»Billedkunst skal ses, opleves, sanses - den beskrives kun dårligt af ord,« har den store grønlandske kunsthistoriker Bodil Kaalund sagt.
Meget muligt, men bliver der ikke hele tiden sat ord på kunsten - i form af titler, omtaler, tolkninger med videre? Og hvad betyder det for kunsten og kunstnerne - ikke mindst hvis ord forpligter?
Drevet af spørgsmålene har ph.d. i eskimologi ved Københavns Universitet, Jørgen Trondhjem, frekventeret det grønlandske kunstmiljø for at kaste lys over kunstnernes identitet og selvforståelse i lyset af, at de netop som oftest omtales som 'grønlandske'.
Først grønlændere dernæst kunstnere
»Igennem de seneste 15 år har jeg ofte oplevet især de yngre kunstnere give udtryk for frustration over, at deres værker altid vurderes i lyset af deres grønlandske identitet. At omverdenen sædvanligvis betragter kunstnerne som grønlændere først og kunstnere så. Samtidig har jeg selv været af den opfattelse, at mange værker faktisk rummer elementer, der knytter kunstneren til Grønland, og at værkerne ofte formidler ideen om det traditionelt grønlandske. Jeg var derfor nysgerrig efter at undersøge, om det faktisk forholder sig sådan,« fortæller Jørgen Trondhjem i Nuuk.
»Spørgsmålet man møder overalt er: hvor meget skal det grønlandske fylde? Der er jo nogle forventninger til, at det skal fylde så og så meget. Tag et eksempel som billedkunstneren Miki Jacobsen, der bruger hundeslæde, landskaber, kamikker, men på en meget utraditionel og grænsebrydende måde. Man kan sige, at han specifikt problematiserer spørgsmålet i sin kunst,« siger Jørgen Trondhjem videre.
Kunstner eller grønlænder
Tidligere i år forsvarede han en afhandling, der især tager pulsen på de seneste halvandet årtis udvikling i den grønlandske billedkunst.
En periode, hvor der i stigende grad eksperimenteres med motiv og udtryk, og hvor kunstnerne er draget udenlands for at blive uddannet. Den grønlandske billedkunst kan således ikke knyttes geografisk til Grønland, idet en stor del af kunstnerskaren bor og udstiller i Danmark eller andre steder.
»Overordnet kan man sige, at billedkunsten stadig i høj grad bruges til at formidle 'det grønlandske'. Det sker gennem brug af tydelige grønlandske elementer, det være sig motiver, materialer eller titler, udstillingskataloger og pr-materiale,« fortsætter Jørgen Trondhjem.
I dag udgøres den grønlandske kunstscene af både gamle, veletablerede navne som Aka Høegh og Anne-Birthe Hove og nye, fremstormende navne som Miki Jacobsen, Julie Edel Hardenberg og Inuk Silis Høegh.
Mange af de 'nye' kunstnere har base i Danmark, fordi de har taget uddannelse eller er opvokset her. Og i modsætning til tidligere, hvor diskussionerne mest gik på, hvordan man kunne undgå at blive sat i bås, sættes alt fra kunstens økonomiske vilkår til den grønlandske kunstneridentitet til debat.
»Man fornemmer helt klart, at kunsten nu ikke længere forventes nødvendigvis at skulle repræsentere det grønlandske udadtil, men at den i lige så høj grad skal bruges til at skabe en grønlandsk bevidsthed indadtil. Man kan også se en vilje til at forsøge at ændre vilkårene. Offerrollen er en saga blot.«
Billedkunsten er ny
For at forstå den grønlandske kunstinstitution anno 2008 må man nødvendigvis kaste et blik tilbage i tiden. Om end ikke et langt ét, da billedkunsten først opstod i Grønland i midten af 1800-tallet.
