Vi stopper aldrig helt med at sørge

Vi må alle indstille os på, at vi kommer til at miste betydningsfulde mennesker i vores liv. Det gør sorg til et grundvilkår for os alle. Når vi mister et elsket menneske, savner vi ham eller hende så meget, at det kan volde stort besvær at acceptere, at vi aldrig skal se, høre eller røre ved dette menneske igen.

Men med tiden kan sorgen for de fleste bevæge sig i baggrunden af vores bevidsthed, så vi ikke behøver tænke på tabet hele tiden, selv om det stadig er med i vores bevidsthed.

For de fleste mennesker aftager sorgen efter 6-12 måneder. Dermed mener jeg ikke, at sorgen går væk, men at den træder i baggrunden og ikke længere kaster skygge på hele livet.

Allerede i 1917 beskrev den østrigske læge og ophavsmand til psykoanalysen, Sigmund Freud, i Sorg og melankoli, at »sorg rummer alvorlige afvigelser fra den normale indstilling til livet«, men at vi sætter vores lid til, at vi overvinder disse afvigelser inden for et vist tidsrum.

Sorg minder om maniodepressiv tilstand

En af Freuds efterkommere, den britiske psykoanalytiker Melanie Klein, skrev dog i 1940, at den sorgramte faktisk er syg og lider af noget, der minder om en kortvarig maniodepressiv tilstand.

Men fordi tilstanden er forbigående og hyppig, kalder vi ikke sorg en sygdom, men nærmere en psykisk lidelse, fordi alle vores følelser, tanker og hele vores opførsel bliver påvirket, mens den står på.

Freuds hypotese var, at den grundlæggende opgave for ethvert menneske i sorg er at arbejde med sine sorgfulde følelser for at kunne frigøre sig fra den mistede person og få det bedre igen.

Denne idé kaldte han for 'sorgarbejde'. En anden af Freuds ideer var, at sorg forløber i fire faser: Chok, reaktion, bearbejdning og nyorientering.

Umiddelbart efter tabet oplever de fleste mennesker chok og derefter intense følelsesmæssige reaktioner som tristhed og gråd. I tredje fase begynder tankerne om tabet og vores egen identitet at myldre frem, og vi er nu gået i gang med at bearbejde sorgen. Fjerde fase skal munde ud i en slags endelig afsked med den afdøde for at sætte følelserne fri og give plads til at geninvestere den følelsesmæssige energi i en ny kærlighed eller et nyt håb.

Vi slipper ikke vores døde

Freuds efterhånden klassiske sorgteori har i over 100 år næsten været alene om at definere, hvordan vi ideelt set skulle sørge, men sidst i 1990’erne begyndte såvel sørgende som psykologer og psykiatere at kritisere Freuds faser for at være for skematiske; mange sørgende kunne ikke genkende sig selv i hans beskrivelse af sorgens udvikling.

Det virkede i særlig grad fjernt for mange sørgende at skulle sige farvel og løsrive sig fra den døde person. Faserne bar også løfte om, at deres sorg ville stoppe igen, hvilket mange af dem oplevede, ikke blev indfriet.

De tre amerikanske sorgforskere Dennis Klass, Phyllis Silverman og Steven Nickman mener stik modsat Freud, at vi faktisk ikke slipper vores døde, men bliver ved med at opretholde et nært bånd til dem. Vi mindes den elskede person, fordi det hjælper os med at forstå, hvem vi er og gerne vil være, og hvilke relationer der har betydning i vores liv. Vi forsøger at skabe en sammenhæng mellem vores egen fortid og fremtid for at fastholde vores identitet.

Den britiske psykiater William Worden skrev i 1982 som et slags modsvar til Freuds tese om, at sorgen vil slutte: »At stille spørgsmålet om, hvornår sorgen er slut, er lidt som at spørge, hvor højt er op?«.

Som sørgende når vi aldrig frem til en endelig konklusion, sådan som faserne forudsagde, og sorgen har ikke et egentligt punktum, men løber som en uendelig fortælling inden i os.

Vi må lære at leve med det

På Aarhus Universitet har jeg sammen med min forskergruppe de seneste ti år systematisk undersøgt, hvordan vi reagerer på at miste et menneske, der stod os nær, og om sorg kan have langvarige konsekvenser for vores velbefindende og helbred.

Takket være denne slags undersøgelser ved vi i dag, at sorg aldrig går over, og at vi i stedet må lære at leve med den. Vi vil altid sørge over vores tab og vende tilbage til det mange gange i livet, tænke på det og den betydning, det har haft for vores liv.

Den amerikanske psykolog George Bonanno har også forsøgt at kortlægge og beskrive, hvordan både normale og afvigende sorgforløb tager sig ud. Han havde en mistanke om, at Freud ikke havde ret i sin hypotese om, at sorg forløber ens for alle mennesker, og at de intense følelser gradvist aftager, efterhånden som vi vænner os til tanken om tabet og finder nyt indhold i tilværelsen.

