Hver dag arbejdes der intensivt for at fremme børns sundhed og trivsel i Grønland, men hvordan kan forskningen bedst bidrage til dette arbejde?
Det vil vi finde svar på i et nyt forskningsprojekt, hvor et stærkt samarbejde med sundhedsplejersker og jordemødre skal bidrage til de fælles mål om at fremme sundhed og trivsel for børn i Grønland.
Tidligere har brugen af registerdata til forskning i børns sundhed været begrænset, men nye initiativer har gjort det muligt at samle data på tværs af sektorer som for eksempel sundhedsvæsen og politi.
Vi vil for eksempel undersøge, hvordan tidlige oplevelser påvirker børn og unges liv – både nu og i fremtiden, hvad der ligger bag unges mistrivsel og ikke mindst, hvad der kendetegner de mange børn, der trives.
Hvad ved vi om børns sundhed og trivsel i Grønland?
I Grønland bor der 13.500 børn under 18 år fordelt på et kæmpe areal på mere end to millioner kvadratkilometer – 40 gange så stort som Danmark.
Som jordemødre og sundhedsplejersker er vi i tæt kontakt med familierne, og vi ser, hvad de kæmper med. Desværre gælder det blandt andet misbrug, økonomiske problemer eller traumer fra deres egen barndom.
Ifølge Befolkningsundersøgelsen har cirka en tredjedel af de 15-34-årige oplevet problemer med alkohol og vold i deres eget barndomshjem. Samtidig viste undersøgelsen, at 4 ud af 10 børnefamilier har et muligt alkoholproblem.
Det betyder, at nogle børn havner i sårbare situationer, hvor der er behov for mere hjælp tidligt i barndommen. Ofte kan vi forudse, at børnene senere vil få problemer i skolen – for eksempel med adfærdsvanskeligheder.
Når vi møder dem igen i skolesystemet, bliver vi bekræftet i, hvordan udfordringerne har udviklet sig, på trods af at vi har gjort, hvad vi kunne, med de midler, vi har til rådighed.
Der er en stor vilje til at gøre en forskel. Vi ser små, men vigtige skridt i den rigtige retning, hvor der er mere fokus på forebyggelse og en tidlig indsats. Men det er stadig svært som praktiker at få den nødvendige opbakning og ressourcer til at sætte ind, før problemerne vokser sig store.
Problemet er, at vores erfaringer ofte forbliver netop det – erfaringer. Længe har vi manglet de nødvendige data for at kunne underbygge det, vi observerer til daglig.
Selvom data om børns sundhed og trivsel allerede indsamles, er det aldrig blevet anvendt til at skabe retning for forebyggelsen. Men det er ved at ændre sig.
Hvad siger forskningen?
Når vi kigger på den eksisterende forskning og data på området for børns sundhed og trivsel i Grønland, er der betydelige huller.
Vi ved en del om infektionssygdomme som tuberkulose og mellemørebetændelse, hvor undersøgelser har vist at 1 ud af 10 børn i Grønland har kroniske mellemøreproblemer på grund af mellemørebetændelse. Det er mere end 10 gange flere end børn i Danmark.
Ligeledes er der begyndt at komme flere studier om børns vægt, syn, astma og allergi, der giver nye indsigter i børns sundhed og trivsel. Mental sundhed – især faktorer der både medfører risiko og forebygger selvmord blandt de unge – er også et voksende forskningsfelt.
I øvrigt er der lavet en del forskning i betydningen af vilkårene i opvæksten for senere trivsel, hvor særligt alkoholproblemer i hjemmet, vold og seksuelle overgreb i barndommen sætter sine tydelige aftryk.
Den nationale Skolebørnsundersøgelse er den væsentligste kilde, vi har om børns sundhed, men den inkluderer kun børn mellem 11 og 17 år. Mindre kohorteundersøgelser findes, men de inkluderer sjældent de mindste børn og er kun baseret på udvalgte geografiske områder i Grønland.
Manglende viden om de mindste børn
Manglen på viden om de yngste børns sundhed og trivsel mærkes i praksis. Fagfolk, der arbejder med børn og familier til dagligt i Grønland, efterlyser bedre værktøjer til at dokumentere forholdene, som kan guide den forebyggende indsats.
I andre lande har lignende udfordringer ført til etableringen af store databaser, der danner grundlag for vigtig forskning.
