Fra ældgammel tid ligger der en betydning af socialt fællesskab i ordet samfund, og det hænger ved på nudansk. Ordbogen definerer et samfund som 'en gruppe af personer, der bebor et samlet område og er knyttet sammen ved fælles interesser, samvirke, indbyrdes afhængighed af og hensyntagen til hinanden'.
Ideen om samfundet som en sammenhængende, lokal og netværkslignende enhed – som communitas – kan føres tilbage til antikken. Den græske polis, som for eksempel mikrostater som Athen og Sparta, var baseret på familielandbrug beliggende omkring en by.
Der var tale om små og overskuelige lokalsamfund, der var vidt forskellige fra nutidens komplekse storsamfund. Alligevel kom de til at skabe et ideal for, hvad der fremover blev forstået ved et samfund. Medborgerskabet i den græske polis havde en menneskelig dimension. Det var nærmest en form for udvidet venskabskreds.
Derfor skelnede grækerne ikke mellem det sociale og det politiske samfund. Samfund og stat var det samme, fordi styret af polis blev udøvet af alle individer, der blev anerkendt som borgere.
Og ved at være borger realiserede det enkelte menneske sin sande natur. Det mente i hvert fald Aristoteles (384-322 fvt.), hvis samfundstænkning tog udgangspunkt i den græske bystat, og det var baggrunden for hans syn på mennesket som et socialt og politisk væsen – som homo politicus.
Der er modsætninger mellem samfundssyn
Samfund opstår og forandrer sig ikke kun som følge af materielle forudsætninger, men også som resultat af bestemte kulturforhold og magtstrukturer. Da politiske ideologier afspejler forskellige sociale interesser og magtforhold, rummer de også forskellige samfundssyn.
Der er således modsætninger mellem det liberalistiske samfundssyn og de mere kollektivistiske samfundssyn, man møder i den klassiske konservatisme og socialisme samt deres nyere, modificerede udgaver.
Konservatismen opstod omkring år 1800 som en modreaktion mod det, dens første store tænker, Edmund Burke (1729-1797), anså for at være Den Franske Revolutions kendetegn – nemlig dyrkelsen af det fritstående, abstrakte individ og dets rettigheder.
Konservatismen var fra begyndelsen en politisk ideologi med et diametralt modsat syn på samfundet end det, der var kommet til udtryk i revolutionen og den oplysningstænkning, den byggede på.
Hvor oplysningen vendte ryggen til middelalderen og middelaldersamfundets institutioner og fællesskaber, fremhævede Burke, der politisk set selv var liberal (men ikke liberalist), at samfundet var et konkret historisk fællesskab, der byggede på respekten for tradition, religion, status, autoritet, slægt og sted.
Individets rettigheder stod over fællesskabet
Op gennem 1800-tallet kom konservatismens samfundssyn til at udgøre modpolen til en ny liberalistisk ideologi. Liberalismen indoptog elementer fra oplysningen. Specielt synet på samfundet som et politisk fællesskab baseret på en kontrakt mellem frie borgere, hvis rettigheder skulle sikres af en fri forfatning.
Men liberalismen fremhævede, at individets rettigheder stod over fællesskabet og derfor skulle sikres af staten.
I praksis blev konservatismen og liberalismen dog medieret af 1800-tallets tredje store ideologi, nationalismen, med det resultat, at mange moderne vestlige nationalstater blev indrettet med henblik på at sikre både fællesskaber og individuelle rettigheder.
Det er på den baggrund, man skal forstå, hvorfor et parti som det danske Venstre stadig betragtes som et nationalt parti, for hvilket der ikke er nogen modsætning mellem individets frihed og dets tilhørsforhold til et folkeligt fællesskab.
Oplever vi en samfundsopløsning?
I de senere år har den teknologiske og økonomiske udvikling dog tæret meget på både national- og velfærdsstatens forestillinger om samfundet som et fællesskab.
Der er forskere, der ligefrem mener, vi oplever en samfundsopløsning. Diskussionen minder om den, der foregik i anden halvdel af 1800-tallet, dengang sociologien blev til som videnskab, og ordet 'samfund' fik sin moderne betydning.
Den amerikanske sociolog Robert A. Nisbet (1913-1996) hævder i sin bog 'The Sociological Tradition' (1966), at den sociologiske videnskab oprindelig udsprang af en moralsk impuls:
Klassisk sociologi byggede på overvejelser over virkningerne af de store samfundsforandringer, som skete i kølvandet på de to 'revolutioner' i Vestens historie: Oplysningen og industrialiseringen.
De første store skikkelser inden for sociologien – Auguste Comte (1798-1857), Ferdinand Tönnies (1855-1936), Max Weber (1864-1920) og Émile Durkheim (1858-1917) – var i virkeligheden moralfilosoffer.
