Historiens største forskningsfejder: Videnskaben er en slagmark, og det er dens styrke

I 2020 blev fredsforsker Ole Wæver udsat for racismeanklager i en videnskabelig artikel. Wævers internationalt kendte teori blev kaldt for 'Antisort', og kritikken delte vandene i forskermiljøet.

I 2021 blev professor Stiig Markager frifundet i en sag, hvor Bæredygtigt Landbrug anklagede ham for æreskrænkelser.

Samme år opsagde lektor og medlem af Det Danske Akademi Marianne Stidsen sin stilling på Københavns Universitet efter anklager om plagiat og #MeToo-relaterede shitstorme.

Dette er blot nogle eksempler på nyere forskningsfejder i Danmark. Videnskabens historie er spækket med stridigheder, bitre konflikter, tabere og vindere.

I denne serie dykker vi ned i nogle af historiens største, mest betydningsfulde og til tider kuriøse stridigheder om at komme først, om viden versus tro og om ny viden mod eksisterende viden.

Herunder kan du blive klogere på, hvad vi kan lære af forskeres stridigheder.

Videnskab er en kampplads

Gennem historien har forskere udlevet bitre stridigheder med hinanden og det omkringliggende samfund.

Tænk bare på dengang, den kendte italienske astronom Galileo Galilei i 1600-tallet lagde sig ud med pave Urban 3., og den katolske kirke og havnede i husarrest.

Stridighederne har ikke kun stor betydning for de involverede forskere. Det kan også vise os noget om, hvad videnskab er.

»Forskning er i høj grad en kampplads, og det skal man ikke være ret længe inde i forskningsverdenen for at blive klar over. Der bliver delt drøje hug ud til dem, man er uenig med,« forklarer Morten Fink, der er lektor i universitets- og videnskabshistorie ved Københavns Universitet

»Forskning handler ikke kun om den højere erkendelse, det er også et spørgsmål om magt, prestige, anerkendelse og økonomi,« siger Morten Fink.

Videnskabens historie er vindernes historie

Det kan måske lyde foruroligende, men som vi vil se i denne artikelserie, er konflikter og kampplads ikke nødvendigvis et dårligt træk ved videnskaben – det er med til at styrke den.

Vi skal bare et spadestik dybere i konflikterne end den udbredte historie om alle vinderne på kamppladsen, som ellers dominerer vores fortælling om videnskabens udvikling.

For videnskabens historie er ofte bygget op omkring de store genier, der endte med at få ret og lukkede munden på dem, de var uenige med.

Fordi konflikterne ofte efterlader en vinder og en taber, hører vi mest om vindernes historie.

At være taber betyder ikke, at man tager fejl

Tænk eksempelvis på Newton eller Voltaire (som vi møder i de kommende artikler).

De er er gået over i historien som sejrherrer, selvom deres påstande ikke kun var rigtige.

Imens er deres modparter mindre kendte - ved du eksempelvis hvem Leibniz og Needham er?

Bare rolig, vi kommer tilbage til dem i de næste artikler. De var nemlig ikke helt galt på den med deres forskning, men de slap bare ikke lige så godt fra kamppladsen.

»Der er de her kongerækker i videnskaben, som vi fortæller videnskabens historie igennem. Det er en måde at skabe en fortælling på, og der er en tradition for, at man starter med Aristoteles og Platon og så bygger videre derfra,« siger Morten Fink.

Vi hører om de store, endegyldige videnskabelige resultater, der ofte er bundet op på markante skikkelser, vinderne. Pythagoras og hans læresætning (a2+b2=c2), Newton og fysikkens love eller Einstein og relativitetsteorien er blot et par eksempler.

Kongerækken er en falsk fortælling

Men egentlig er videnskab meget mere en holdindsats og en kollektiv bedrift, og dykker vi ned i de enkelte konflikter, kan vi se, at de faktisk ikke bare handler om vindere og tabere, men viser alle de menneskelige sider af videnskaben.

Det ser vi eksempelvis i kapløbet mellem de to dinosaurjæger Cope og Marsh, hvor den ene satser sin private opsparing på usikre investeringer i kampen for at skaffe penge nok til sine ekspeditioner.

Eller da Voltaire går i kødet på Needham, fordi han tror på guddommelige mirakler, og Voltaire hader mirakler.

Hvordan kan denne ener-historie om alle vinderne alligevel holde så godt fast, når nu konflikterne også fortæller så meget andet? For at finde svaret herpå, skal vi lige have styr på, hvordan videnskaben egentlig arbejder.

