Er nogle børn født til ballade?

Fordommene siger det.

Videnskabelige undersøgelser peger i samme retning:

Etniske minoritetselever klarer sig dårligere end elever med etnisk dansk baggrund i den danske folkeskole.

Forklaringer har der været rigelige af:

- Børn med flygtninge- og indvandrerbaggrund har for ringe danskkundskaber, når de starter i skolen, har det lydt.

- De oplever en kulturkløft mellem skolen og hjemmet, der heller ikke kan støtte børnene fagligt.

- Og så er der drengene, der er et helt særligt kapitel på grund af deres manglende respekt for både lærere og skolens værdier og regler.

De umulige børn og det ordentlige menneske

Men er det nu så enkelt? Laura Gilliam, der er adjunkt ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, har et bud på en anden forklaring.

I forbindelse med sit ph.d.-projekt har hun lavet feltarbejde i en folkeskoleklasse på en middelstor københavnsk folkeskole, hvor 40 procent af eleverne har etnisk minoritetsbaggrund. Her har hun fulgt lærere og elever i en A-klasse igennem to perioder - på 4. og 6. klassetrin (herefter kaldet 4.a/6.a).

Ud af det er der kommet bogen 'De umulige børn og det ordentlige menneske. Identitet, ballade og muslimske fællesskaber blandt etniske minoritetsbørn'.

LÆS OGSÅ: Den dårlige effekt af indvandrerklasser er 'forsvindende lille'

Skolen skaber ideal

I forordet til bogen lyder det som følger:

»Igennem en analyse af skoleinstitutionen, af læreres praksis og forståelser og af børns erfaringer, strategier og relationer til hinanden og til lærere i skolen, vil denne bog vise, at man ikke blot kan placere skylden hos enten forældrene, børnene eller lærerne.«

»Selvom børn kommer til skolen formet af deres tidligere erfaringer og sociale positioner i samfundet, må man også se på de sociale processer i skolen og se, at skolens 'umulige børn' og dens ideal om 'det ordentlige menneske' får bestemte køn, etniske og religiøse identiteter i et komplekst samspil mellem børn og lærere, der er irammesat af skoleinstitutionen og dens institutionelle logikker.«

Dagligdag bekræfter opfattelse

Sagt anderledes: Det er ikke blot forældrenes kultur og værdier eller lærernes fordomme, der alene bidrager til at forme elevernes identitet som enten 'ordentlige' eller 'umulige', 'rigtige' eller 'forkerte'.

Den sammenhæng, som eleverne dagligt er en del af i skolen, bekræfter i høj grad elevernes forståelse af at tilhøre enten den ene gruppe af dygtige etniske danske elever, som 'lærerne godt kan lide', eller den anden gruppe af udygtige etniske minoritetsbørn, som 'lærerne ikke kan lide'.

Og det kan i yderste konsekvens give et forskelligt udbytte af skolegangen.

Dem, de andre ikke må lege med

Blandt børnene er der således en udbredt opfattelse af, at skolen er delt op i 'dem' og 'os'. At 'danskerne' og 'indvandrerne' tilhører grupper, der står i opposition til hinanden.

Både etniske minoritetsbørn og etnisk danske elever omtaler eksempelvis indvandrerdrenge som dårlige elever, der laver ballade og er aggressive, mens danske elever omtales som dygtige og artige.

