Guds eget våben: Danske 'fremmedkrigere' fortæller, hvorfor de kæmper for jihad

På billedet, jeg kigger på, står de to mænd, som lige nu sidder foran mig, på en irakisk slagmark. Deres camouflageuniform matcher ikke i farven. De har hver især armen om en gejstlig militærleder.

Elwan og Yosef ser afslappede - men alligevel malplacerede - ud på billederne. Deres tanktoppe er designet til at afsløre deres biceps, og deres moderigtige træningssko skiller sig ud fra de officielt udseende uniformer, som deres alvorligt udseende hærførere har på.

Tilbage i Danmark bladrer Elwan og Yosef hurtigt gennem ‘selfies’ af dem selv, poserende på landskabernes bakketoppe, solbrændte i nuancer af mørk rød og med solbriller i panden, mens de lige så meget ligner den europæiske turistkliché som de såkaldte 'fremmedkrigere', som deres fortællinger vil afsløre dem som.

Elwan og Yosef er to af de seks danske fremmedkrigere, som jeg fulgte i flere år imellem, under og efter deres rejser for at komme tættere på en forståelse af, hvad der skete, da mere end 150 danskere og 4.000 europæere rejste til Mellemøsten for at slutte sig til islamistiske militærbevægelser for at kæmpe i de konflikter, som udspillede sig i kølvandet på ‘Det Arabiske Forår’.

Disse individer ser ud til at komme fra alle samfundslag og repræsenterer et bredt spektrum – fra unge idealister til fromme salafi-jihadister eller hærdede kriminelle.

Nogle søgte et fuldkommen nyt liv ved at udkæmpe jihad, mens andre var afsted, så længe deres ferie fra studiet varede.

Ideologi, social marginalisering eller begge dele?

Fænomenet kom bag på både journalister, politikere og forskere – hvorfor ville unge mænd, som var født eller opvokset i den danske velfærdsstat, vælge at erstatte dens komfort med en fjern konflikts slagmark?

Som valg betragtet strider det mod den liberale, demokratiske logik i at stræbe efter ‘det gode liv’, sådan som begrebet generelt forstås - altså, et liv defineret af stabilitet, tryghed og mulighed for økonomisk fremgang.

I hjertet af denne gåde ligger der også presserende bekymringer om, hvorvidt den slags motivationer kan være tegn på et ønske om at deltage i terrorisme ‘hjemme’ i det europæiske land, de er rejst ud fra.

Diskussioner om disse spørgsmål har drejet sig om, hvorvidt den grundlæggende årsag er en religiøs/ideologisk radikalisering (se her og her) eller konsekvensen af en socioøkonomisk marginalisering (se her og her).

Selvom disse to dele af litteraturen ikke udelukker hinanden, og selvom mange studier tager højde for begge faktorer, lader det lidt til at være et hønen og ægget-spørgsmål.

Er den slags voldelige handlinger en konsekvens af radikalisering og dogmer, som er en del af en bestemt religiøs ideologi?

Eller giver den religiøse ideologi bare et legitimerende narrativ for voldelige handlinger, der vokser frem af de frustrationer, som social marginalisering forårsager?

LÆS OGSÅ: Hvad driver en terrorist?

Hvad tænker de om at tage afsted?

Selvom spørgsmålet: ‘Hvorfor tager de afsted?’ er et vigtigt spørgsmål, er det nok ikke det bedste spørgsmål at stille som forsker, fordi spørgsmålet fordrer et enkelt svar på et svært spørgsmål.

I stedet forsøgte jeg at besvare det beslægtede spørgsmål om, hvordan det at blive fremmedkriger blev meningsfyldt og relevant for hver enkelt af de personer, jeg lærte at kende.

Det betød at tage religiøs ideologi alvorligt og samtidig være opmærksom på fremmedkrigernes sociale virkelighed.

Med mit feltarbejde og interviewstudie udvidede jeg mit fokus til også at gælde deres livshistorier, op til at de tog afsted, deres oplevelser på slagmarken og med at vende hjem til Danmark.

Det, jeg mødte i mit studie, var hverken hjernevaskede kultmedlemmer eller blodtørstige terrorister, men en langt mere menneskelig historie som handlede om at opsøge en mulighed for værdighed ved at kæmpe for det, de betragter som jihad.

I stedet for at blive bevidstløst radikaliseret har personerne her aktivt opsøgt jihad som en måde at forløse frustrationer i deres liv.

Derfor hænger deres valg om at udkæmpe jihad lige så meget sammen med deres position i det danske samfund, som det hænger sammen med religiøse overbevisninger eller mellemøstlig politik.

Guds egne våben

Men lad mig nu introducere dig ordentligt for Elwan og Yosef og de andre deltagere. Elwan og Yosef er venner og voksede op sammen i de betonomgivelser, hvor jeg mødte dem.

