Gennem tusinde års historie præget af folkeligt fællesskab og modvilje mod voldsomme forandringer har danskerne skabt et lille, fredeligt og demokratisk land, som flertallet elsker og kun få ønsker grundlæggende forandret.
Enevælden skabte en velfungerende stat, mens Grundtvig skabte civilsamfundet og selvforståelsen.
I en harmonisk proces banede borgerskabet vejen for demokratiet, bønderne virkeliggjorde det, mens arbejderne satte kronen på værket med velfærdsstaten.
Man fik et Danmark for folket. Et solidarisk, socialt og nationalt fællesskab, hvor få havde for meget og færre for lidt.
Dette er den store fortælling om Danmark. En smuk, stærk og sammenhængende konsensushistorie, der på tværs af skel understreger nationens enhed.
Men holder den nu også?
Historisk hukommelsestab
Den selektive fortælling bygger i virkeligheden på et hukommelsestab.
Historien er nemlig også præget af konflikter, hvor politikere, kunstnere og historikere har udlagt centrale begivenheder grundlæggende forskelligt.
Det er udgangspunktet for antologien ‘Konfliktzonen Danmark’, som jeg sammen med Sissel Bjerrum Fossat fra Odense Bys Museer og Lone Kølle Martinsen fra Aarhus Universitet er redaktør på.
Igennem analyser af vigtige episoder i de sidste 200 år tegner bogen et billede af, hvordan og hvorfor forskellige fløje i dansk politik forstår og bruger fortiden forskelligt.
\ Ny bog udfordrer konsensus
Antologien ‘Konfliktzonen Danmark‘ er netop udkommet på Gads Forlag og undersøger, kortlægger og forklarer, hvorfor og hvordan historien er blevet forstået og brugt igennem de sidste 200 år.
Gennem forskellige idealer og ideologier er historien blevet brugt og misbrugt i forsøget på at bestemme, hvordan Danmark, danskerne og dansk historie skal forstås.
Politisk historie er politisk historie
De fleste større forandringer i samfundet skaber konflikter, hvor de politiske aktører udlægger begivenheden til egen fordel. Det samme gælder på længere sigt, når nutidens politik bliver til historie.
Politikere vil gerne ‘lære af historien’. Når de sjældent lærer det samme, skyldes det de forskellige ideologiske briller, som de ser den igennem.
Historien giver på forunderlig vis alle ‘ret’. Det skal ikke forlede en til at tro, at politikernes ønske om at lære af historien ikke er oprigtigt. Deres fortællinger er blot – ligesom alle andres – præget af deres ståsted og pragmatiske brug af historien i nutiden.
Fortiden bruges til at understøtte og legitimere ens politik og selvforståelse.
Videnskabelig eller poetisk sandhed
Hermed adskiller den politiske historiebrug sig fra et videnskabeligt ideal, hvor fortiden er mål for erkendelse og ikke politisk handling.
Historikeren forsøger efter bedste evne at leve sig ind i fortiden, teste sine hypoteser, forstå modstridende synspunkter og sætte sig ud over sine egne holdninger i en stræben efter den uopnåelige objektivitet.
Hvis man skulle være i tvivl om det utopiske i dette ideal, behøver man blot at se på tidligere tiders liberale britiske, konservative preussiske eller marxistiske historikere, der alle har udlagt historien som en uundgåelig udvikling henimod den samfundsform, som de hver især politisk støttede.
Vores forståelse af fortiden er imidlertid ikke kun formet af politikere og forskere, men i stigende grad af medier og kunst. I deres brug af fortiden stræber kunstnerne, ligesom historikerne, efter erkendelse.
Men mens historikeren søger en ‘historisk sandhed’, søger kunstneren en ‘poetisk sandhed’. Det vil sige alment menneskelige sandheder med et moralsk budskab.
Det gør, at den kunstneriske historiebrug ligesom den politiske ofte handler mere om nutiden end om fortiden.
Men hvordan virker alt denne konfliktfyldte historiebrug i praksis, og hvordan påvirker den vores fortællinger om fortiden? Lad os bruge 1864, som eksempel.
