I et forsøg på at gøre valget mere retfærdigt er den tyske forbundsdag endt med at vokse sig til verdens største demokratisk valgte parlament. Men den titel mister de nu. Læs med her, hvis du vil forstå det komplicerede regnestykke.
Valget i Tyskland i 2025 er helt særligt af mange forskellige årsager.
Højrefløjen bliver mere populær, men holdes stadig uden for demokratisk indflydelse. Elon Musk har blandet sig i valget. Og den tyske økonomi er i krise.
Men valget er mindst lige specielt, fordi det kan være et endegyldigt farvel til titlen som verdens største demokratisk valgte nationale parlament. En titel, som den tyske forbundsdag bærer med sine 736 politikere.
Så mange politikere kommer der med garanti ikke ind denne gang. Efter valget må der nemlig allerhøjst være 630 politikere i Forbundsdagen.
Regeringen lavede i 2023 et indgreb i valgsystemet, da de tyske politikere frygtede en udsigt til et parlament, som kunne vokse helt op til 900 politikere. Indgrebet møder dog stor kritik fra yderfløjene. De er bange for at miste deres stemmer og kalder det udemokratisk.
»Kritikerne frygter, at elementet af direkte repræsentation bliver mindre,« siger Peter Nedergaard, der er professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.
Men inden striden om valgsystemet skal du have et overblik over det valgsystem, der kan give selv en erfaren valgforsker panderynker.
Vi starter ved begyndelsen af det tyske valgsystem, som blev udviklet efter Anden Verdenskrig. Her valgte man at kombinere to valgsystemer, forklarer Peter Nedergaard.
Det ene kender vi i dag fra USA og Storbritannien. Man stemmer på en kandidat i en valgkreds, som får et mandat til at komme i parlamentet.
Det andet system hedder proportionalitetssystemet. Man stemmer på et parti i den delstat, man bor i. Stemmerne tælles op, og mandater fordeles rundt til partierne i delstaten. Det lyder indviklet, men det er faktisk samme system, vi har i Danmark til folketingsvalg.
Noget ret specielt for det tyske valgsystem er derfor, at de har to stemmer til forbundsvalget. I princippet gælder begge stemmer lige meget.
Det tyske valgsystem tillader derfor også, at man kan stemme på to forskellige partier.
Her er en kort opsummering af valgsystemet, som det har set ud indtil nu:
Det kunne være, at man stemmer på det socialdemokratiske parti SPD som parti. Men i ens valgkreds er man vild med en politiker fra kristendemokraternes parti CDU.
»Det kan man for eksempel bruge strategisk. Hvis et muligt koalitionsparti ligger tæt på spærregrænsen, kan man stemme på sit eget parti og det parti, for at det ikke ryger ud,« siger Peter Nedergaard.
Hvis man kigger på en liste over, hvor mange politikere der er i Forbundsdagen efter hvert valg, har antallet ligget stabilt i mange år.
Men der sker noget drastisk fra valget i 2013.
Problemet er, at regeringen i 2011 indførte et system, hvor der kunne afgives såkaldte udligningsmandater (se grafikken ovenfor). For at forstå dem skal man først forstå tillægsmandater, der har eksisteret lige siden 1949.
For hvis et parti vinder flere valgkredse og dermed flere mandater med deres første stemme, end de er berettiget ifølge anden stemme, har de et tillæg af mandater. Med andre ord: De har flere, end de faktisk burde.
Derfor har der aldrig bare været 598 politikere i det tyske parlament, som traditionelt er mindsteantallet af mandater på valg.
Et eksempel er partiet CSU. Partiet er søsterparti til CDU og holder til i den sydtyske delstat Bayern.
CSU vandt i 2021 46 valgkredse - næsten udelukkende i Bayern. Men de fik kun 5,2 procent af stemmerne nationalt i anden ‘parti’-stemmer, hvilket kun burde give 35 mandater. Partiet fik altså 11 såkaldte tillægsmandater.
Den første stemme, som vælgerne kan give til individuelle kandidater, domineres af den kristendemokratiske koalition CSU/CDU og socialdemokratiske SPD. Ved valget i 2021 var der kun 35 ud af de 299 valgkredse, som gik til andre end de tre partier.
