Borgerskab opnåede man i det antikke Grækenland ved fødslen, og den identitet, man blev født til, nationaliteten (af lat. natio, fødsel), var udtryk for slægtskab med et bestemt folk, der havde fælles sæder, skikke, sprog, religion og love. Det var også udtryk for følelsen af at høre hjemme inden for et afgrænset territorium.
I den græske bystat havde borgerne ret og pligt til at tage del i statens styre. Men da borgerskabet var begrænset til indfødte mænd over 20 år med egen familie, eget landbrug og tyende (slaver), var flertallet af befolkningen ikke borgere med politiske rettigheder, selv om de kulturelt og sprogligt set var en del af den samme folkegruppe.
Allerede dengang var der to forskellige måder at forstå et folk på: dels som et politisk fællesskab (demos), dels som et kulturelt fællesskab (ethnos). Plethos var en gruppe mennesker uden noget særligt til at binde dem sammen, en befolkning.
Folket overdrog sin suverænitet til kejseren
Mange af de rettigheder og pligter, der gjaldt for borgere i Athen, kom til at gå igen i den romerske republik (fra 508 f.v.t.). Her tilhørte den politiske magt i teorien et 'folk' af romerske borgere. I praksis blev magten udøvet af en lille, privilegeret elite i senatet - den rådgivende forsamling.
Der var altså ikke tale om samme form for demokrati som i den græske bystat. Da det romerske kejserdømme blev indført år 27 f.v.t., blev det ved lov bestemt, at folket overdrog sin suverænitet til kejseren. Det betød, at der i teorien ikke var nogen modsigelse mellem folkesuverænitet og enmandsvælde.
Forestillingen skulle få stor betydning for udviklingen af forholdet mellem folk og kongemagt i den europæiske middelalder.
Aristoteles (384-322 f.v.t.) og den senere Cicero (106-43 f.v.t.) var ophavsmænd til renæssancens ideer om at være borger i en stat: at være et individ udstyret med rettigheder og pligter. En lige så vigtig kilde var dog den jødisk-kristne tradition fra middelalderen. Det er i samspillet mellem de to traditioner, at ideen om det suveræne folk opstod sidst i anden halvdel af 1700-tallet.
Der opstod en ny idé om folket
Middelalderkirken var formidler af den antikke tradition, men dens brug af de gammeltestamentlige fortællinger om Jahve og hans folk, Israel, fik en afgørende betydning for forestillingen om folket. I kraft af kirkens politiske og kulturelle indflydelse kom traditionen til at forme europæernes opfattelse af forholdet mellem Gud, konge og folk.
Det israelitiske kongerige blev prototype på et samfund og et folk, der var forenet i kraft af konge, indbyrdes slægtskab, historiske erindringer, sprog og gudsdyrkelse. Ifølge traditionen var kongen formidler mellem Gud og folk. Ja, Gud havde indsat kongen som folkets beskytter.
Kongens stilling som troens beskytter gav dog anledning til konflikter mellem konge og pave. Konflikterne tilspidsedes især fra 1100-tallet efter genopdagelsen af romersk lov og begrebet imperium. Det lå nemlig i imperiebegrebet, at kongens suverænitet var udelelig, og udbredelsen af denne forestilling bidrog til en skærpelse af konflikten mellem konge og kirke.
Konflikten kulminerede under reformationen, og de efterfølgende konfessionelle krige i Europa i 1500- og 1600-tallet fik afgørende betydning for, at der opstod en ny ide om folket.
Kongeideologi og protestantisme blev koblet sammen
I middelalderen bestod historieskrivning i kongeligt autoriserede fortællinger om kongedynastiernes historie: kongekrøniker og kongebiografier. Vi kender dem i Danmark fra Saxos Gesta Danorum (Danernes bedrifter, ca. 1200). Gesta blev skrevet på latin og gengav middelalderens elitære nationsforståelse. Men Saxos historie handler ikke kun om kongerne, den handler også om det folk, kongerne står i pagt med.
\ Fakta
Denne artikel stammer fra bogen '50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her
Forestillingen om en pagt mellem konge og folk ophørte langt fra med fremvæksten af en mere centraliseret statstype i renæssancen. Den blev blot nyfortolket. Når Frederik 2.’s kansler i 1575 opfordrede historikeren Anders Sørensen Vedel (1542-1616) til at oversætte Saxo til dansk, var det et udtryk for hans ønske om bredere folkelig forankring af kongemagten.
I samme periode blev kongeideologi og protestantisme koblet sammen. I første omgang styrkede koblingen kongemagten. På længere sigt lagde koblingen grunden for en bredere national bevidsthed, der nedbrød den hidtidige elitære nationsforestilling – og revolutionerede det politiske suverænitetsbegreb.
