Da Nazityskland besatte Danmark i april 1940, blev Grønland pludselig afskåret fra sin kolonimagt og kastet midt ind i den nordatlantiske krigsstrategi. USA overtog midlertidigt kontrollen over Grønland, hvor de oprettede baser og forsvarszoner for at forhindre Tyskland i at bruge øen.
Mere end 80 år senere, 21. januar i år, pegede Donald Trump på dette øjeblik ved det årlige økonomiske topmøde i skisportsbyen Davos i Schweiz. I sin tale hævdede den amerikanske præsident, at USA »gav Grønland tilbage« til Danmark efter anden verdenskrig.
Ifølge Trump giver det USA en særlig ret til Grønland i dag. Men Trumps påstand bygger på en selektiv fortolkning af krigshistorien. Den afspejler også en kolonial og imperial holdning til territorium, suverænitet og ejerskab.
For at forstå, hvorfor hans udsagn er misvisende, hjælper det at følge rækken af aftaler, der regulerede Grønland før, under og efter krigen.
Før anden verdenskrig: Danmark solgte De Vestindiske Øer og fik suveræniteten over Grønland
I 1916 solgte Danmark sin caribiske koloni, De Dansk Vestindiske Øer, til USA (som derefter omdøbte dem til De Amerikanske Jomfruøer).
Den samme aftale indeholdt en eksplicit amerikansk erklæring om, at USA ikke ville modsætte sig, at Danmark udvidede sine »politiske og økonomiske interesser til hele Grønland«.
Én koloni blev således overdraget, og suveræniteten over en anden bekræftet.
Under krigen: USA fik ansvaret for Grønlands forsvar
Men under anden verdenskrig førte krigsforholdene og USA’s strategiske behov til en ny aftale mellem Danmark og USA, som gjorde det muligt for amerikanerne at overtage ansvaret for Grønlands forsvar.
Denne ordning blev formaliseret i den såkaldte Forsvarsaftale for Grønland af 1941, udarbejdet af det amerikanske udenrigsministerium og underskrevet af Danmarks ambassadør i Washington, Henrik Kauffmann.
Aftalen slog helt eksplicit fast, at den amerikanske regering fuldt ud anerkender dansk suverænitet over hele Grønland, og aftalen indeholdt en formulering om, at USA var: »drevet af de mest venskabelige følelser over for Danmark og mener, at man gennem disse tiltag beskytter mulighederne for at genetablere det normale forhold mellem Grønland og Kongeriget Danmark«.
Da krigen sluttede: Danmark ønskede ikke betaling for at »stille Grønland til rådighed«
I praksis forsvarede USA Grønland under krigen. Amerikanerne byggede landingsbaner og militære installationer og stod for patruljering og logistisk integration af Grønland i de bredere allierede operationer.
I 1945, efter krigens afslutning, sendte Henrik Kauffmann en diplomatisk note til USA. Han skrev, at det havde »været til stor glæde for det danske folk«, at Danmark havde fået »lejlighed til at bidrage til krigsindsatsen ved at stille dansk territorium til rådighed for De Forenede Stater i kampen mod den fælles fjende«.
Henrik Kauffmann tilføjede, at Danmark ikke ønskede »at modtage betaling« for det amerikanske militærs brug af Grønland under krigen. Noten fremstillede Danmarks krigsindsats som et frivilligt bidrag og bekræftede igen dansk suverænitet over Grønland.
Efterkrigstiden: USA fik varige militære rettigheder i Grønland
Krigstidens ordning blev senere omsat til et sikkerhedssamarbejde i fredstid. I 1951, hvor Danmark og USA nu var formelle allierede i FN og NATO, indgik de to lande en ny forsvarsaftale, som gav USA omfattende og varige militære rettigheder i Grønland inden for rammerne af et fredstidsalliance-system.
Efterkrigstiden markerede en juridisk cementering af den amerikanske tilstedeværelse i Grønland, som var begyndt under krigens undtagelsestilstand. Det omfattede blandt andet opførelsen af installationer som Thule Air Base (nu Pituffik Space Base) på Grønlands nordvestkyst.
Basen blev et omdrejningspunkt for USA’s strategiske operationer i Arktis og er i dag den eneste aktive amerikanske base i Grønland.
Opførelsen og udvidelsen af Thule medførte en tvangsforflyttelse af den lokale inuitbefolkning i 1953. Denne handling blev senere anerkendt som uretfærdig af det danske retssystem, og den danske stat udbetalte erstatning i 1999.
Koloniale forpligtelser
Aftalerne stabiliserede Danmarks suverænitet over Grønland og styrkede øens sikkerhed, men de tog ikke højde for det koloniale forhold. I 1953, i en tid præget af nye FN-normer om afkolonisering, blev Grønlands kolonistatus formelt ophævet, og territoriet blev integreret i den danske stat.
Denne administrative omdannelse gjorde det muligt for Danmark at præsentere forholdet til Grønland som postkolonialt uden at tage et grundlæggende opgør med de politiske, kulturelle og økonomiske arv fra kolonitiden. Senere reformer kan ses som forsinkede forsøg på at håndtere dette uløste koloniale forhold.
Reformerne omfatter indførelsen af hjemmestyre i 1979, som overførte ansvaret for de fleste indenrigsanliggender fra Danmark til et grønlandsk parlament. Selvstyret i 2009 udvidede Grønlands politiske autonomi yderligere og anerkendte grønlændere som et folk i folkeretlig forstand.
Grønlandsk deltagelse ved topmøde
Nye udviklinger understreger, hvor relativt ny grønlændernes deltagelse i deres egne politiske anliggender faktisk er.
At Grønlands udenrigsminister, Vivian Motzfeldt, deltog i topmøderne i Washington i januar, markerer et tydeligt brud med tidligere praksis, hvor Grønlands strategiske fremtid blev forhandlet uden grønlandske repræsentanter ved bordet.
Trumps forsøg på at genoplive et imperialt sprog om ejerskab skærper kontrasten mellem ældre koloniale tankemønstre og nye bestræbelser på at inddrage grønlandske politiske stemmer i drøftelserne om deres fremtid.
På dette område handler kampen ikke længere kun om fortiden, men også om, hvem der skal være med til at forme samtalen om fremtiden.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
