Dansk, men ikke for dansk

En verden til forskel - og så alligevel ikke.

For var der én ting, som de fattige i København og den menige grønlænder i Danmarks nordlige koloni havde til fælles i 1800-tallet, var det at være genstand for borgerskabets væmmelse og bekymrede miner.

Modsat rigets bedsteborgere levede de kummerligt og var forarmede.

De stank, var udisciplinerede og dovne.

Og da de ikke var i stand til at bringe sig selv ud af den håbløse livssituation, måtte de hjælpes på vej til en højere levefod.

Nyt bud på dansk-grønlandsk kolonihistorie

Metoden var kort og godt hjælp til selvhjælp gennem filantropiske initiativer, i København primært sat i værk af private borgere og i Grønland af det koloniale embedsværk.

Sådan lyder i hovedtræk udgangspunktet for Søren Ruds nyligt forsvarede ph.d.-afhandling: 'Subjektiveringsprocesser i metropol og koloni. København og Grønland i 1800-tallet'. Heri forsøger historikeren fra Københavns Universitet at give et nyt bud på, hvordan man kan anskue den dansk-grønlandske kolonihistorie.

Tidligere har historieskrivningen fokuseret på særligt vigtige personer i administrationen, hvilket har givet den en høj grad af biografisk karakter. I 1960'erne indledtes en mere indigneret historieskrivning, der ville vise kolonimagtens overgreb i Grønland. Alt sammen med fokus på Grønland som et lukket rum.

Koloni og metropol

Men nu udvides blikket, og borgerskabets kultur i metropolen København tages med i betragtning.

For den prægede den koloniale elites måde at håndtere grønlændernes liv på, argumenterer Søren Rud.

Og dermed fik den betydning for, hvordan grønlændernes livsvilkår blev under den danske kolonimagt og i tiden derefter.

»I stedet for traditionen tro at fokusere på Grønland som et særskilt rum, har jeg set på fællestræk mellem kolonien og metropolen.«

»Nærmere bestemt på, hvordan det danske borgerskab generelt forholdt sig til og handlede over for de mennesker, som de betragtede som deres modsætninger, nemlig de fattigste arbejdere i København og den oprindelige befolkning i Grønland.«

Velgørende foreninger og medborgerskabsinitiativer

»Både i metropolen og kolonien forsøgte borgerskabet at højne de lavere klassers levestandard gennem forskellige initiativer. Og begge steder var tanken at indpode befolkningerne borgerlige værdier som renlighed, flid og dygtighed og ad den vej lede dem til at lede sig selv ud af fattigdommen,« siger Søren Rud.

I København gik borgerskabet til værks ved at stifte velgørende foreninger, hvilket var helt i tråd med tidens liberale måde at håndtere fattigdom på.

I kolonien Grønland var det primært embedsapparatets missionærer, læger, inspektører og kolonibestyrere, der gennem etableringen af forskellige medborgerskabsinitiativer drev grønlænderne til flid og stræbsomhed. Det skete blandt andet gennem oprettelsen af Forstanderskaberne.

Værdigt og uværdigt trængende

»Forstanderskaberne var indrettet med lokale råd, hvor kun de dygtigste fangere blev optaget,« siger Søren Rud og tilføjer:

»Det kunne godt betale sig at stræbe efter at blive valgt, for det gav en vis politisk indflydelse og nogle økonomiske fordele.«

»Hermed skabte koloniledelsen helt bevidst en elite og en masse, som havde til formål at fremme konkurrence og positionering blandt grønlænderne.«

»En sådan differentiering tydeliggjorde, hvem der var på vej frem, og når det gjaldt uddeling af fattighjælp, som Forstanderskaberne også stod for, blev der som i København skelnet mellem værdigt og uværdigt trængende.«

At blive ved sin læst

Nu skal man imidlertid ikke tro, at borgerskabet var ude på at eliminere klasseskellene. Snarere tværtom:

»Selvom det københavnske borgerskab udspredte borgerlige værdier blandt de fattige, var det efter min mening aldrig hensigten, at de med tiden skulle inkluderes i borgerskabet. Ærindet har snarere været at håndtere den farlige og besværlige tilstedeværelse af store, ukontrollerede grupper i storbyen,« lyder det fra Søren Rud.

Og i Grønland var det for koloniledelsen alt om at gøre at holde grønlænderne ved fangsten og det traditionelle liv - i bogstavelig forstand.

Dansk, men ikke for dansk, lød kravet her.

Danskerlivets fristelser

Som det hedder i Instruksen af 1782, Grønlands første egentlige lov:

»Indbyggerne maae under høieste Straf ikke gives fulde med Øl og stærk Drik.«

»De maae heller ikke forvænnes ved Kaffe, Thee og andre Europæiske Sager, da saadant allene skader Sundheden, forderver deres Levemaade og giver dem lyst til at hænge i Europæernes Huse.«

I forbindelse med, at man begyndte at sende grønlandske studerende til det nyoprettede 'Grønlænderhjemmet' i Danmark, forholdt også Direktoratet for den Kongelige Grønlandske Handel sig til risikoen for, at grønlænderne kunne falde for danskerlivets fristelser.

»Grønlænderne skulle under Opholdet paa Anstalten søge at lære saa meget af dansk Sprog og dansk Skik, som kan give dem den for deres tilkommende Stilling fornødne Anseelse ligeoverfor deres Landsmænd og tillige gjøre dem skikkede til at repræsentere disse paa passende Maade ligeover for Fremmede. De skulle derhos ikke forvænnes mere med Hensyn til Levemaaden, end at de vedblive at være Grønlændere, hvad Fordringer til Livet angaar.«

Mindre mobilitet i Grønland

Det gjaldt altså om at indrette forholdene sådan, at de enkelte individer begyndte at efterstræbe det, som borgerskabet ønskede.

Men især grønlænderne mødte en mur, hvis de ville gå længere i deres bestræbelser på at blive moderne, end kolonimyndighederne anså for godt.

Det skyldes ikke mindst, at det i løbet af 1800-tallet blev stadig vigtigere at sikre en klasseforskel mellem koloniseret og kolonisator.

»Tiden var præget af, hvad jeg kalder oprindelighedspolitik. Grønlænderen var og blev grønlænder, der skulle leve af fangst, være bofast om vinteren og nomadiserende om sommeren. Samtidig ville det koste økonomisk for den Kongelige Grønlandske Handel, hvis de ikke længere var i stand til at fange sæler og leve på traditionel vis.«

»Det betød alt sammen, at det var sværere for grønlænderen at træde ud af sin 'grønlandskhed' end for den fattige københavner at undslippe den ringe sociale position i storbyen, siger Søren Rud og uddyber:

»Når de øvre klasser i både metropol og koloni ydede de lavere klasser hjælp til selvhjælp, gjorde de det primært for deres egen skyld. Borgerskabet havde brug for grupper, som de kunne identificere sig i modsætning til.«

»Indsatsen over for de fattige og grønlænderne handlede i virkeligheden om at cementere borgerskabets legitimitet og sikre, at forskellige grupper havde forskellige funktioner i samfundet.«

»Det ændrer dog ikke ved, at der også var tydelige forskelle i håndteringen af og synet på metropol og koloni, herunder at der i kraft af ideën om grønlandsk oprindelighed var en meget mere håndfast barriere imod social mobilitet end tilfældet var i København.«

(18.1.2011: Foto af canadiske inuitter udskiftet med gadebillede fra Grønland, red.)

Lavet i samarbejde med magasinet Polarfronten.