Årsagen er, at den første stemme fungerer som i Storbritannien, hvor det kun er vinderen, der får et mandat ('first past the post'). Hvis en kandidat får 40 procent, en anden får 39 procent, så vinder den første valgkredsen, og de resterende stemmer går i princippet tabt.
SPD og CSU/CDU er historisk set de største partier i Tyskland, der altid har kæmpet om kanslerposten.
I 2021 vandt CSU/CDU 143 valgkredse. SPD vandt de resterende 121.
Man kunne tro, at den anden stemme på partier ville give CSU/CDU yderligere 74 mandater, da de tilsammen fik 24,1 procent af disse stemmer. Men anden stemme tager bestik af første stemme, hvor CSU fik flere stemmer, end de burde (se artiklens første grafik).
Og hold nu fast:
I alt blev der uddelt 34 tillægsmandater i 2021. Hvis man bare stoppede der, ville Forbundsdagen have haft 632 politikere. Men vokseværket fortsætter med udligningsmandaterne.
For at opretholde anden stemmens magt og en slags retfærdighed i mandatfordelingen blev der givet mandater til de andre partier - blandt andet for at udligne CSU’s magt i de bayerske valgkredse.
Der blev givet 104 udliningsmandater nationalt.
Summa summarum: Det giver verdens største demokratisk valgte parlament på 736 medlemmer.
Problemet med det voksende tyske parlament skyldes altså udligningsmandater og tillægsmandater.
I 2023 afskaffede man derfor begge to og slap for at frygte, at Forbundsdagen ville løbe tør for sæder. I stedet har man indført et system, hvor der altid er 630 mandater.
Første stemmer fordeler 299 mandater, anden stemme fordeler nu 331. Hvis det lyder kompliceret, er det korrekt. Det er stadig meget kompliceret!
Det nye valgsystem forløber sådan her:
Man vinder sin valgkreds og får et mandat. Hvis man vinder flere valgkredse, end man har anden stemmer til at bakke op, skal partiet vælge, hvem der kommer med i Forbundsdagen, blandt de sejrende politikere i valgkredsene.
Hvis CSU igen skulle vinde 46 direkte mandater via den første stemme, er det ikke sikkert, de kan beholde dem. De skal have en tilsvarende høj stemmeprocentdel i den anden stemme.
Hvis CSU kun får 5,2 procent af stemmerne ifølge anden stemme og derfor kun er berettiget til 35 mandater, får de som udgangspunkt kun 35 stemmer.
Anden stemme og proportionalitetssystemet dikterer nu i sidste ende, hvor mange mandater der gives i Forbundsdagen.
Skulle CSU få samme valg som sidst, mister de altså 11 tillægsmandater. Disse mandater går ikke til den andenmest populære kandidat i valgkredsen. Valgkredsen får slet ikke noget mandat. I stedet fordeles de via en partiliste til et andet parti.
Skiftet til det nye parti høster kritik fra flere tyske partier. Ikke så overraskende er CSU - der kan gå glip af flere mandater med det nye system - meget kritiske.
Formanden for CSU, Markus Söder, har kaldt det et »angreb på demokratiet«, ifølge Süddeutsche Zeitung.
Peter Nedergaard forstår godt, at et parti som CSU eller venstrefløjspartiet Die Linke frygter at miste stemmer med det nye system.
»De frygter, at de nu kan de komme i en situation, hvor de får en kandidat valgt, som ikke kommer ind i Forbundsdagen,« siger Peter Nedergaard og forklarer, at man går et lille skridt væk fra den direkte måde at vælge kredsmandater.
Netop denne potentielle mangel på repræsentation har fået kritikere fra flere partier til at kritisere lovgivningen. Friedrich Merz fra CDU - der kan ende som kansler efter valget - har endda udtalt, at han vil ændre lovgivningen, hvis han skulle vinde valget.
Om lovgivningen får lov at blive, eller om Tyskland igen kan få lov at vokse sig til verdens største demokratisk valgte parlament til næste valg, er derfor langtfra åbenlyst.
