Tosprogethed i renæssancen

Det er ganske vist: vort modersmål taber terræn til engelsk i disse år. I akademia, blandt teenagere på nettet, i erhvervslivet, ja i de fleste miljøer, der har global rækkevidde, og hvilke har ikke det nu om stunder?

Det er også velkendt, at udviklingen fremkalder bekymrede miner hos de dansksindede sprogrøgtere, mens internationalister snarere er tilbøjelige til at besynge de nye toner. At der imidlertid langt fra er tale om en ny problemstilling, kan man forvisse sig om ved at kigge nogle århundreder tilbage i tiden.

I det 16.-18. århundrede kæmpede flere sprog indbyrdes om herredømmet i kongeriget. Menigmand talte overvejende dansk, der dog lå i skarp konkurrence med tysk, som dominerede i Hertugdømmerne i syd. Blandt eliten - på universitetet, blandt præster, læger og så videre - var det imidlertid latin, der var det dominerende sprog.

Men hvordan brugte folk sprogene? Skiftede de imellem dem, og i så fald efter hvilke mønstre? Og hvilken indflydelse havde tysk og især latin på dannelsen af nye danske ord?

Igennem tre år har seniorredaktørerne Peter Zeeberg og Jonathan Adams fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab gransket datidens sprogforhold i forbindelse med forskningsprojektet

Renæssancens sprog i Danmark

- et projekt, der ikke bare har resulteret i ny viden om sprogbrug og orddannelse i årene 1500-1700, men som tilmed har kastet hjemmesiden renæssancesprog.dk af sig.

En hjemmeside, der retter sig mod alle, som arbejder med dansk og latin, og som indeholder en dansk-latinsk ordbogs- og tekstdatabase, hvor man kan søge og finde ord i et stort udvalg af danske og latinske tekster.

»Sprogsituationen dengang mindede meget om det, vi ser i Danmark i dag. Som dengang har man et akademisk elitesprog, som er et andet end det, befolkningen taler - med de skel i samfundet det medfører. Begge perioder bærer altså præg af at være flersprogede, og det får selvfølgelig betydning for, hvordan både skrift- og talesproget udvikler sig,« siger Peter Zeeberg.

Latin dominerende blandt de lærde

Mens frygten i dag går på, at dansk helt distanceres af engelsk inden for væsentlige områder som eksempelvis forskning og uddannelse, var der dengang ingen diskussion om latins position.

»På dette tidspunkt har dansk slet ikke fået den status, det har i dag, om end statsapparatet da udfærdigede love og breve på dansk. I Danmark som i resten af verden var det akademiske miljø tosproget, og både lærere og studerende havde latin som en slags andet modersmål. Latin dominerede som skriftsprog i videnskabelige og litterære publikationer, og som talesprog anvendtes både dansk og latin, alt efter samtalepartnere, emne, sted med videre. Det betød, at eksempelvis de lærde havde meget svært ved at udtrykke sig om deres fag på andet end latin. Hvis to danske præster skrev til hinanden, skete det eksempelvis på latin, selvom de sagtens kunne formulere sig på dansk,« lyder det videre fra Peter Zeeberg, der dog understreger, at det ikke gjaldt tidens kvinder:

»Kvinder lærte jo ikke latin, selvom de tilhørte eliten. Det var mændenes sprog, og de kvinder, der faktisk lærte latin, kan tælles på én hånd.

Der findes bunker af skriftlige kilder skrevet på dansk og latin eller begge dele, som afslører ikke så lidt om relationen mellem de to sprog i perioden. Mens Jonathan Adams især har haft kig på latins indflydelse på nye orddannelser i ældre nydansk, har Peter Zeeberg undersøgt latinsk-dansk tosprogethed blandt danske akademikere i det 16. og 17. århundrede. Peter Zeeberg fortæller:

»Vi har især forsøgt at kortlægge, hvordan sprogene er blevet blandet. Vi kalder det kodeskift, eller

code switching

, når folk i både tale og skrift skifter mellem to eller flere sprog. Det ville jo være interessant at finde ud af, om folk dengang opførte sig, som tosprogede gør i dag, nemlig blander sprogene, når der ikke er et formelt krav om, at man skal benytte ét sprog.«

Godt nok er autentisk talesprog ikke bevaret, men der findes et væld af tekster i et uformelt latin og dansk, som refererer talesprogssituationer og har spontan karakter. Og som ifølge Peter Zeeberg til en vis grad kan løfte sløret for akademikeres faktiske sprogbrug i dagligdagen:

»Vi har et omfattende kildemateriale i form af især mødereferater fra Københavns Universitets konsistorium, de såkaldte Acta Consistorii. Referaterne er for en stor dels vedkommende affattet i et såkaldt makaronisk sprog, der veksler mellem dansk og latin og dermed viser, at man ikke var tilbageholdende med at blande sprogene.«

Følger måden man blandede på en bestemt logik, et fastlagt mønster?