Denne artikel stammer fra bogen '50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her
Deres værker afspejlede nemlig en bekymring over konsekvensen af disse revolutioner: Opløsningen af det tidligere samfunds fællesskabsformer, normer og traditioner.
Moderniteten blev beskrevet som et 'jernbur'
Sociologiens fædre var således engagerede og krisebevidste tænkere, der var optaget af, om det moderne samfund kunne have den samme 'sammenhængskraft' som det traditionelle samfund.
For dem var modsætningen til et sammenhængende samfund et individualiseret og atomiseret samfund; altså det modsatte af et samfundsfællesskab. Krisebevidstheden kulminerede under 1. Verdenskrig.
Men allerede i flere årtier forinden havde Friedrich Nietzsche (1844-1900) og Sigmund Freud (1856-1939) skrevet om 'det syge samfund', sociologen Weber havde beskrevet moderniteten som et 'jernbur', og Durkheim havde udgivet en teoretisk bog om selvmord – en handling, han anså som udtryk for social 'anomi', altså et socialt sygdomstegn.
Nutidens bekymring for samfundets sammenhængskraft kan altså føres tilbage til en tid, hvor samfundet var i opbrud på grund af 'moderniseringen'.
Den amerikanske storbys masseindvandring
Efter 1. Verdenskrig udviklede amerikanske sociologer fra den såkaldte Chicagoskole et mere positivt syn på samfundsudviklingen. De klassiske sociologer havde betragtet storbyen som arketypen på modernitetens fragmenterende, konfliktskabende og fremmedgørende karakter.
Under indflydelse af den tyske sociolog Georg Simmel (1858-1918), som dog ikke selv havde haft noget positivt syn på moderne storbyliv, hævdede de, at storbyernes vækst på bekostning af små bysamfund ikke nødvendigvis umuliggjorde nære sociale relationer og fællesskaber, men blot førte til udviklingen af nye fællesskabsformer.
En af dem, Robert Park (1864-1944), beskrev den amerikanske storby – som efter 1. Verdenskrig bar præg af flere årtiers masseindvandring – som en mosaik af adskilte, små samfund, som kunne koordineres gennem byplanlægning.
På den måde ville en storby kunne fungere som en enhed på trods af dens stigende diversitet og multikulturelle karakter.
Lokalsamfund mere og mere meningsløst
I 1960’erne var Parks og hans kollegers optimisme dog blevet afløst af pessimisme blandt britiske og amerikanske sociologer. Deres studier af udviklingen i byerne brød med den gamle Chicago-skoles syn på det urbane samfund.
For dem var samfundet i opbrud, og udviklingen i byerne gjorde forestillingen om et samfundsfællesskab – hvad enten på makro eller mikroplan – illusorisk. Man skulle ikke lade sig forlede af forstædernes tilsyneladende velstående og fysisk homogene karakter til at tro, at de repræsenterede en ny fællesskabstype, mente de.
Som den britiske arkitekt Martin Pawley (1938-2008) hævdede i bogen 'The Private Future' (1973) – med den sigende undertitel 'Causes and Consequences of Community Collapse in the West' – så var den traditionelle forestilling om lokalsamfundet i stigende grad blevet meningsløs i det moderne forbrugersamfund:
»Lokalsamfund [community] findes ikke længere, kun velstand skjuler atomiseringen.«
Livet vil i fremtiden kun blive levet 'privat'.
\ Læs mere
Økonomi og teknologi sprænger rammer
De gamle lokalsamfund var bygget op i indbyrdes forbundne og afhængige koncentriske cirkler, som udgjorde rammerne for den enkeltes forbrug og aktiviteter.
I dag har markedsøkonomien og teknologien tilsammen sprængt disse rammer: Vi kører hellere til det store lavprissupermarked ti kilometer væk end handler hos den lokale købmand med dyrere varer.
Og lokalsamfundet er i dag sjældent det sted, vi arbejder. Mange små samfund har for længst mistet posthuse, skoler og andre institutioner, der tidligere holdt dem sammen. I de kommende år vil mange af dem også se deres kirker blive lukket.
Tilbage vil der så kun være deres frivillige foreninger. Vil de være tilstrækkelige som grundlag for lokale samfundsfællesskaber?
Den liberale stat er en 'sårbar' stat
I sin bog 'The Great Disruption' (1999) hævder den verdensberømte amerikanske politolog Francis Fukuyama (f. 1952), at den vestlige verden siden 1960’erne har oplevet et samfundsopbrud, som har været lige så dramatisk som det, der skete i kølvandet på de 'to store revolutioner'.
I lighed med de klassiske sociologer mener han, at et samfund ikke kan fungere uden en 'social orden' og fællesskabsdannende institutioner. På den anden side afviser han, at der findes noget alternativ til det liberale demokrati og markedsøkonomien.
Men Fukuyama er hverken liberalist i klassisk økonomisk eller moralsk forstand, og han er kritisk over for en radikal individualisme, fordi den er samfundsnedbrydende.