Videnskab er en kollektiv indsats

Ifølge moderne videnskabsstudier bør forskning forstås som en social og kollektiv praksis.

Forskere samarbejder i store grupper på tværs af lande, hvor konstante diskussioner og kritiske vurderinger af hinandens fund med tiden fører til enighed om et resultat.

Her er enigheden et kvalitetsstempel, fordi flest mulige forskere er kommet frem til det samme.

»Kongerækken bliver udfordret af moderne videnskabshistorie og videnskabsstudier. Her siger man, at historien ikke handler om konger og præsidenter, specielt fordi det etablerer en dybest set falsk fortælling af akkumulativ videnskab, hvor vi bare bliver klogere og klogere,« forklarer Morten Fink.

Videnskab er ikke akkumulativ

I 1962 fremsatte videnskabsfilosof Thomas Kuhn en nu meget kendt teori om, at videnskaben udvikler sig i bølger af såkaldt ’normalvidenskab’ og ’revolutioner’:

Vi har en bestemt verdensforståelse, som forskere i samarbejde udforsker, udvider og finder sprækker i.

Når sprækkerne bliver for mange, splintrer vores eksisterende forståelse af verden, og et nyt verdensbillede overtager, som da vi skiftede Jorden ud med Solen som centrum i universet.

Eller: Hvad der var ænder i forskerens verden før revolutionen, er nu kaniner, som Kuhn selv beskrev det i 1962. Skiftene behøver dog ikke være så voldsomme hver gang og kan også ske i langt mindre skala indenfor enkelte fag.

Videnskaben bygger altså ikke bare ovenpå og ovenpå - den er ikke akkumulativ.

Den bygger snarere videre indenfor den verdensforståelse, der hersker.

Kongerækken overlever alligevel

Trods Kuhns udbredte forståelse af, at ny viden ikke bare bygger videre på eksisterende viden, men at en ny verdensforståelse afløser den gamle, når den ikke længere holder, så slipper kongerækken ikke sit faste tag om videnskabshistorien.

Det er der ifølge Morten Fink flere årsager til.

»Det er jo ikke forkert at fremhæve nogle, der rager op. Tag Galilei, han kæmpede virkelig for sin sag, men kongerækken er også en smart pædagogisk formidling. Og så bliver den til dels vedligeholdt af forskere selv, fordi de også ofte har en ambition om at blive den næste ener,« siger Morten Fink.

Historien om de store enere bliver også styrket af begivenheder som uddelingen af Nobelpriser, hvor det stadig er den individuelle indsats og anerkendelse, der bruges som målestok.

Udsigten til individuel anerkendelse kan også være med til at trække flere til fagene.

»Fortællingen om eneren er vigtig, fordi den er med til at rekruttere dem, der har det ekstra, der skal til. Der er nogle, som bliver tiltrukket af muligheden for anerkendelse, ligesom indenfor sport, hvor man kårer årets spiller, og hvor man hele tiden har nogen at se op til, som man kan prøve at overgå,« forklarer Morten Fink.

Forskningsfejder kan gøre os klogere på videnskaben

Selvom forskningsfejder kan fremme den misvisende fortælling om de store enere, så kan de også gøre os klogere på videnskaben, hvis vi ikke kun ser på vinderne, men på selve konfliktelementet.

For selvom konflikter i den størrelsesorden som Galileis konflikt med pave Urban 3. ikke er hverdagskost, da det meste forskning foregår med et relativt lavt konfliktniveau, så er konflikt en central del af videnskaben.

Det forklarer Kristian Hvidtfeldt Nielsen, der er lektor i videnskabshistorie ved Aarhus Universitet.

»Konflikt er på en måde bygget ind i videnskaben. Der er en anerkendelse af, at sandheden ikke bare er noget, man går ud og finder. Det kræver hårdt slid og arbejde. Forskere samarbejder for at finde frem til det rigtige, og det indebærer uenigheder, og de uenigheder er også med til at gøre videnskaben stærk,« siger Kristian Hvidtfeldt Nielsen.

Konflikt, tvivl og kritik gør videnskaben stærk

Tag peer-review som eksempel: Forskere indleverer deres artikler til et tidsskrift, hvor andre forskere kritisk vurderer både teorier, metoder og resultater.