\ Læs mere
Den tabte krig – hvem bar skylden?
»At fejle er menneskeligt. At give andre skylden er politik’.«
Ordene, der stammer fra den tidligere amerikanske vicepræsident Hubert H. Humphrey, indfanger situationen i Danmark i 1864.
Allerede før krigen var slut, sloges politikerne om, hvem der var skyld i nederlaget.
De konservative helstatsmænd gav deres nationalliberale modstandere skylden. Nederlaget var et resultat af deres nationalisme og manglende forståelse af udenrigspolitik, mente de.
\ Bogforum i København
Den 26.-28. oktober er der bogforum i Bella-centeret i København. Rasmus Glenthøj talte om konfliktzoner allerede fredag, men der er masser af andre fag- og skønlitterære forfattere. Se hele programmet her.
Helstatsmændene selv var derimod statsmænd, som man blot ikke havde lyttet til. Forklaringen var hermed indenrigspolitisk. Danskerne i almindelighed og de nationalliberale i særdeleshed bar ansvaret.
De nationalliberale havde ikke overraskende den stik modsatte forklaring:
Nederlaget skyldtes onde tyskere samt et svigt fra de neutrale stormagter og nationens skandinaviske brødre. Deres forklaring var altså udenrigspolitisk.
I det omfang, der fandtes et ansvar indenfor landets grænser, skulle det placeres hos de konservative helstatsmænd og hos kongemagten. Danmark og de nationalliberale var ofre for andres politik.
Den tredje politiske gruppering, Venstre, var splittet mellem en rationalistisk fløj med rødder i Oplysningstiden og en national fløj med rødder i Romantikken.
De førstnævnte var basalt set enige med helstatsmændene, mens den nationale fløjs politik var mere national end de nationalliberale. De havde imidlertid ikke haft magten, og de ønskede ikke at påtage sig et medansvar.
Deres forklaringsmodel var hermed dobbelt. Udlandet havde et ansvar, men det havde de nationalliberale også, da de ikke havde ført den nationale politik ordentligt ud i livet.
Nederlaget forandrede Danmark, og trak både helstatsmændene og de nationalliberale med sig i graven. Men deres fortællinger levede videre, og de er blevet brugt politisk frem til i dag.
Det ses tydeligst i årtierne herefter, hvor man sloges om ‘læren af 1864’.
\ Læs mere
Slaget om læren af 1864
For Højre (de konservative) var læren, at Danmark havde brug for et stærkt forsvar, og en befolkning, der havde evnen og viljen til at kæmpe for deres idealer og selvstændighed.
Derfor burde man bygge en stor fæstning rundt om København og dyrke nationens storhed i fortiden, så den kunne tjene som inspiration.
Det nationale Venstre var i princippet enig i, at man burde kæmpe for fædrelandet ligesom det delte de konservatives romantiske og nationale forestillinger. Læren af 1864 var med en Venstrepolitikers ord, at man skulle skabe ‘et Dannevirke i hver mands bryst’.
Der var imidlertid en afgørende forskel. De konservative var elitære centralister, mens Venstre var folkelige og regionale. Og et forsvar, der opgav Jylland for at forsvare eliten i København, var alt andet end folkeligt og regionalt.
I det rationalistiske Venstre, der blev til det Radikale Venstre, var læren en anden. Danmark kunne aldrig vinde en krig, og dermed var forsvaret nytteløst. Danmark måtte tilpasse sig og satse på internationalt samarbejde og traktater.
Hvis krigen kom, så skulle forsvaret være kulturelt og demokratisk. Nationen ville herigennem kunne overleve en længere besættelse med sine værdier og nationalitet intakt og genopstå, når tiden kom.
Det var en opfattelse, som vandt genklang hos Socialdemokratiet, der opstod i 1870’erne.
Kunsten viser splittelse
Alle parter hævdede, at læren af 1864 var, at de havde ret, at deres modstandere havde et ansvar for katastrofen, og at de var ved at begå de samme fejl igen.
Pointer der spejlede sig i den kunstneriske historiebrug, der knyttede sig an til den politiske.
Den konservative kunst var således idealistisk og romantisk og kan især genfindes i historiemalerierne fra slutningen af 1800-tallet.