Man fornemmer helt klart, at kunsten nu ikke længere forventes nødvendigvis at skulle repræsentere det grønlandske udadtil, men at den i lige så høj grad skal bruges til at skabe en grønlandsk bevidsthed indadtil. Man kan også se en vilje til at forsøge at ændre vilkårene. Offerrollen er en saga blot
Ph.d. Jørgen Trondhjem
»Billedkunsten kom jo først til Grønland, da nogen bad andre om at skabe den. Vi har ikke billeder, som vi kender fra eksempelvis indianere, hvor myterne er fortalt gennem billeder. Man har ridset lidt i ben, og vi har jo figurer fra Dorset-kulturen. Selvom de har æstetisk værdi og måske har haft en amuletfunktion, er de ikke lavet for deres æstetiske værdi alene og er som sådan ikke kunstværker,« siger Jørgen Trondhjem.
Der kendes til enkelte billeder af navngivne grønlændere fra før 1850'erne, eksempelvis nogle oliemalerier af Mathias Ferslev Dalager (1769-1843). Nævnes kan også Lars Møller 1842-1926, der i midten af 1850erne blev oplært i bogtrykkeri og litografi i både Godthåb og Danmark.
Som sådan var han involveret i flere af de første billedbogudgivelser i Grønland, foruden at hans mange litografier, bragt i avisen Atuagagdliutit fra 1861 og fremefter, fik stor betydning for billedsprogets udbredelse.
Kunstneridentitet slår igennem
Først i 1800-tallets sidste halvdel havde enkelte fået titel af kunstner, eksempelvis Aron, der af Hinrich Rink blev udnævnt til national kunstner. Vi skal dog helt frem til første halvdel af 1900-tallet, før nogen begyndte at kalde sig selv kunstnere i Grønland. Blandt andre Peter Rosing, præsten, der hellere ville være kunstner, tog titlen til sig. Men det er først i slutningen af 1950'erne, at kunstneridentiteten virkelig slår igennem.
»Indtil 1950erne var det særligt de ikke-grønlandske grønlandsmalere, der dominerede billedet udadtil, men der begynder så småt at komme oliemalerier og akvareller fra især grønlandske præster eller kateketer med kunstneriske ambitioner. Fra 1953, hvor Grønland ikke længere er en dansk koloni, og fremefter optages flere og flere grønlændere på kunstuddannelser, og de begynder nu at erklære sig som kunstnere. Nye stilarter, materialer og motiver dukker op, men også på udstillingsfronten sker der noget. Større udstillinger - af grønlandsk kunst i Danmark og af dansk kunst i Grønland - ser dagens lys,« siger Jørgen Trondhjem.
Frem med det almene
Det er altså på dette tidspunkt, i 1960erne, at kunst kommer ind som et begreb. At man bliver bevidst om billedkunsten som skabt i en vekselvirkning mellem det lokale Grønland og den globale verden.
I dag kan man ifølge Jørgen Trondhjem spore næsten lige så stor variation i de grønlandske kunstneres værker som i eksempelvis de danske. Dog med det lille forbehold, at der trods alt er en større motivisk binding til Grønland i form af både kultur og natur.
Jørgen Trondhjem ser dog en tendens til, at de grønlandske kunstnere forsøger at flytte fokus fra natur og kultur til det mere almenmenneskelige.
»Hvis man ser på Julie Edel Hardenbergs spændetrøje Rigsfællesskabspause, lavet af et grønlandsk og et dansk flag, kan den opfattes som en kritisk kommentar til det evige fokus på grønlændernes natur- og traditionsbundethed: grønlænderne er jo så uendeligt meget andet end et oprindeligt folk i en storslået natur.«
»I forbindelse med udstillingen 'Den røde snescooter', der blev vist på Nordatlantens Brygge i 2005, sagde hun da også, at det for hende ikke var afgørende, hvilke flag spændetrøjen bestod af, men at det vigtige var identitetstemaet. Men hvis værket først og fremmest betragtes som en kommentar til den dansk-grønlandske identitet og den kolonialistiske fortid, er det netop et eksempel på, at det nye, almenmenneskelige rum, som kunstneren prøver at fokusere på, stadig ikke let lader sig åbne.«
Artiklen er lavet i samarbejde med Dansk Polarcenter og har været bragt i magasinet Polarfronten
