Radikalisering og anti-radikalisering er et varmt politisk emne. Regeringen lægger med sin antiterrorpakke fra februar måned 2015 op til, at fængslede, som udtrykker radikale holdninger, skal kunne fratages privilegier som besøg udefra og skal kunne isoleres for ikke at influere de andre fanger.
Håbet er, at det vil kunne forhindre, at unge indsatte ender som Omar El-Hussein, der skød og dræbte to mennesker 14. og 15. februar 2015. Den ene af de dræbte deltog ved et debatarrangement om satiretegninger, den anden var jøde og vagt ved den jødiske synagoge.
\ Maj 2021: Danske børn og kvinder i syriske fangelejre hentes hjem
Artiklen her udkom oprindeligt i 2015, men genudgives, ifm. at regeringen nu agter at hente 14 børn og deres tre mødre hjem fra jihadistlejrene i Syrien. Det sker blandt andet oven på en redegørelse fra en nedsat taskforce samt en sikkerhedsvurdering fra Politiets Efterretningstjeneste, der udtrykker frygt for radikalisering.
Det er muligt at retsforfølge de danske IS-kvinder, der nu har udsigt til at kunne komme til Danmark. .
Rigsadvokaten har oplyst til taskforcen, at der for størstedelens vedkommende vil være grundlag for at tiltale dem for overtrædelse af en eller flere terrorbestemmelser i straffeloven.
Det vurderes, at hvis kvinderne bliver tiltalt, kan de forvente at blive idømt tre til fem års fængsel.
Kilde: DR
Den strategi til at standse radikalisering i fængslerne, kan dog meget vel få den præcis modsatte effekt, advarer lektor i kriminologi på Det Juridiske Institut på Syddansk Universitet, Linda Kjær Minke.
Hun har selv tilbragt over 1.000 timer i et lukket fængsel i 2006-2007 for at studere de logikker og dynamikker, der opstår bag tremmer.
At sætte hårdt mod hårdt kan ifølge hende risikere at skabe yderligere radikalisering.
»Ved isolation bekræftes de i, at samfundet er uretfærdigt, og at samfundet udøver sin totale magt over for dem. Det kan forstærke radikaliseringsprocessen, når de sidder helt alene og kun har sig selv og deres egne tanker og samtidig føler sig værre behandlet end andre indsatte. Det er bekymrende med en strategi, som lægger op til mere isolation,« forklarer Linda Kjær Minke.
Et studie fra Filippinerne, som blev udgivet i det videnskabelige tidsskrift Studies in Conflict and Terrorism i 2012, viste desuden flere eksempler, hvor isolerede fanger fik en slags martyrstatus. Det er med til at give strategien den fuldstændig modsatte effekt.
Forskning i antiradikalisering mangler
Noget tyder på, at den hårde kurs, som politikerne har valgt, ikke er den rigtige. Men hvad skal man så gøre?
»Det er et rigtig godt spørgsmål. Det er super svært, og man ved faktisk ikke ret meget om det,« siger Linda Kjær Minke, som forklarer, at der ikke er lavet ret meget forskning på området. Derudover er radikalisering er et meget politiseret begreb, som ikke er defineret videnskabeligt, lyder det fra lektoren.
Ifølge Linda Kjær Minke tyder erfaringer dog på, at inklusion, uddannelse og meningsfuld beskæftigelse er gode veje til at undgå både radikalisering og øget kriminalisering af de indsatte.
»Og så er det vigtigt, at de får en troværdig samtalepartner, som de kan støtte sig til. Det kunne for eksempel være en imam eller en person fra en anden religiøs trosretning,« påpeger hun.
Den vej har politikerne dog valgt fra. Regeringens antiradikaliseringsplan som blev vedtaget en måned før antiterrorpakken fjernede nemlig imamer fra indsatsen, kort før planen blev vedtaget. Det skete efter pres fra især Dansk Folkeparti.
I fængslet sidder marginaliserede grupper
Der er dog ingen tvivl om, at det er vigtigt at være opmærksom på fængslerne i forhold til radikalisering. De indsatte er nemlig allerede marginaliserede og dermed sat ud på et sidespor i forhold til resten af samfundet.
Derfor er der ifølge Linda Kjær Minke tale om en risikogruppe.
»Et vigtigt fællestræk for personer i fængsel er, at de alle er marginaliserede og ofte også identitetssøgende. Samtidig kan fængselsverdenen være en rå verden. Nogle vil søge beskyttelse i grupperinger, der også kan være radikalt religiøst forankrede. International forskning har fundet, at reglerne i disse grupper bliver en blanding af banderegler og religiøse regler,« fortæller hun.
Efter hendes vurdering er det meget vigtigt at være opmærksom på fængslernes rolle i forhold til både radikalisering og øget kriminalisering af de indsatte.
»Fangepopulationen er allerede sat uden for samfundet, de er marginaliserede og skal finde mening i tilværelsen. International og amerikansk forskning viser, at det derfor er vigtigt at være opmærksom på fængslerne,« siger hun.
Er vrede over for samfundet det samme som radikalisering?
Selvom fængslerne er opmærksomme på adfærden blandt de indsatte og holder øje med dem, der giver udtryk for radikale holdninger, er det meget svært at vurdere, hvem der rent faktisk vil begå forbrydelser, når de bliver løsladt.
