Kan man både være 'hardcore' videnskabsmand og troende?

Jeg er professor i astrofysik. Og jeg er troende kristen.

For mange vil det komme som en overraskelse. For man kan da ikke være hardcore (natur)videnskabsmand og tro på en gud i det høje, kan man?

At videnskab og tro/religiøsitet gensidigt udelukker hinanden er en ret udbredt opfattelse.

Det er et synspunkt, man for eksempel kan finde hos den engelske videnskabsmand John William Draper, der skrev bogen ’History of the Conflict between Religion and Science’ sidst i 1800-tallet.

Men det er også et synspunkt, der i højeste grad lever i dag, for eksempel i den just udgivne ’Naturvidenskabens ABC’ skrevet af en ekspertgruppe nedsat af Undervisningsministeriet.

Her kan man på side 15 læse:

»Naturvidenskab, som vi kender den i dag, tog sin begyndelse i midten af 1500-tallet, hvor Andreas Versal udgav værket ’Om opbygningen af den menneskelige krop’ og grundlagde den moderne anatomi, og Nicolaus Kopernikus udgav værket ’Om de himmelske sfærers omdrejning’ og dermed indledte et opgør mod overtro og mystik om naturens fænomener til fordel for en beskrivende og analyserende tilgang. Gennem oplysningstiden i 1700-tallet blev naturvidenskaben styrket, og der stod respekt og beundring om de videnskabsmænd, der afdækkede og forklarede, hvordan ’Guds skaberværk’ i virkeligheden var blevet til.«

Lidt polemisk vil jeg hævde, at der er mere overtro og mystik i denne formulering end i tankegods, man kunne finde hos teologer på Kopernikus og Versals tid.

Masser af troende forskere

I bogen 'Tro og Videnskab' gør vi op med den udbredte konflikttese på to måder:

1. Vi og andre troende forskere er levende eksempler på, det lader sig gøre.
2. Historisk set er der faktisk ikke så stor konflikt, som vi er blevet oplært til at ’tro’

Lad os begynde med punkt 1. Bogen er skrevet af folk, der alle opfatter sig selv som kristne fra en række forskellige kirkesamfund rækkende fra pinsekirken til katolicismen og inklusive folkekirkekristne som mig selv.

Ud over at være kristne er vi også videnskabsfolk indenfor en bred vifte af felter som astrofysik, hospitalsfysik, lægevidenskab, litteraturvidenskab, informationsvidenskab og matematik. Vi er naturligvis blot nogle få eksempler blandt mange flere troende forskere.

Min vurdering er, at religiøs tro blandt forskere nok kun findes hos et mindretal, men det er slet ikke sjældent (måske 1/3 ikke er helt skævt, se for eksempel her, her og her).

Er det så et problem?

LÆS OGSÅ: Religion, videnskab, følelse og fornuft – kan de virke frugtbart sammen?

Giv videnskaben, hvad videnskabens er, og Gud, hvad Guds er

Jeg synes ikke, man kan se bort fra, at der nogle gange opstår konflikter mellem trosforestillinger og videnskabelig erkendelse, men efter min opfattelse skyldes dette, at man så lader religion eller videnskab træde ved siden af sit rette domæne.

Jeg kan for eksempel ikke selv forholde mig videnskabeligt til religiøse forestillinger om treenighed eller opstandelse, men jeg tænker som Paulus, at: ’Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt’.

Kort sagt skal man ikke bruge religion til at udtale sig bombastisk om verdens fysiske natur, men omvendt skal man heller ikke ekstrapolere videnskabelige erkendelser til totaltydninger af hele tilværelsen (som i nogle af de udgaver af de metafysikker, man kalder scientisme og naturalisme).