Som forventet opdagede Bonanno, at vores sorg i virkeligheden forløber meget forskelligt, og at det er individuelt, hvor lang tid vi sørger.

Sorgen bliver ikke nødvendigvis bare mindre og mindre for til slut at ophøre. Der er nemlig forskel på, hvad vi har mistet, hvad tabet betyder for os, måden, tabet sker på, og de konkrete konsekvenser, tabet har for vores liv.

Der er derfor også forskel på, hvor stærke reaktioner tabet sætter i gang, og på om vi reagerer umiddelbart efter tabet, eller om vi først reagerer efter noget tid.

Verdens største beskrivelser af sorgens mønstre er i Aarhus

På Aarhus Universitet har vi via registre med sundhedsdata lavet en af verdens største beskrivelser af sorgens mønstre. Over en million danskere deltog.

Vi ville gerne blive klogere på, hvordan vi håndterer tabet af vores forældre, ægtefæller, børn og søskende.

Undersøgelsen siger ikke noget om, hvordan den enkelte deltager har reageret på sit tab, men den fortæller os, at nogle grupper generelt oplever langvarige konsekvenser af sorgen med mistrivsel, psykisk sygdom og selvmord til følge.

Især hvis de har mistet et barn eller en ægtefælle i en ung alder, været ude for pludselige, traumatiske eller voldelige dødsfald eller haft et familiemedlem, som begik selvmord.

Samtidig kan vi se, at personligheden spiller en afgørende rolle. Altså hvor modstandsdygtige vi er til at håndtere alle sorgens følelser og reaktioner, og hvor omstillingsparate vi er i forhold til de ændringer, som et tab sætter i gang.

Vores undersøgelser viser helt generelt, at personer, som tidligere har oplevet betydningsfulde tab eller psykisk sygdom, vil være mere sårbare over for sorgens følgevirkninger. Helt unge og meget gamle mennesker, der enten ingen erfaring har med tab eller allerede har et svækket helbred, befinder sig også i risikogruppen.

Vi gensørger igen og igen

I vores studier på Aarhus Universitet kan vi dog se, at sorgen også aftager igen for de fleste af forsøgsdeltagerne. Men i modsætning til Freuds hypotese oplever mange af dem også, at den aldrig helt går væk.

Nærmere svinger den i intensitet og vender tilbage på bestemte tidspunkter og udviklingsstadier senere i livet. Især når vi står over for andre store forandringer i livet, som indbefatter nye tab, vil vi ofte opleve, at fortidens sorg genbesøger os.

Det betyder, at vi aldrig stopper helt med at sørge over de tab, vi har lidt. Jeg vil mene, at vi nærmere finder en måde at overgive os til sorgen og forlige os med tabet. Vi må derfor betragte sorg som en uendelig og dynamisk proces, som hele tiden er i bevægelse.

Det er de to britiske prinser, William og Harry, eksempler på. De var henholdsvis 15 og 12 år i 1997, da de mistede deres mor, prinsesse Diana, i en dramatisk bilulykke i Paris, hvor hendes chauffør forsøgte at undslippe de paparazzi-fotografer, der fulgte efter hende.

Tabet efterlod Prins William forstenet

William har sidenhen fortalt i et interview med det britiske magasin GQ, at han først 20 år efter moderens død helt har lært at forholde sig til tabet. I et interview til avisen The Telegraph forklarede Harry, at tabet efterlod ham følelsesmæssigt forstenet, indtil han i tyverne arbejdede med det hos en psykolog, men at han siden hen er vendt tilbage til tabet mange gange i sine tanker.

William har også sagt, at hans bryllup og børn minder ham om savnet af hans mor, og at han på grund af tabet selv prioriterer et stabilt familieliv højt. Ikke mindst ville han ønske, at Diana kunne se hans børn, og at de kunne opleve deres farmor. Denne proces, som William og Harry beskriver, kalder vi i vores forskergruppe for at gensørge.

Udtrykket dækker over, at vi vender tilbage til betydningsfulde tab og sørger over dem igen og igen, i takt med at vi forstår flere og flere perspektiver af tabet, og hvilke konsekvenser det førte med sig. William og Harry kunne som teenagere ikke nødvendigvis forstå den fulde betydning af tabet af deres mor eller udtrykke alle sorgens følelser.

Derfor vender de tilbage til sorgen mange gange i livet, efterhånden som de modnes psykisk, får flere ord til at beskrive sorgen og bedre kan gennemskue dens betydning i deres liv.

Vores måde at gensørge vores tab på betyder, at der kan være mange følelsesmæssige udsving i sorgen. Vi fejltolker sorg, hvis vi tror, at vi kan få den overstået og lægge den bag os én gang for alle.