»Nej, ikke præcist. Men især emneskift kan udløse et sprogskift, og så er der en tendens til, at jo mere akademisk et emne var, jo hyppigere blev latin brugt. Der er tilmed noget i mødereferaterne, der tyder på, at autoriteterne nogle gange udtrykte sig på latin i sager, hvor eksempelvis en studerende havde gjort sig ud til bens, for at dukke den studerende. Også faste vendinger, eksempelvis nolens volens, der betyder hvad enten man vil det eller ej, udløser ofte sprogskift. Interessant er det i hvert fald, at det ligner den måde, man kodeskifter på i dag«.

Hvornår holder man op med at switche?

»Det er svært at sige noget præcist om. Kodeskift ser ud til at forekomme mest i 1500- og 1600-tallet. Når vi når frem til slutningen af 1600-tallet, er alle protokollerne på dansk, og de blandede tekster bliver sværere at finde. Men mon ikke man fortsat skiftevis har talt dansk og latin?«

Behov for nye ord

Men ét er sprogbrugen, noget andet er dannelse af nye ord.

Jonathan Adams forklarer:

»Der kom jo en masse nye begreber og ideer i renæssancen, som skulle indarbejdes i det danske sprog, og jeg har især kigget på, hvordan latin har øvet indflydelse på det. Det er ikke altid helt let at gennemskue, om et ord er skabt fra latin eller fra tysk. Eksempelvis kommer ordet samvittighed direkte fra samwitticheid på nedertysk, der igen er et såkaldt oversættelseslån fra det latinske conscientia. Der findes i det hele taget masser af den slags oversættelseslån fra latin, eksempelvis bliver det latinske concivis til medborger, det vil sige, at con her oversættes til med. Men som vi så med conscientia, kan con også blive til sam.«

Der var et stort behov i tiden for at opfinde nye ord, som kunne dække såvel de mere flygtige ideer og filosofier, der blomstrede i Europa, som de nye varer og produkter, som kom udefra.

Proponerede Magnificus [Rektor] om Peder Gallt, som uar relægerit, oc hans tiid var ude. Quid faciendum? Responsum: commendet se præceptori suo privato. [Hvad skal der ske? Svar: Han må henvende sig til sin privatlærer.] Om hand motte admitteris tiill kosten, son var dett meste. Responsum: [Svar:] Saa maa hand skicke sig.

Københavns Universitet, Konsistoriums protokol, 3. oktober 1604

»Vi har eksempler på ord, der er oversat direkte fra latin, eksempelvis er planten fumus terræ, som betyder 'røg fra jord', blevet til jordrøg, og geranium, som betyder 'en lille trane', blevet til storkenæb. Hvad angår ord for materielle ting, kom inspirationen dog især fra Tyskland, hvilket nok har at gøre med, at varer kom til Danmark herfra. Et ord som pastinak, der egentlig er latin, har vi således formentlig fået fra tysk. Andre planter, krydderier og urter med oprindelig latinske navne er også kommet til det danske sprog gennem det tyske, for eksempel: rosiner, kastanjer, kamille, rosmarin og kapers«, siger Jonathan Adams og fortsætter:

»Men der var jo ingen retskrivningsordbog på den tid, og der var ikke noget sprognævn, som fastsatte regler for sproget. Så det var småt med retningslinjer, når vi lige ser bort fra latin. Jeg tror, at man havde et meget pragmatisk forhold til sproget og sprogbrugen. Ville man købe varer fra en købmand lige ankommet fra Lübeck, måtte man tale tysk. Ville man skrive en afhandling, måtte man gøre det på latin.«

Som romerrigets sprog havde latin været det internationale sprog lige siden oldtiden. Allerede i den danske vikingetid blev folk uddannet i latin, som hurtigt blev forskningssproget. I 1200-tallet begyndte man imidlertid at skrive blandt andet love på dansk, men forudsætningen var stadig, at man først havde lært sig at skrive latin.

Dansk som folkesprog

Gennembruddet for dansk som folkesprog kom med Reformationen. Nu skulle dansk være kirkens sprog, og salmer, bønner og bibel skulle være forståelige for hvermand.

Denne forandring gennemførtes oppefra som et akademisk projekt, og i løbet af 1600-tallet begyndte man for alvor at tale om vigtigheden af også at skrive et godt dansk.

»Der voksede et ønske frem om, at dansk skulle være et ordentligt kultursprog, et skriftsprog. Men diskussionerne og modstanden mod dansk kom først i 1700-tallet, hvor det for alvor begyndte at tage domæner fra latin. Før den tid var der ikke grund til at skændes, så at sige. Det var først, da man ville til at undervise på dansk på universiteterne, og eksempelvis bønder og gartnere krævede indsigt i, hvad der her blev skabt af viden, at kampene kom. Det minder noget om situationen i dag, hvor kravet om formidling på dansk får mange til at stejle,« siger Peter Zeeberg.

Men i dag forstår flere vel engelsk, sammenlignet med latin dengang?

»Ja, tiden og samfundet var selvfølgelig anderledes. Dengang var der jo en meget mindre offentlighed, og den, der var, forventede ikke at blive indviet i, hvad der foregik i den akademiske verden. Det er naturligvis den store forskel på dengang og nu,« slutter Peter Zeeberg.

Lavet i samarbejde med Magasinet Humaniora