I Danmark har databasen for Børns Sundhed omsat praktikeres erfaringer og data til konkret viden, der muliggør en målrettet kommunal indsats mod social ulighed.
Samtidig har projektet DANLIFE bidraget til en dybere forståelse af sammenhængen mellem sundhed og sociale forhold.
I Norge har studier som SamBa og Arctic Childhood Study givet indsigt i den tidlige udvikling i barndommen.
Hvis vi på samme måde kan samle og anvende data om børns sundhed i Grønland, kan vi skabe et solidt vidensgrundlag, der styrker både børn og familier. Og det er netop, hvad vi forsøger at gøre i vores nye forskningsprojekt Meeqqat Peqqissut (Sunde Børn).
Fra forskning til praksis
I projektet indsamler vi eksisterende data, som stammer fra sundhedsvæsenet, kommunerne, politiet samt oplysninger om forældres livsvilkår (såsom indkomst, beskæftigelse og boligforhold).
Projektet indsamler og analyserer data via Grønlands Statistik, hvor alle oplysninger behandles med øje for at beskytte individernes privatliv.
Dette gør det muligt at følge et barn fra graviditeten og fødslen, derefter via sundhedsplejen og kommunale tjenester og videre gennem skole- og uddannelsessystemet.
For ældre børn og unge, der kommer i kontakt med politiet, kan disse data også give indblik i deres livsbane.
En vigtig dimension af projektet er muligheden for at analysere forældres forhold, herunder deres beskæftigelse, uddannelse og eventuelle problemer relateret til kriminalitet.
Dette giver et bredere perspektiv på børns opvækst i hjem med udfordringer som vold eller misbrug og muligheden for at vurdere, hvilken indvirkning det har på deres udvikling og trivsel fremadrettet.
Målet med forskningsprojektet Meeqqat Peqqissut er klart: At følge alle børn fra fødsel til voksenliv og skabe et datagrundlag, der kan hjælpe med at forstå og forbedre deres livsvilkår.
Projektet giver dermed mulighed for at identificere risikogrupper og vurdere, om de igangværende indsatser rent faktisk gør en forskel.
\ Sammen om det gode børneliv
I Grønland arbejdes der på mange fronter for at fremme børns og unges sundhed. Under folkesundhedsprogrammet Inuuneritta III, der har titlen »Sammen om det gode børneliv«, gennemføres en række vigtige initiativer:
- Selvmordsforebyggelse (Qamani) og uddannelse af instruktører i selvmordsforebyggelse
- Forebyggelse af mobning (Kammagiitta)
- Tidlig indsats til støtte for udsatte børn og familier
- MANU (Forældreforberedelse)
- TOPI (Tidlig opsporing og indsats)
- Projekter om seksuel sundhed
- Ataatsimoorluta Aalasa (Bevægelse i fællesskab)
- Killiliisa (Lad os sammen sætte grænser)
Og mange flere initiativer, der sigter mod at styrke børns trivsel og sundhed i Grønland.
Støtte til eksisterende indsatser
Der gøres allerede meget for at forbedre børns levevilkår i Grønland, både hvad angår deres sundhed, trivsel og forebyggelse af selvmord.
Myndighederne arbejder aktivt med børn og familier, og der er etableret flere programmer og støttetjenester, der sigter mod at hjælpe børn og familier, som har brug for det.
Vores forskningsprojekt Meeqqat Peqqissut skal ses som et muligt datagrundlag for alle igangværende indsatser målrettet børn. Samtidig giver projektet os mulighed for at undersøge flere nuancerede spørgsmål som:
- Hvordan påvirker børns opvækst deres fremtidige sundhed?
- Hvordan kan vi skabe bedre rammer for alle børn, uanset hvor i Grønland de vokser op?
- Og hvordan kan forskning og praksis sammen målrette forebyggende indsatser for at hjælpe de børn og familier, der kæmper?
Forhåbentlig kan vi i løbet af de næste 4 år give konkrete svar på netop de spørgsmål og komme med et solidt grundlag for politiske beslutninger og strategier, der kan få en direkte indvirkning på børns sundhed.
\ Kilder
'Mental sundhed og helbred blandt 15-34-årige i Grønland' (2021)
'Skolebørnsundersøgelsen i Grønland 2022'

