Machiavelli mente, at et stærkt fyrstestyre var i borgernes egen interesse
Længere sydpå, i de italienske bystater, var der i mellemtiden sket en udvikling af det romerske populus-begreb. Populus havde hidtil blot betydet en befolkning inden for et bestemt territorium, altså det samme som det græske plethos.
Middelalderjuristen Baldus de Ubaldis (1327-1400) beskrev en populus som ikke blot en samling individer, men en universitas, det vil sige som et kollektiv, der, i lighed med en menneskekrop, kunne handle ved hjælp af sine organer.
Organerne bestod af de love, folket vedtog, og et folk var således nu noget særdeles konkret handlende: Det var en politisk aktør, der kunne spille en vigtig rolle for staten.
Det havde også den italienske statstænker Machiavelli (1469-1527) øje for. Han mente, at det var i borgernes egen interesse at leve under et stærkt (fyrste)styre, når blot fyrsten udøvede sin magt på deres vegne. Hermed fik ideen om folket pludselig potentiel politisk betydning, for det betød jo, at fyrstens styre afhang af folkets gunst og tillid.
Der var ikke national bevidsthed i moderne forstand
I middelalderen bestod Europa af forskellige folkegrupper. Mange havde et navn for sig selv og omtalte andre folk som nationer. I Danmark udgjorde de kulturelle nationer kernen i de første, primitive statsdannelser, som stammehøvdinge og konger skabte.
De havde endnu ikke en national bevidsthed i moderne forstand. Men de havde til strækkeligt med fælles træk, og ikke mindst et fælles sprog, til med tiden at kunne udvikle den. Det forudsatte dog den moderne territorialstat.
De første centraliserede monarkiske stater dukkede op i 1400-tallet, dels i store kongeriger som England, Frankrig og Spanien, dels i små riger som Portugal, Danmark og Sverige. Drivkraften var kongernes konflikter med hinanden.
Konflikterne involverede både kongerne selv og de folk, de regerede over. Kongerne krævede nemlig, at undersåtterne forsvarede 'fædrelandet'. Det fik ikke kun konsekvenser for statsformens udvikling, men også for folkets syn på staten.
Der var ikke tale om horisontale loyalitetsbånd
Parallelt med at det kongelige territorium gennemgik en økonomisk og juridisk homogenisering, blev også kulturen i kongerigerne mere ensartet inden for rigets grænser.
Det skete som konsekvens af standardiseringen af det dominerende modersmål, opfindelsen af trykpressen, den trosmæssige disciplinering og den voksende skrive og læsefærdighed. Resultatet blev en befolkning eller et folk med fælles modersmål, myter, sagn og minder knyttet til kongehus, territorium og tro.
Dette 'kongefolk' var loyalt over for kongen og identificerede sig derfor også med hans territorium. Horisontale loyalitetsbånd, dvs. bånd på tværs af samfundets grupper, som de kendes fra den moderne nationalstat, var der dog næppe tale om.
Bønder og borgere blev værnepligtige
Efter reformationen repræsenterede kongens fjender ikke alene fremmede magter, men også 'andre'. Religion og nation smeltede mere eller mindre sammen i dannelsen af en ny 'patriotisk' identitet, som blev fremmet af enevældskonger.
I Danmark slog patriotismen igennem i anden halvdel af 1700-tallet. I lighed med andre europæiske konger var også de danske, både før og efter enevælden, militært og økonomisk afhængige af deres undersåtter, og de appellerede derfor til fædrelandskærlighed eller patriotisme.
Da de ikke længere kunne føre krige med professionelle lejesoldater, var kongerne henvist til deres undersåtter, og bønder og borgere blev nu værnepligtige mod at få rettigheder.
Kongen skulle efterleve sin 'kontrakt' mellem Gud og folk
Processen forvandlede den gamle forestilling om pagten mellem konge og folk: Staten blev afpersonificeret, og kongen blev i stigende grad dens symbol og forsvarer. Så selv om patrioten hævdede sin loyalitet over for kongen, var det i virkeligheden staten, han anså for garantien for sin fysiske og retlige sikkerhed. På den måde blev kongefolket med tiden til et statsfolk.
Det forudsatte dog, at folket kun følte sig forpligtet over for kongen, såfremt han efterlevede visse betingelser: Han skulle efterleve sin 'kontrakt' mellem Gud og folk. Denne ide voksede frem i England i 1600-tallet.
Under konflikten mellem det puritansk dominerede engelske parlament og kongen, der havde sin magt fra Gud, opstod der i begyndelsen af 1640'erne et 'machiavellisk momentum'.
En række tænkere i de puritanske miljøer – med filosoffen John Locke (1632-1704) som den mest betydningsfulde – retfærdiggjorde folkets lydighedsnægtelse over for kongen, dels med henvisning til det antikke princip om folket som magtens kilde, dels med henvisning til den bibelske pagttradition.
