Den grønlandske forsker Arnârak Patricia Bloch er lettet over den tale, Donald Trump holdt forleden ved World Economic Forum i den schweiziske alpeby Davos.
Talen bliver tolket som et signal om, at han trækker sine trusler om at tage Grønland tilbage med magt.
I stedet vil han nu angiveligt sætte sig ned med NATO's generalsekretær for at forhandle om en fredelig Grønland-aftale.
Først grinede de, så tog de det alvorligt
Arnârak Patricia Bloch erkender, at det har været svært at tage den amerikanske præsident alvorligt.
»Det er jo flere år siden, han sagde, at han ville købe Grønland. Dengang grinede vi bare,« siger hun.
Men i den seneste tid er det gået op for hende og hendes familie, at de er nødt til at tage det alvorligt.
Arnârak Patricia Bloch arbejder i øjeblikket på en ph.d. ved Statens Institut for Folkesundhed i Danmark. Hun forsker i selvmordsforebyggelse blandt unge inuitter i Grønland.
I et debatindlæg på Videnskab.dk's norske søstersite, forskning.no, kritiserer hun debatten om Grønland for at handle om strategiske ressourcer frem for om de mennesker, der bor der. Hun skriver, at det i dag er landkort, militærbaser og mineraler, der dominerer diskussionen.
Selv er hun som selvmordsforsker optaget af, at grønlændere bliver forstået og respekteret.
»I Grønland handler forebyggelse af selvmord ikke kun om sundhedsvæsenet, men om tilhørsforhold, relationer og kultur – og om, hvordan vi taler om hinanden og om os selv,« skriver hun.
Ikke almindeligt at eje jord
Meget af debatten om ejerskab af Grønland – herunder Trumps udtalelser om at ville købe eller overtage Grønland – kolliderer med grønlændernes eget syn på at eje land. I Grønland er det ikke almindeligt at eje jord, fortæller Arnârak Patricia Bloch.
»Vi er ganske enkelt for ydmyge som folk til at eje Moder Jord,« forklarer hun.
»Derfor er det mærkeligt, når nogen taler om at overdrage ejerskab.«
I tillæg er det en vigtig del af grønlandsk kultur at være imødekommende og tage godt imod besøgende, fortæller Arnârak Patricia Bloch.
»Gæstfrihed er en stor del af vores kulturarv. Og den blev udnyttet af Danmark, da landet blev koloniseret,« mener hun.
Dengang blev grønlænderne heller ikke spurgt om, hvad de ønskede.
»Nu frygter vi, at det sker igen. At gæstfriheden bliver udnyttet, og at befolkningen ikke får indflydelse på beslutninger, som handler om os.«
Savner, at vi taler om Grønland som samfund
Efter utallige overskrifter i både international, norsk, dansk og grønlandsk presse savner Arnârak Patricia Bloch, at Grønland bliver omtalt som et samfund.
Hun vil læse om bygderne, menneskene, erhvervslivet og hverdagen; om hvordan det grønlandske samfund faktisk er.
»Jeg savner det menneskelige aspekt,« siger hun.
Arnârak Patricia Bloch frygter, at en aftale om Grønland kan blive indgået uden, at befolkningen bliver inddraget.
»Det er jo grønlænderne, der skal leve med konsekvenserne,« siger hun.
Høj selvmordsrate
Arnârak Patricia Blochs forskning beskæftiger sig med et alvorligt samfundsproblem i Grønland. Grønland har nemlig én af de højeste selvmordsrater i verden.
Ifølge Statens Institut for Folkesundhed begår mellem 40 og 60 grønlændere selvmord hvert år. Det svarer til en selvmordsrate på omkring 88 pr. 100.000 indbyggere.
I 2024 var selvmordsraten i Danmark 9,7. Antallet af selvmord er omkring 560 om året (gennemsnittet for perioden 2021-2024 er 558 selvmord ifølge Sundhedsstyrelsen). I Norge er tallet 13, ifølge den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet.
Årsagerne er mange og komplekse, ifølge Arnârak Patricia Bloch.
Hun ved fra sin forskning i selvmord i Grønland, at Danmarks kolonisering og moderniseringen i 1950’erne og 60’erne har bidraget til, at mange har mistet følelsen af tilhørsforhold til deres hjemsted.
»Meget handler om at føle sig fremmed i sit eget land,« siger hun.
Danskerne byggede boligblokke og fabrikker
Da Grønland blev moderniseret, opførte danskerne boligblokke, skoler, børnehaver, kirker og fabrikker. Grønlænderne skulle forlade inuitlivets fiskeri og jagt og i stedet leve som danskerne.
»Ingen boede tidligere fast ét sted i Grønland. Man boede dér, hvor dyrene og maden var. Med kirkerne, skolerne og fabrikkerne skulle man pludselig bo ét sted. Det har været hårdt for mange – især for mændene,« fortæller Arnârak Patricia Bloch.
»I den grønlandske kultur kom manden hjem med mad til familien fra de store bølger på havet. Han var som en konge,« siger hun.
Et helt andet liv på fabrikken
Mange skulle nu være fabriksarbejdere. Selv det at møde til tiden viste sig at være svært.
»Tidligere var det vejret, der bestemte, hvornår mændene tog på havet – ikke uret.«
De blev sagt op, hvis de kom for sent tre dage i træk, og pludselig stod mange uden arbejde.
»Når de hverken følte tilhørsforhold eller oplevede at være til nytte, mistede mange meningen med livet,« siger Arnârak Patricia Bloch.
For mange endte det i alkoholmisbrug.
Hvad hjælper?
I sin forskning har hun set på både individuelle og kollektive traumer.
»Jeg forsøger at belyse, hvordan livet ændrede sig under kolonialiseringen, og hvordan de historiske traumer fortsat påvirker generationer i Grønland,« siger hun.
Arnârak Patricia Bloch har tidligere arbejdet med kurser i selvmordsforebyggelse og interviewet mere end 1.000 fagpersoner.
Nu vil hun også undersøge, hvad der kendetegner dem, som kommer igennem det – altså dem, der overlever selvmordsforsøg.
»Hvad var det, der hjalp dem?« spørger hun.
»Vi ved meget om statistikken og risikofaktorerne. Men der har været meget lidt forskning i beskyttende faktorer, altså det, der gør, at mennesker kommer videre.«
Inuitternes fortællinger
Nu vil hun indsamle fortællinger om, hvordan grønlændere formår at komme videre i livet efter selvmordsforsøg.
»Så kan vi bringe disse fortællinger tilbage til dem, som ikke længere ønsker at leve,« siger Arnârak Patricia Bloch.
Fortællingerne kan hjælpe mennesker med at genfinde håbet og opbygge livet igen, mener hun.
Dataindsamlingen er allerede gennemført, og nu går hun i gang med at analysere materialet.
Arnârak Patricia Bloch har blandt andet opdaget, at mange af fortællingerne kredser om naturen.
Naturen er enormt vigtig. Det at kunne se langt, indånde frisk luft og mærke vinden i ansigtet gør noget ved mennesker,« slutter hun.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
