Måske du allerede kender den italienske astronom Galileo Galilei, der gik over i naturvidenskabens historie for både sine opfindelser og sine kampe med den katolske kirke i 1600-tallet.
Måske ser du også Galilei som symbol på kampen for forskningsfrihed og som videnskabens bannerfører i en konflikt mellem religion og videnskab. Dykker vi ned i den historiske fejde mellem pave Urban 8. og Galilei, er historien dog ikke helt så enkel.
I denne artikel ser vi derfor nærmere på konfliktens nuancer, der peger på, at Galilei måske i stedet bør ses som en særegen og magtfuld forsker, der lægger sig ud med en presset kirke, og som egentlig forsøger at bygge bro mellem religion og videnskab.
Først må vi dog lige få selve historien på plads.
\ Serie: Forskerfejder
I denne artikelserie dykker vi ned i nogle af videnskabshistoriens største konflikter mellem forskere.
Serien behandler fem forskellige konflikter: Én handler om jagten på dinosaurerknogler, en anden om hvad der sker, når to geniale hoveder opfinder det samme samtidig.
Dette er anden artikel. Du kan læse introartiklen her.
En indflydelsesrig videnskabsmand
I 1633 bliver Galileo Galilei dømt til husarrest på livstid for sine påstande om, at Jorden ikke er centrum i Solsystemet, men at Jorden derimod drejer om Solen, der er centrum.
Påstande, som han også må tage afstand fra efter dommen.
På dette tidspunkt er Galilei en meget kendt videnskabsmand med et netværk, der strækker sig langt ind i de magtfulde politiske og religiøse kredse i det italienske og europæiske samfund.
Og det var formentlig Galileis indflydelsesrige venner og hans anseelse, der gjorde, at han slap med livet i behold – ikke hans personlighed. Det fortæller Anja Skaar Jacobsen, lektor ved Københavns Voksenuddannelsescenter og forskningskonsulent ved Niels Bohr Arkivet.
»Galilei var en speciel og lidt aggressiv forsker,« fortæller Anja Skaar Jacobsen.
»Han var arrogant og sarkastisk og mente, at han havde sandheden på sin side. Og når man træder så mange over fødderne, skaber man også fjender,« konstaterer forskeren.
På kant med mange
Galilei havde i mange år lagt sig ud med både kolleger i akademiske miljøer og indenfor kirken, og allerede i 1616 får han en alvorlig advarsel fra sin ven, kardinal Bellarmine, for sine radikale udtalelser.
»Galilei var generelt i konflikt med den etablerede aristoteliske videnskab, men også med teologerne om, hvordan de skulle forstå biblen. Det var autoriteter, man ikke måtte træde over tæerne, og dengang var der et samfund, hvor hans fjender også kunne slå tilbage og inddrage inkvisitionen,« siger Anja Skaar Jacobsen.
Den romerske inkvisition var en form for domstol under paven, der havde til hovedopgave at bekæmpe kætteri.
Alternative bibelfortolkninger faldt hurtigt i kætter-kategorien, så Galilei var formentligt sluppet lettere igennem med sine tanker, hvis han havde skruet ned for sarkasmen.

En politisk konflikt
Men konflikten, der førte til Galileis retssag og husarrest, var ikke kun et spørgsmål om store egoers sammenstød.
Da Galilei udgiver sin bog i 1632 er det midt under trediveårskrigen, en 30 år lang række af konflikter mellem katolikker og protestanter, der involverede mange europæiske lande.
»Protestanterne har slået på, at de tog Biblen mere alvorligt, og de er samtidig åbne over for Solen som centrum i universitet. Så i den katolske kirke havde man brug for at slå i bordet og holde fast i det gamle verdensbillede,« fortæller Morten Fink-Jensen, der er lektor i universitets- og videnskabshistorie ved Københavns Universitet.
Både Pave Urban og hele den katolske kirke kæmpede altså for at fastholde sin autoritet i de ophedede konflikter på det europæiske kontinent og stå fast på deres udlægning af Biblen fremfor protestanternes fortolkning, der kom med Martin Luther og reformationen i 1517.
»Så Galilei vælger både et dårligt tidspunkt og er meget uforsigtig, da han lader Pavens mening komme til udtryk igennem den tossede figur,« konstaterer Morten Fink-Jensen.
Uro på de indre linjer
Og det bliver værre. Det er nemlig ikke kun udadtil, at den katolske kirke befinder sig i stormvejr.
Også på de interne linjer er der uro.
»Der er i virkeligheden mange i kirken der er klar til at diskutere verdensbilleder og inddrage ny viden, og Galilei er en berømt og anerkendt person, som mange lytter til, « siger Morten Fink-Jensen, og fortsætter:
»Der er en masse jesuitiske naturvidenskabsmænd, som godt nok hælder mod det geocentriske verdensbillede, men de har ikke noget imod at kigge mod planeterne med en kikkert.«
»De går med Tycho Brahes verdensbillede, som ofte omtales som et kompromis mellem det geocentriske og det heliocentriske system,« fortæller Morten Fink-Jensen.
Jesuitterne var en katolsk orden for præster, og udover at tjene paven bedrev de også filosofi og naturvidenskab. De gik dog noget mere stille ved dørene end Galilei og fik ofte lov at være i fred – selvom de mente mange af de samme ting.
\ Tycho Brahe: Et dansk kompromis
Tycho Brahe var dansk astronom der levede i 1500-tallet og er kendt for sit unikke observatorie ‘Uranienborg’ på Hven.
I Tycho Brahes verdensbillede er Jorden i centrum og Solen kredser om Jorden, mens de andre planeter kredser om Solen.
Med Brahes geocentriske system ragede Jesuitterne ikke uklar med den katolske kirke, fordi Jorden stadig er i centrum, samtidig med, at de fik en mere moderne beskrivelse, hvor de øvrige planeter kredser om Solen, ligesom i Galileis heliocentriske system, hvor Solen er i centrum for alt.
»Men man er bange for at forvirre befolkningen. Eksempelvis er det et kernepunkt i Biblen, at Jesus opstår fra graven og tager op til sin far i himlen. Men hvis Jorden roterer, skal Jesus så være fløjet rundt om Jorden, før han er nået himlen?« spørger Morten Fink-Jensen retorisk.
»Den slags spekulationer vil man overhovedet ikke risikere, især ikke hvis nogle bruger det til at gøre grin med kirken,« fortæller lektoren.