Ofte får forfatterne en masse rettelser til deres artikel, før den udgives. Nogle gange er dem, der vurderer artiklen, også internt uenige om teorier eller resultater, og så kommer forfatteren ofte på arbejde for at tydeliggøre de ting, som alle kan være enige om er sikker viden.

»Når et resultat kritiseres, så er det for at afprøve den nye viden, og se om den holder. Man har sat sig for at have en kollektiv tvivl og være skeptiske overfor ny viden, fordi den skepsis vil gøre den resulterende viden endnu stærkere,« siger Kristian Hvidtfeldt Nielsen.

Videnskab er en rodet, menneskelig praksis

Både Kristian Hvidtfeldt Nielsen og Morten Fink peger på, at forskningsfejder især viser, at videnskaben er en menneskelig praksis.

»Videnskaben kan nogle gange se ud som en abstrakt ting, der nærmest kører af sig selv. Men det er et menneskeskabt fænomen, som laves og gøres af mennesker. Når mennesker er involveret, så er der fejl og konkurrencer, men også forståelse, kommunikation og en skabelse af mening, som kommer flere end den enkelte til gode,« siger Kristian Hvidtfeldt Nielsen.

Det kan give god mening at blive lidt forvirret eller måske skeptisk, når forskere strides om, hvad der er rigtigt, eller hele forskningsmiljøer skifter mening om en sag.

Det så vi eksempelvis under første corona-nedlukning, hvor de videnskabelige resultater om virkningen af mundbind stak i mange forskellige retninger.

Men sådanne kovendinger er netop pointen med videnskab, ifølge Kristian Hvidtfeldt Nielsen.

»Forskere bliver klogere. Man kan måske tro, at videnskaben er et system, der bare laver viden, sådan bliver vi også ofte undervist i matematik og fysik i skolen. Men vores folkeskoleviden er jo dét, der står tilbage efter hundrede års strid mellem videnskabsfolk,« siger Kristian Hvidtfeldt Nielsen.

Anerkendelse sikrer jobbet

Måske man kan undre sig over, hvordan forskere kan drives så langt ud i konflikter, at de forlader deres arbejde eller fremsætter personlige og grove anklager mod modstanderne.

Både Kristian Hvidtfeldt Nielsen og Morten Fink peger på prestige og anerkendelse som vigtige drivkræfter. At vinde, og dermed få ret, succes og anerkendelse, er meget vigtigt for at skaffe nye midler til sit arbejde og få lov at fortsætte sin forskning.

»Som forsker er man ofte, både i dag og tidligere, meget afhængig af anerkendelse fra forskersamfundet og eksempelvis bevilligende myndigheder, der kan finansiere ens arbejde,« siger Morten Fink, og fortsætter:

»Derfor kan de her stridigheder blive meget bitre, fordi forskerne sætter hele karrieren på spil: Det kan være mange års forskning, man kan være bange for ikke at kunne høste frugten af, hvis man taber.«

Konkurrencemennesker

Samtidig spiller konkurrence en central rolle i forskningen, og er med til at drive konflikterne. Mange forskere er konkurrencemennesker ifølge Morten Fink.

»Det handler både om et ønske om anerkendelse, men man skal være konkurrencemenneske for at klare sig i forskningsverdenen – man skal have en vilje til succes,« Siger Morten Fink.

Kristian Hvidtfeldt Nielsen ser også et stort konkurrenceelement og beskriver, hvordan vinderen omsætter sin sejr til konkrete fordele i karrieren.

»Det er en konkurrence om anerkendelse og ære, som man kan konvertere til videnskabelig prestige, bedre ansættelse, mere i løn, priser, eller flere midler til sin forskning, så man kan fortsætte den,« fortæller Kristian Hvidtfeldt Nielsen.

Konkurrence og stræben efter sandhed hænger sammen

Kristian Hvidtfeldt Nielsen mener dog også, at interessen i at finde frem til vigtige problemer, løse dem og få de bedste og mest korrekte resultater har lige så stor betydning.

De to ting - konkurrencen om anerkendelse og interessen i de mest sande svar - hænger sammen, og det driver også konflikterne frem.

»Stræben efter sandheden vil være uløseligt forbundet med, at fordi man ved, man har ret, så er det jo også ens egen forskning, der skal fremmes,« siger Kristian Hvidtfeldt Nielsen.

»Hvis nu man opdager, at den anden har lidt mere ret, så kan det være svært at opgive sit standpunkt, fordi det også har personlige konsekvenser. Det er nok medvirkende til, at nogle fejder bliver ret intense.«