»Når jeg argumenterer for, at skolen i sig selv er med til at danne grobund for skellet mellem de etnisk danske elever og de etniske minoritetselever, skyldes det, at børnene netop beskrev deres erfaringer ud fra oplevelser, de havde i skolen.«

LÆS OGSÅ: Skolen gør danske elever til verdensmestre i demokrati

Pæn men piget

»Eksempelvis sagde de ting som: »Du kan jo selv se; lærerne kan godt li' Rasmus og Kasper.« De refererede til konkrete situationer, klassekammerater og lærere, når de satte ord på, hvem der var de populære og de upopulære, hvem der var de rigtige og forkerte,« fortæller Laura Gilliam og fortsætter:

"Det var interessant at se, at både lærere og børn havde en opfattelse af, at indvandrerdrenge var ballademagere, og at man var mere 'dansk', 'integreret', men også 'piget', hvis man ikke lavede ballade.«

»For de enkelte etniske minoritetsdrenge betød det, at det simpelthen ville være svært at overleve socialt i gruppen af drenge, hvis man ikke gik med på ballademagerrollen,« fortæller Laura Gilliam.

Skolens værste klasse

4.a/6.a har netop ry for at være en rigtig balladeklasse; en af skolens værste. Hør bare hvad en af lærerne, Preben, siger, da han hører, at Laura Gilliam er i gang med feltarbejde i klassen:

»Det er den værste klasse på skolen. Der er nok at undersøge - de er umulige hele bundtet! Dem kan du møde foran salen, når jeg har smidt dem ud fra idræt. De kan ikke finde ud af at opføre sig ordentligt, de er ikke opdragede.«

Klasselærer Dorthe har dog flere positive ting at sige om eleverne, selv om hun godt vil medgive, at det er en 'benhård børnegruppe', hvoraf et stort flertal er 'omsorgskrævende'.

Særligt skrap klasse

Hun har da også ry for at være den eneste på skolen, der kan styre eleverne.

Hun går for at være den strenge, men retfærdige lærer, der kan få eleverne til at arbejde med deres ting.

Også hvis man spørger eleverne selv.

»Det er vigtigt at understrege, at mange klasser med etniske minoritetselever er mere velfungerende end 4.a/6.a.«

»Når den alligevel har været velegnet som case, er det ikke mindst på grund af den idealistiske og progressive lærer, der med fuld opbakning fra forældre og skoleledelse formår at fremme et tolerant forhold mellem etniske minoritetselever og elever med dansk baggrund.«

»Det har givet mulighed for at undersøge, hvorfor børnene alligevel deler sig op i etnisk og religiøst definerede grupperinger,« forklarer Laura Gilliam og uddyber: "Hvad jeg vil vise er jo, at såvel børn som lærere forklarede klassens dårlige ry med, at der var mange etniske minoritetsbørn i klassen, herunder især de syv etniske minoritetsdrenge".

Vender normen på hovedet

For de etniske minoritetsdrenge er der nemlig ingen status i at deltage i undervisningen og blive dygtig. Tværtimod. Laura Gilliam oplevede flere eksempler på, at man fik tilråb som 'professor' eller 'nåh, kloge', hvis man rakte hånden op og ville vise, hvad man kunne.

I stedet søgte drengene en alternativ maskulin status, som de gerne koblede til det at være muslim - en identitet de fandt moralsk overlegen. »De etniske minoritetsdrenge siger med deres adfærd: »jeg er ligeglad med at være god i skolen, ligeglad med jeres normer. I kan alligevel ikke lide os, og det, I siger, gælder alligevel ikke for os, når vi kommer ud i samfundet.«

»Det er en måde at vende normen på hovedet på og finde en identitet ved at tage afstand, fordi de alligevel aldrig kan opnå anerkendelse. Desuden har de måske erfaret, at deres far har en længere uddannelse, men alligevel må køre taxa, og at deres store søskende ikke kan få praktikplads.«

»Dette står i modsætning til mange af de etniske danske elever, som tror på uddannelse som strategi for social mobilitet,« lyder det videre fra Laura Gilliam.

Intet at tabe

Det at være ballademager og kontrær er naturligvis en gammel historie i den danske folkeskole, ja vel i skolen som sådan.

Men Laura Gilliams pointe er, at hvor problemet med ulydige drenge før i tiden ville blive betegnet som en social konflikt, taler man nu om den som en kulturel konflikt.