Han kalder den liberale stat, som blev skabt på frihedsværdierne i Den Franske Revolution, for en 'sårbar' stat, netop fordi den kan fremme en anti-social individualisme.
\ Læs mere
Borgerne skulle blot adlyde loven
Den moderne liberale stat byggede på en forestilling om, at det af hensyn til den politiske stabilitet var nødvendigt at skabe et styre, som forholdt sig neutralt til de værdier, som samfundets religiøse og kulturelle grupper hævdede. Kirke og stat skulle holdes adskilt, og samfundet skulle være 'pluralistisk'.
Derfor blev 'tolerance' gjort til kardinaldyden i den liberale samfundsmodel. Til erstatning for den konsensus og de uskrevne regler og normer, der styrede det traditionelle samfund, skulle det moderne, liberale samfund styres og ordnes af love og institutioner.
I et sådant samfund var det påkrævet, at borgerne var 'dydige'. De skulle blot adlyde loven, agere rationelt og følge deres egne interesser.
I det kapitalistiske system, som udviklede sig parallelt med den politiske liberalisme, gjaldt de samme principper: Hvis borgeren fulgte sin egeninteresse og holdt de kontrakter, han indgik, ville den størst mulige samfundsnytte blive opnået.
Liberalt system nedbryder samfundet
Sådan fungerede tingene da også forholdsvis godt i lang tid. Men kun, fordi man levede på bestemte kulturelle forudsætninger og værdier. Disse forudsætninger kan imidlertid ikke længere tages for givet.
Der er ikke noget ved selve en stats formelle institutioner, der garanterer, at det underliggende samfund fortsat vil hylde de samme kulturelle og sociale normer og værdier, den blev grundlagt på, når det udsættes for presset fra nutidens teknologiske, økonomiske og sociale kræfter.
Selve det liberale system bidrager i virkeligheden til samfundets nedbrydning:
»Den individualisme, pluralisme og tolerance, som er bygget ind i de formelle institutioner, fremmer kulturel diversitet og har derfor potentialet til at underminere de kulturelle værdier, som vi har fået i arv fra fortiden. Og en dynamisk, teknologisk innovativ økonomi vil ifølge sin egen karakter nedbryde sociale relationer,« skriver Fukuyama.
Alle hylder et samfund 'uden grænser'
Selvfølgelig kan man så hævde, at de traditionelle samfund og deres regler satte skadelige, unødvendige og kvælende begrænsninger for den menneskelige og økonomiske frihed.
Og det politiske højre og venstre er siden 1960’erne begge gået i spidsen for at fjerne de sidste rester af det gamle, 'snærende' sociale, kulturelle og økonomiske bånd, der begrænsede friheden: Venstrefløjen tog sig af de sociale og kulturelle, højrefløjen af de økonomiske.
Begge hyldede de et samfund 'uden grænser'. Det er ikke tilfældigt, at udtrykket 'grænseoverskridende' i dag for det meste bruges i positiv betydning, hvor det tidligere blev opfattet negativt.
Problemet er blot, at et udpræget individualistisk samfund uden grænser – økonomiske såvel som moralske – ikke også kan være et samfundsfællesskab.
Ønsker at nedbryde grænser og regler
Samfundsfællesskaber opstår ikke blot, når individer interagerer eller adlyder love, de kan blive straffet for at bryde. De opstår først, når individer bindes sammen af fælles værdier, normer og fælles erfaringer. Jo dybere og stærkere, des mere fællesskabsdannende.
Selv om der er en dansk tradition for at hævde en harmoni mellem 'frihed og fællesskab' – eller en 'kollektivt orienteret individualisme', som det hed i et sociologisk studie af dansk identitet i 2008 – så vil der altid være en indbygget spænding mellem de to, ja, til tider ligefrem en konflikt og modsætning: Man kan ikke fortsætte med at overskære fællesskabernes bånd uden at ende med en frihed, der gør samfundsliv umuligt.
Selvfølgelig ønsker vi at nedbryde grænser og regler, der forekommer urimelige, uretfærdige eller forældede. Selvfølgelig er personlig frihed et ubetvivleligt gode og en menneskeret. Men det betyder ikke, at vi kan leve helt fritstående og uden regler, bånd og fællesskaber.
Et samfund, som gør nedbrydningen af normer og regler til sit mål for at kunne øge sine borgeres personlige frihed ubegrænset, er en begrebsmæssig selvmodsigelse. Det vil ende i en tilstand af atomisering og desorganisering, som vil gøre det ude af stand til at gennemføre fælles projekter og opstille fælles mål.
Derved vil det effektivt have distanceret sig fra en gammel europæisk tradition for at se mennesket som et væsen, der lever i kraft af fællesskaber – det vil sige som et socialt og politisk væsen.