\ Radikalisering er et problem i danske fængsler
En rundspørge blandt fængselsbetjente viser, at 40 procent har været vidne til radikalisering, skriver fagbladet Fængselsfunktionæren.
Som en del af sit studie af logikker og dynamikker i fængslet udsendte Linda Kjær Minke spørgeskemaer til knap 1.700 indsatte.
»Der er personer, som på spørgeskemaerne har skrevet ting, som kunne tolkes, som om de er radikaliserede. En skriver for eksempel, at han føler sig pisset på af det danske samfund. Han er offer i det store spil, hvor politiet har magten og slår ned på alle muslimer. Og Guds vrede vil slå ned på samfundet,« fortæller hun.
En sådan person vil med stor sandsynlighed blive stemplet som radikaliseret. Men spørgsmålet er, hvor reel en trussel han egentlig er mod samfundet.
»Sel om man sidder og taler om det i fængslet, vil de færreste rent faktisk forsøge at omstyrte samfundet, når de kommer ud. Med Omar El-Hussein ved vi jo ikke, hvad der fik ham til at handle, som han gjorde, men det, at han havde været i fængsel, har nok ikke haft en anti-radikaliseringseffekt på ham,« siger hun.
Radikalisering bruges i flæng
En anden udfordring i forhold til at forebygge og standse radikalisering er, at vi faktisk bruger begrebet alt for bredt i dag, mener forskerne.
Definitionen af radikalisering er oprindeligt, at det er en proces, hvor en person eller en gruppe begynder at acceptere brugen af vold til at skabe politiske eller religiøse forandringer i det samfund, de lever i, forklarer videnskabelig assistent på Dansk Institut for Internationale Studier, Tobias Gemmerli.
»Problemet er, at radikaliseringsbegrebet i dag bruges til at beskrive individer i stedet for processer. Vi begynder at bruge det som en slags diagnose, og det har intet videnskabeligt fundament at stå på. Det er et problem, hvis vi baserer politiske tiltage på de her forståelser og dermed handler i blinde og laver strategier, som måske gør det værre,« siger han.
Som samfund har vi et behov for at forklare, hvorfor unge mænd, som er vokset op Danmark, pludselig får et ønske om at omstyrte samfundet.
Der er det ifølge Tobias Gemmerli nemt bare at kalde dem radikaliserede. Så har vi fået en nem forklaring på noget, der er uforklarligt, men samtidig afskåret os fra at forstå, hvad der egentlig ligger til grund for deres tanker og handlinger.
\ Læs mere
Vold og radikalisering hænger sammen
Begge forskere understreger, at radikalisering ikke har nogen særlig sammenhæng med islam. Der er eksempler på, både at kristne er radikaliserede, og at radikalisering finder sted blandt stærkt politisk venstre- og højreorienterede grupperinger.
Som et eksempel på en gruppe, der gennemgik en radikalisering, nævner både Linda Kjær Minke og Tobias Gemmerli, Rote Armee Fraktion i Tyskland. Her var der tale om en meget venstreorienteret gruppe, som ønskede at omstyrte det kapitalistiske samfund ved hjælp af voldelig revolution.
»Medlemmerne af gruppen så sig ikke som kriminelle, selv om de slog folk ihjel. De mente, at deres kamp var retfærdig, fordi den skulle omstyrte det kapitalistiske samfund. De så sig som ofre for det kapitalistiske system,« siger Linda Kjær Minke.
Rote Armee Fraktion overholdt og respekterede ikke lovene i Tyskland. De mente, at drab var retfærdigt, når det var en del af den overordnede kamp for at omstyrte kapitalismen. Og det er netop definitionen på radikalisering – at en gruppe begynder at acceptere brugen af vold og eventuelt drab til at forandre samfundet.
Demokrati skal rumme radikale holdninger
I dag bruges radikaliseringsbegrebet ifølge Tobias Gemmerli, alt for bredt til at beskrive grupper og individer, som måske i virkeligheden ikke kan kaldes radikaliserede.
Et individ eller en gruppe kan nemlig godt have radikale holdninger, uden at være radikaliseret og dermed decideret farlig.
Som eksempel nævner han Hizb-ut-Tahrir, et islamisk parti som arbejder for at skabe et sunnimuslimsk storrige (kalifat).
»Hvis de skal undergå radikalisering, skal de være klar til at blive voldelige, og det er de jo ikke. De overholder landets love, selvom de ikke anerkender dem, og de lægger ikke op til at omstyrte demokratiet ved hjælp af vold,« påpeger han.
Regeringen lægger med sin antiradikaliseringsplan og antiterrorpakke op til initiativer, som skal forebygge radikalisering og afradikalisere dem, som er blevet radikaliseret. Men på den måde afskærer vi os måske fra at udvikle os som demokrati, mener Tobias Gemmerli.
»Der mangler diskussion af, hvordan kritikker af samfundet kan inkorporeres i samfundet. Tror vi på, at der er plads i vores demokrati til radikale holdninger. Eller mener vi at ved overhovedet at tage stemmerne ind, kan det ødelægge samfundet?« siger han.
