Problemet er bare, at dette individuelle jeg ikke længere kan genkende sig selv. Det er blevet »en gåde for sig selv« med kirkefaderen Augustins’ sorgtyngede ord i sine Bekendelser, skrevet efter at have mistet en god ven.

Mennesket er, med den svenske filosof Martin Hägglunds ord: »det eneste dyr, som ikke ved hvordan det skal leve sit liv.«

De fleste morgener ved vi selvfølgelig nogenlunde, hvordan dagen kommer til at se ud, når vi står op om morgenen, men når tabet og sorgen rammer os, står det lysende klart, at intet af dette kan tages for givet – at vi kun lever i én af alle mulige verdener og kun har levet ét af alle mulige liv.

Kan sorg hjælpe os til at fatte klimakrisen?

I et bredere perspektiv, er det, at vi sørger, når vi mister, en del af den forholden-sig-til, som ligger i at være historiske væsener.

Den sociale verden, vi er en del af, er aldrig begrænset til de nulevende, men indbefatter alle dem, der har været her før os, og – noget vi i højere og højere grad bliver opmærksomme på i disse tider – alle dem, der også skal være her i fremtiden.

At sørge forbinder os derfor både med de døde og de ufødte. I dette lys er sorgen ikke navlebeskuende, men selve forudsætningen for, at verden betyder noget, for os eller andre.

Uden en sorgfuld relation til verden kan det hele være lige meget, og måske er spørgsmålet om, hvordan vi får etableret og institutionaliseret en sådan relation til den synkende skude, vores klode for tiden udgør, det allervigtigste spørgsmål i vores tid.

At sørge over dem, vi er tættest på, er vanskeligt. At sørge over den anden – alle dem, vi aldrig har mødt, dem vi ikke umiddelbart forstår eller sympatiserer med - er endnu vanskeligere.

Hvordan sørger vi på vegne af dem, hvis liv er blevet ødelagt af en allerede eskalerende klimakatastrofe?

Og hvordan sørger vi over dem, og det, der er endnu mere fremmed – dyrearter, koralrev, økosystemer?

I vores forsøg på at konfrontere disse spørgsmål kan sorgen både lære os, at fremtiden aldrig er givet og udgøre forudsætningen for, at der findes en fremtid værd at kæmpe for.