De muslimske drenge kan nemlig ikke trække sig fra rollen som ballademager.

I modsætning til de etnisk danske drenge, der også laver ballade ind imellem, men som bevarer et godt forhold til lærerne.

»De etnisk danske drenge passede altid på ikke at overskride grænsen i forhold til lærerne. Det kunne de, fordi lærerne godt kunne lide dem, og fordi de trods alt anerkendte skolens værdier og var relativt dygtige, blot fordi de kunne tale et standarddansk.«

»De etniske minoritetsdrenge derimod havde ikke noget at tabe, for de følte sig alligevel dumme og forkerte og misbilliget af lærerne. Derfor gik de helt til grænsen og gerne over,« siger Laura Gilliam.

Fortielse overlader fortolkning til børnene

Den modstand, som vi ser hos drengene, er jo i høj grad et oprør mod de middelklassenormer, som tegner skolen, men som jo nærmest kun appellerer til en etnisk dansk middelklassepige.

Laura Gilliam, adjunkt

Da hun startede feltarbejdet, var hun interesseret i at undersøge, hvad etniske minoritetsbørn lærer om sig selv i skolen. Hvilke erfaringer de gør sig i forhold til både lærere og andre elever. Folkeskolen har jo et stærkt ideal om at integrere og få alle til at føle sig som en del af fællesskabet.

Og på netop den skole, hvor hun lavede feltarbejdet, gøres der meget for at eliminere forskellene mellem eleverne.

Faktisk undgik lærerne helst at tale om etnicitet med børnene. Så hvorfor alligevel dette stærke fokus på ophav?

»Lærerne på skolen talte nok om de etniske forskelle - og ikke mindst om de tosprogede drenge som et problem - på lærerværelset. Men i deres relation til børnene understregede de, at etniske forskelle ikke var vigtige, og at det var noget kedeligt noget at gå op i.«

»Det gjorde, at der sjældent blev talt om det i timerne. Men det betød jo ikke, at børnene ikke var bevidste om forskellene, som de ofte talte om uden for skoletiden og i frakvartererne", siger Laura Gilliam.

LÆS OGSÅ: Et helt almindeligt problembarn

'De sorte skal vinde'

»Problemet er, at man overlader det til børnene selv at fortolke de forskelle, der jo findes. De oplever, at etnicitet er meget relevant for den position, de får i skolen og i samfundet. Det vil sige, at der eksisterer et modsætningsforhold mellem børnenes egne erfaringer og skolens idealer,« forklarer Laura Gilliam.

Mellem børnene blev de etniske kategorier således brugt flittigt. Et eksempel:

En dag i 6. klasse, hvor Enrico og Hamid spiller 'Twister' mod Kasper og Rasmus i et frikvarter, kommenterer Merzdan begejstret fra sidelinjen:

»Jah, det er araberne mod danskerne.«

Da Laura Gilliam spørger Merzdan, hvem han holder med, svarer han: »Med perkerne selvfølgelig. De skal vinde over danskerne. De sorte skal vinde!«

National profil ekskluderer

Det paradoksale er alt i alt, at de tendenser, som skolen arbejder aktivt for at komme til livs, i sidste ende forstærkes af netop skolen, mener Laura Gilliam:

»Den danske folkeskole er jo en dansk skole og et nationalt projekt. Her tales ikke bare om den danske grundlov, den danske nation, den danske historie med videre, men om en masse emner og værdier, som betegnes som særligt danske. Skolen privilegerer med sin danske dagsorden nogle børn og ekskluderer andre.«

»Den modstand, som vi ser hos drengene, er jo i høj grad et oprør mod de middelklassenormer, som tegner skolen, men som jo nærmest kun appellerer til en etnisk dansk middelklassepige. Man kunne sikkert opnå et stærkere fællesskab på tværs af etnicitet, hvis man anlagde en mere international profil.«

Lavet i samarbejde med Magasinet Humaniora.