Forskningsformidling: »Man må gerne peppe op på bekostning af nøjagtighed«

Matematik er muligvis en af de mest abstrakte videnskaber – relateret til både filosofi og fysikteori og en udfordring at definere som en videnskab.

Dette hindrer dog ikke Cédric Villani, som har modtaget den prestigefyldte pris Fields Medal i 2010, i at dele sin viden om matematikkens gådefulde verden med et bredt publikum – også via en lang række af de populære ‘TED Talks’.

Cédric Villani er professor ved Lyon Universitet og leder af Institut Henri Poincaré i Paris. Han er en af deltagerne i ESOF-konferencen 2014, som Videnskab.dk er mediepartner på.

ESOF-konferencen handler om at bygge bro mellem forskere og resten af samfundet. I den anledning har Videnskab.dk interviewet Cédric Villani om hans erfaringer med populær formidling. Interviewet indgår i Videnskab.dk’s engelsksprogede formidlingshåndbog ‘Share your research’, der lanceres i forbindelse med ESOF.

Hvordan begyndte du at formidle din forskning til befolkningen?

»Min første oplevelse med det var, da jeg blev ansat som professor i Lyon; jeg blev interviewet til et semi-fagligt blad, der rapporterede resultater i en akademisk kontekst. Så målgruppen bestod af akademikere, men ikke nødvendigvis matematikere. Interviewet endte i en katastrofe. Journalisten forstod så lidt – uden han turde at gøre mig opmærksom på det – at han nægtede at skrive artiklen, og den måtte skrives en anden gang, denne gang af en akademiker. I retrospektiv står det klart, at jeg ikke var forberedt på en sådan opgave på det pågældende tidspunkt.«

»Det ændrede sig alt sammen, da jeg deltog i et todages uddannelsesseminar om kommunikation med medier. Personen, der ledte seminaret, gav os nogle forklaringer om interviewerens mål, psykologi og sociale status, og samfundets forventninger og nogle tips til mulige måder at præsentere noget på en måde, som vil virke relevant og passende for målgruppen. Vores gruppe udførte nogle sindsåbnende øvelser. Denne uddannelse har været en af de vigtigste af alle mine arbejdsrelaterede aktiviteter.«

»Senere gav jeg nogle offentlige forelæsninger, og det tog til, efter jeg fik overrakt Fields Medal. I de senere år har jeg givet hundredvis af offentlige forelæsninger – for studerende i alle aldre, politiske forsamlinger, faglige forsamlinger, virksomheder osv. Nogle af dem var selvfølgelig også rettet mod den generelle befolkning.«

Når du formidler, overvejer du så, hvordan dine forskerkollegaer vil reagere på det, du siger?

»Det er vigtigt stort set at glemme dine videnskabelige kollegaer, når du giver forelæsninger; især skal man ikke bekymre sig om at sige ting, som ikke er helt nøjagtige, så længe publikum forstår hovedideerne bag.«

»Når det så er sagt, vil videnskabelige kollegaer også have glæde af forelæsningerne, hvis talen er velforberedt. En forelæsning handler rigtigt nok ikke så meget om at simplificere ting som at præsentere dem anderledes. Illustrationer, kulturelle og historiske bemærkninger, afvigende perspektiver og viljen til at bidrage til at gøre det anderledes.«

»Det er også vigtigt at gribe muligheder for at relatere til sine forskerkollegaer, når de er blandt tilhørerne, ved at nævne, at X er ekspert på dette eller fortælle en anekdote, der involverer en diskussion med Y, eller sige, at Z ved mere om dette emne, end man selv gør eller noget i den retning. Dette er en måde, at bringe dem i spil på, men også en måde at indpode vigtigheden af det fællesskab, man henvender sig til i sin forelæsning, og bringe mere liv ind i sit videnskabelige felt.«

Hvordan ved du, hvornår du skal gå på kompromis med nøjagtigheden for at peppe formidlingen lidt op, og hvornår du skal holde dig stringent til videnskaben?

»Ganske enkelt: det er altid tilladt at peppe tingene op. For en forsker, der er trænet i at have en konstant bekymring om omhyggeligheden, er det næsten umuligt at peppe tingene for meget op; specielt for en matematiker. Så længe du selv finder det interessant og smagfuldt, kan du slippe tøjlerne løs.«

Hvad er dine bedste råd til andre forskere angående formidling?

»Mit vigtigste råd til videnskabelige kollegaer er at få professionel træning. Det behøver kun at være en dags træning, men det kan få en enorm betydning for måden, man fremstiller ting på.«

»Mit andet råd er at være opmærksom på tilhørernes reaktioner under en forelæsning og at notere, hvilke tricks der virkede, og hvilke der ikke gjorde. Gå så tilbage til forelæsningerne og forbedr dem, eller udtænk et nyt trick.«

»Mit tredje råd: Lige meget, hvilket emne du taler om, er det aldeles vigtigt at få dine tilhørere til at grine flere gange under forelæsningen.«

»Endelig er det vigtigt at være opmærksom på, at forskellige tilhørere forventer forskellige fremstillinger: Der kan være aldersforskelle, men også kulturelle forskelle. Jeg leverer ikke den samme tale, hvis jeg giver en forelæsning i Frankrig, USA, Algeriet eller Cameroun.«

Hvad får du personligt ud af formidlingen?

»Først og fremmest er det en social aktivitet, der skaber forbindelser mellem mennesker, og det i sig selv er en belønning. Det kan være sjovt at opleve, hvad der sker i et radiostudie eller i en TV-udsendelse. Det er også en måde at overveje sine aktiviteter på, og det giver en skarpere indsigt i betydningen af dit arbejde.«

»Til sidst er det et spørgsmål om stoltheden ved at repræsentere et felt, som du elsker. At vække menneskers interesse for, og få dem til at påskønne, dit speciale er en god måde at føle sig glad på, og det må være det ultimative mål.«