Historiemalerierne af 1864 dyrkede således en idealistisk forsvarsvilje, mens for eksempel Herman Bangs ‘Tine’ fra 1889 gjorde sit bedste for at pille denne fra hinanden.
Modstridende historier som perler på snor
Stærkt forenklet kan man sige, at der med tiden opstod to overordnede fortællinger, der knyttede sig an til hver sin politiske fløj:
En centrum-højre-fortælling, der åbnede op for en mere aktiv og idealistisk udenrigspolitik – og en forsvarsskeptisk centrum-venstre-fortælling, der argumenterede for udenrigspolitisk realisme.
Disse to grundlæggende forskellige opfattelser forbinder centrale begivenheder som 1864, Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig, Den Kolde Krig og udenrigspolitikken efter 1989 som perler på hver deres snor i to stridende fortællinger, de to fløje bruger som beviser på hvorfor ‘de’ har ret, og ‘de andre’ tager fejl. Fortællinger, der atter afspejler sig i kunsten.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Ny ‘mellemvejsfortælling’ om 1864
I de sidste år er vinden slået om. En ny generation har forsøgt at skabe en syntese af de to fortællinger, der mere ligeligt tager højde for indenrigs- og udenrigspolitik.
Den nye fortælling om 1864 stræber bevidst efter at opretholde historikerfagets videnskabelige ideal om en tilstræbt objektivitet, men den er ligesom alle de øvrige tolkninger præget af sin tid, og historikernes personlige ståsted.
Hvorvidt opfattelsen af historien som nuancer af grå har fremtiden for sig er usikkert i en tidsalder, der er præget af politisk polarisering.
\ Læs mere
Er alle fortællinger lige gode?
En konklusion på det ovenstående kunne være, at alle forklaringer er subjektive, og alle fortællinger hermed er lige gode. Det er imidlertid ikke den opfattelse, som ligger til grund for ‘Konfliktzonen Danmark’.
Fortiden er borte, men i vores rekonstruktion af den handler det om at skabe fortællinger, der ud fra kilderne, forstår fortiden på egne præmisser og erkender, at fortiden består af en kamp mellem forskellige fortællinger.
Ved at sætte sig ind i dem alle er det muligt at skabe et mere nuanceret billede, der vil få de sort/hvide fortællinger til at falde til jorden.
Den lære, som man kan drage af historien, er altså, at hvis man kun kender til én side af en historie, så kender man den slet ikke. Det gælder før som nu.
Hermed er det ikke blot historien, der er uendelige nuancer af grå. Det gælder også nutiden.
\ DR’s ‘1864’ brugte historien politisk
At 1864 bruges ideologisk, ser vi i den grad også i dag. Senest med DR’s serie ‘1864’, der udløste flere måneders debat mellem kunstnere, forskere, politikere og helt almindelige danskere i slutningen af 2014.
‘Tredje Slesvigske Krig’, som vittige hoveder kaldte debatten, handlede ikke blot om, hvordan fortiden skulle forstås, men også om, hvordan den blev brugt i forhold til nutidens politik.
Debatten blev senere fulgt af en Fjerde Slesvigske Krig i 2015 og 2016. I dette tilfælde en strid mellem medieforskere og historikere om, hvordan Tredje Slesvigske Krig skulle forstås.
Instruktøren og seriens støtter påberåbte sig på skift enten, at serien var ‘historisk korrekt’, kunstnerisk frihed eller henviste til, at den indeholdt en højere ‘poetisk sandhed’.
Historikerne anfægtede seriens ‘historiske korrekthed’ og frygtede, at serien ville give danskerne et forvrænget billede af fortiden, mens borgerlige politikere og debattører så serien som et bevis på DR’s politisk venstreorienterede tendens.
Medieforskerne kritiserede efterfølgende historikerne for igennem deres kritik at have leveret ammunition til Dansk Folkeparti.
Nutiden og fortidens kulturkamp smeltede hermed sammen i en strid, der var præget af, at alle så og brugte historien fra deres eget standpunkt med en begrænset forståelse for andre synspunkter.
