Globalisering og nationalisme
global_lokal_samfund_nationalisme_nationen_humanisme

Benedict Andersons beskriver fremvæksten af det nationale fællesskab som et forestillet fællesskab. For vi skal huske på, at der er tale om en historisk udvikling; den måde, som vi ser på nationen i dag er i et historisk perspektiv ny. (Foto: Shutterstock)

På universitetet underviser jeg – sammen med gode kolleger – i et kursus om fænomenerne globalisering og transnationalisme. Jeg har gjort det nogle år nu, og en af de ting, som jeg synes er påfaldende hver gang er, at jeg kommer til at tale meget om nationalstaten.

Det bliver brugt rigtigt meget tid på at tale om national lovgivning, national identitet, national selvforståelse. Selvfølgelig har noget af vinklingen at gøre med, hvad jeg selv har interesseret mig for igennem tiden. Når man fx forsker i transnationale ægteskaber og betydningen af den danske familiesammenføringslovgivning herfor, er nationalstaten jo en ganske naturlig brik i puslespillet.

Nationalstaten sætter rammer. Det er, hvad den gør. Også i en globaliseret verden, hvor vi – eller, snarere, nogle af os – bevæger os med lethed og fart på tværs af planeten jorden. Både fysisk og virtuelt. Med fly og Facebook.

For andre bliver den bevægelse ikke andet, end en fantasi. De har ikke passet eller resurserne til at foretage bevægelsen. Fantasien, drømmen om bevægelsen, om det forjættede land, om de umulige muligheder et andet sted, er også en del af globaliseringen.

Nationen er også en forestilling

Nationen er en reel og betydningsfuld magtfaktor i en globaliseret verden. Men også nationen er en forestilling. Har man gået på universitetet på en enten humanistisk eller samfundsvidenskabelig uddannelse vil man med stor sandsynlighed være stødt på Benedict Andersons klassiker om 'imagined communities'.

I bogen beskriver Anderson fremvæksten af det nationale fællesskab (for vi skal huske på, at der er tale om en historisk udvikling; den måde, som vi ser på nationen i dag er i et historisk perspektiv ny). Og han beskriver nationen som et forestillet fællesskab. Nationen er:

»…imagined because the members of even the smallest nation will never know most of their fellow-members, meet them, or even hear of them, yet in the minds of each lives the image of their communion« - Anderson 1991.

Vi kan indtage kloden som det mest naturlige

En tekst, som jeg ofte benytter i undervisningen om globalisering er Stuart Halls 'The Local and the Global: Globalization and Ethnicity'. En vigtig pointe ved den tekst er netop dens fokus på dynamikken mellem det globale, nationale - og lokale.

Vi bliver ikke nødvendigvis glade globalister af, at vi kan indtage kloden som det mest naturlige. Og som Hall skriver, mest af alt med isnende, rammende, tankevækkende humor om, hvorledes nationer kan vælge at reagere på globalisering:

»The erosion of the nation-state, national economies and national cultural identities is a very complex and dangerous moment. Entities of power are dangerous when they are ascending and when they are declining and it is a moot point whether they are more dangerous in the second or in the first moment. The first moment, they gobble up everybody and in the second moment they take everybody down with them. So when I say the decline or erosion of the nation-state, do not for a moment imagine that the nation-state is bowing off the stage of history. »I'm sorry, I was here for so long. I apologize for all the things that I did to you -- nationalism, jingoism, ferocious warfare, racism. I apologize for all that. Can I go now?« It is not backing off like that. It goes into an even deeper trough of defensive exclusivism.« - Hall 1997.

Det globale udtrykkes ofte igennem det lokale

Der er meget godt at sige om nationalstater og nationalisme. Der er en helt del dårligt at sige herom – akkurat som det gælder globalisering. Mit ærinde her er ikke normativt – det er ikke et forsøg på at tale for det ene eller det andet som 'vejen'. Men tydeligt er det, når vi har at gøre med globalisering og nationalisme, hvor tæt de forholder sig til hinanden.

Skal vi forstå, hvad der sker i Danmark i disse år, med stigende nationalisme, må vi se det i lyset af globalisering.

Her er endnu en dimension af Halls tekst vigtig. For globalisering er ikke bare det store, de store vidder, det grænseløse. Det globale forholder sig også til og udtrykkes ofte igennem det lokale. De lag, som ligger under nationalstaten. Det er et perspektiv, som vi i begrænset grad fokuserer på, men giver mening, når vi ser på alt fra individuelle forbundne liv til protestbevægelser.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Goliath-frøen, som du kan se på billedet herunder.