Den belgiske præst og fysiker George Lemaitre, som vi nævner i bogen, siger det meget fint:

»På en måde ser en forsker i sin forskning bort fra sin tro. Dette gør han ikke, fordi hans tro kunne lede ham i uføre, men fordi det ingen direkte relevans har for hans videnskabelige virke. På samme måde adskiller en kristen sig heller ikke fra en ikke-troende, når det kommer til at gå, løbe eller svømme.«

LÆS OGSÅ: 'Kan religion og videnskab følges ad?'

Historien rummer masser af kristne videnskabsfolk

Nu springer vi til punkt 2, altså, forholdet mellem videnskab og tro gennem tiderne.

Citatet fra ’Naturvidenskabens ABC’ repræsenterer som sagt en udbredt opfattelse om konflikt eller måske en form for revolution startende med Kopernikus.

Kopernikus og Versal var imidlertid ikke ude i noget opgør med overtro. Kopernikus frygtede ikke repressalier fra kirken – hans arbejde blev faktisk støttet af kirken.

Snarere end at stå i opposition til kristendommen og kirken stod folk som Kopernikus, Versal, Galilei, Newton og så videre på skuldrene af store, kristne tænkere som Roger Bacon, William af Ockham, Jean Buridan, Nicole Oresme, de såkaldte Merton calculators fra Oxford og Nicolaus Cusanus.

Disse navne vil givetvis være ukendte for de fleste, men de var med til at udvikle de tanker om for eksempel kosmologi, bevægelsens natur, begreberne impuls og inerti og så videre, som Galilei, Newton og andre videreudviklede.

Hvis man gerne vil læse mere om denne spændende historie, vil jeg anbefale professor Olaf Pedersens bog ’Naturerkendelse og Theologi’.

Har været en frugtbar samtale mellem naturerkendelsen og teologien

Jeg synes, det er mere retvisende at sige, at der har været en meget frugtbar samtale mellem naturerkendelsen/naturfilosofien og teologien gennem historien.

I boksen under artiklen her kan du finde en række citater helt tilbage fra nogle af kirkefædrene (-og mødrene) fra 300-tallet (Macrina d. yngre, Gregor af Nyssa, Augustin) og frem til nogen af den moderne fysiks pionerer (for eksempel Maxwell), der belyser dele af denne frugtbare samtale.

Ingen af disse videnskabelige pionerer så en modsætning mellem deres videnskabelige arbejde og tanken om ’Guds skaberværk’ – tværtimod.

Ej heller så kirkefædrene en modsætning mellem kirken og videnskaben.

LÆS OGSÅ: Er naturvidenskab en religion?

Konflikttesen matcher ikke kristnes tanker

Konflikttesen henter særlig sin støtte i den kendte retssag omkring Galilei i starten af 1600-tallet, hvor Galileo blev dømt for at fremføre det synspunkt, at Jorden bevæger sig.

Dette var uden tvivl en katastrofe for kirken (og for Galilei, som sad i husarrest de sidste 11 år af sit liv), men sagen er mere kompleks, end mange tror, og skyldes måske mere konflikten mellem store egoer end en principiel modsætning mellem tro og videnskab.

LÆS OGSÅ: 'Historiens største sammenstød mellem religion og videnskab'

Den moderne modsætning mellem videnskab på den ene side og ’bogstavtro’ læsning af Biblen, ungjords-forestillinger (en variant af kreationisme) og den slags på den anden side er faktisk et moderne fænomen, som ikke er repræsentativ for kristnes tanker – hverken i dag eller gennem historien.

Jeg søger som naturforsker ikke at blande mine religiøse overbevisninger bastant ind i forskningen, men jeg kan følge Gregor, Macrina, Maxwell og andre kristne forskere gennem tiderne, i det synspunkt at det mest fascinerende ved naturforskningen er, at vi lærer noget om skaberværket og dermed i en vis forstand gennem forskningen kan beundre og tilbede skaberen.

På den måde er forskning dybest set en kærlighedshandling.

LÆS OGSÅ: 'Hvorfor har mennesket behov for religion?'

LÆS OGSÅ: Hvornår får videnskab bugt med religion?