Oprørstesen byggede på, at befolkningen udgjorde ét folk, som havde ret til at sætte sig op mod fyrsten, hvis kongen svigtede den rolle, Gud havde pålagt ham som folkets beskytter. Puritanerne mente således, at folket kun kunne være kongetro i betinget omfang. Hvis kongen svigtede folket, ikke mindst i trosanliggender, havde folket ret til at rejse sig mod ham.
The Boston Tea Party forvandlede kolonister til et folk
Puritanernes pagtsbegreb gav næring til sekulære teorier om en social kontrakt mellem hersker og folk. Lockes kontraktteori gik ud på, at der skulle sættes grænser for kongens magt for at sikre borgernes frihed og ejendom. Dermed lagde han grunden til begrebet folkesuverænitet, som blev udfoldet i slutningen af 1700-tallet i Frankrig og USA.
Lockes berømte anden traktat om regeringsmagt (1690) handlede om de grænser, der burde sættes for en monarks brug af magt. Den var reelt et frontalangreb på samtidens enevælde og grundideen om, at monarken styrede sit rige ud fra et guddommeligt mandat.
Det skulle få betydning for folkebegrebet i Amerika og Frankrig. I Amerika gjorde de britiske kolonister i 1773 oprør mod kong George 3., da han ville tvinge dem til at betale skat, men ikke give dem politisk repræsentation. Det opfattede de som tyranni.
Oprøret, der er kendt som The Boston Tea Party, forvandlede kolonisterne til et folk; ikke i etnisk, men i politisk forstand. Det kollektive 'We the People', som indleder den amerikanske forfatning fra 1788, repræsenterede den hidtil mest radikale måde at forstå ideen om folkelig suverænitet.
Europas borgerskab havde været optaget af tanken om det frie folk
Selv om vejen i Frankrig til en ny idé om folket gik via Locke – og den politiske tænker Montesquieu (1689-1755) – kom 'peuple' dog til at antage en anden karakter. Det skyldtes, at det blev brugt i forbindelse med en revolution, der havde social karakter.
Den Franske Revolution blev anført af den såkaldte tredjestand – dvs. borgerskabet – som satte sig op mod kongen og hans alliance med adelen. Borgerne mente, at de udgjorde Frankrigs sande nation – en status, som adel og konge ud over hele Europa i århundreder havde taget patent på. Derfor havde den nationalistiske ideologi en demokratiserende effekt.
Efter revolutionen i 1789 satte det nye, revolutionære styre sig i spidsen for den nye, republikanske nationsopfattelse. Den bredte sig til resten af Europa, hvor borgerskaberne længe havde været optaget af oplysningens tanker om det frie folk.
Men efterhånden som 'frihedskrigene' tog karakter af fransk ekspansion, kølnedes den revolutionære begejstring. I det konservative Storbritannien blev revolutionen mødt med bestyrtelse og mobilisering.
Grundtvig var i sine unge år optaget af den franske oplysning
Også i Tyskland aftog de intellektuelles første tilslutning til de franske oplysningsideer hurtigt. Oplysningsbegejstrede tænkere som Johann Gottfried Herder (1744-1803) og Johann Gottlieb Fichte (1762-1814) vendte sig mod oplysningen.
De hævdede, at en stat kun kunne fungere, hvis den byggede på et kulturelt homogent folk. Derfor opstod der med den tyske romantik en spænding mellem Volk og peuple, som minder om forskellen mellem ethnos og demos i antikken.
I Danmark, hvor vi siden begyndelsen af 1700-tallet havde været under stærk kulturel påvirkning fra det tysktalende område, kom den romantiske ide om folket til at spille en betydelig rolle. Det var især i kraft af N.F.S. Grundtvig (1783-1872). Grundtvig var dog i sine unge år optaget af den franske oplysning, og han overtog, trods sin støtte til enevælden, ideen om det frie folk.
Hans kristne tro og modstand mod tysk dominans af Danmark fik ham desuden til at afvise den tyske nationalisme, som kunne antage ekspansive og anti-demokratiske træk. Selv kaldte han sig patriot. Hans sammensatte tanker kom til at betyde, at det dybe præg, hans forestillinger om det danske folk satte i Danmark, udviklede sig som en blanding af romantiske og oplyste ideer.
Det moderne demokratibegreb hænger sammen med en folkelig bevidsthed
I dag er ideen om folket kommet under pres i globaliserede, multietniske og multireligiøse samfund.
Derfor er der dem, der foreslår, at vi skal genopdage den romerske idé om borgerskabet og kombinere den med den gamle patriotiske tradition. Nogle mener, at en stat kan fungere uden en horisontal solidaritet i befolkningen, dvs. uden en fælles folkelig identitet.
Historien om idéen om folket viser dog, at det moderne demokratibegreb hænger uløseligt sammen med eksistensen af et folk og en folkelig bevidsthed.