Deres ansigter har gamle ar, og deres tatoverede arme fortæller deres egen historie. De har levet kaotiske liv på kanten af samfundet, og det virker mere, som om de forsøger at undgå reelle tragedier end egentlig at klare sig godt her i livet.

De blev sparket ud af skolen, har domme for kriminalitet, og de er udstødt af deres familier. Deres tid bliver for det meste brugt på at løfte vægte i det lokale træningscenter.

Da jeg møder dem, ser de frem til snart at rejse ud igen, og det at tage i træningscenteret har fået en helt ny betydning for dem.

Træning handler ikke længere bare om kropsbillede og forfængelighed, men tager hellig form af tilbedelse af Gud i kraft af at forbedre deres kroppe som Hans kampvåben.

LÆS OGSÅ: Ødelægger krigen mod terror vores retssamfund?

Jihad giver status

Der sker en lignende transformation i måden, de ser sig selv på. Hvor de før bare var ‘gangstere’, som svindlede sig gennem livet, ser de nu sig selv som Guds soldater.

Elwan så tidligere ikke frem til at stå foran Gud på dommens dag og hilser sålede muligheden for at deltage i jihad velkommen som en uventet vej til at frelse sig selv fra sine tidligere synder.

Udover muligheden for at få tilgivet alle synder i livet efter døden ved den første blodsdråbe, forklarer Elwan, stiller det at udkæmpe jihad ham også lige med samfundets toppræsterende medlemmer; forsøg på at opnå status gennem uddannelse eller ansættelse er nemlig ubetydelige sammenlignet med jihad i hans øjne.

En mulighed for syndsforladelse

En anden jihadist, Nørrebro-bandelederen Abde, udtrykker ligefremt, at:

»Nogle mennesker er døde på grund af mig, og det er et stort problem, når jeg møder Allah … Det er ikke godt nok bare at bede, med alt det lort jeg har gjort,« siger han med hentydning til de forskellig, sammenhængende betydningslag af hans forestående rejse for at kæmpe i Syrien.

Rejsen forholder sig på én og samme tid til hans fortids synder, til den nære fremtid, hvor han vil gøre ‘mere’ end at bede (nemlig udkæmpe jihad), og ind i det hinsides, når han møder sin skaber.

Ved at udkæmpe jihad i Syrien, søger Abde syndsforladelse for sin fortids synder og kan derigennem at leve og dø med et mindre problematisk forhold til Gud og sin egen samvittighed.

Krigsdeltagelsen fungerer på den måde på flere niveauer, idet den både forholder sig til den politiske virkelighed i Mellemøsten og Abdes eget liv.

LÆS OGSÅ: Hvad er terrorisme, og er den blevet værre?

At være en permanent mistænkt

Alligevel har kun halvdelen af de seks fremmedkrigere, jeg følger, en kriminel fortid; resten har ledt forholdsvist jævne liv før de to afsted. De er optaget på uddannelser eller har faste jobs. Deres frustrationer var mere indirekte, men alligevel tydeligt tilstede i deres liv, før de rejste afsted til Mellemøsten.

Et sigende eksempel er, hvordan Ameer beretter om at gå glip af møder i studiegruppen på grund af hans frygt for at blive opfattet som en potentiel trussel ud fra Omar el-Husseins stereotype af de tungt bevæbnede vagter, som er indsat permanent ved synagogen overfor hovedbibliotekets indgang siden el-Husseins angreb.

Hvis han kendte til studiegruppemødet i god tid, ville han på forhånd omhyggeligt overveje, hvad tøj han skulle tage på og for eksempel fravælge en hættetrøje.

Men hvis biblioteksbesøget blev planlagt spontant, ville han allerede begynde at føle sig utilpas og få svedige håndflader, når han drejede ned ad den smalle sidegade overfor Rundetårn.

Samtidig ville han forsøge at fokusere på at virke rolig, fordi han frygter, at stærk nervøsitet i sig selv kunne blive opfattet som mistænkelig adfærd. Nogle gange endte han med at vende om og gå glip af studiegruppemødet.

En mulighed for retfærdiggørelse

Disse erfaringer spejles af Samir, som fortæller om som teenager at blive stoppet på gaden med sine venner af politiet og blive beordret til på skift at kropsvisitere hinanden, mens den ene politibetjent bemærker: »Det er bedre, at I selv gør det, hvis nu en af jer har en selvmordsvest på.«

»Hvordan ser man hinanden i øjnene efter det?« spørger Samir retorisk. Han tilføjer, at han og hans venner holdt op med at tilbringe tid på legepladserne, efter politiet havde henvendt sig til dem der og spurgt, om de solgte stoffer til mindreårige – da de selv kun lige akkurat var nået teenagealderen.

Hans stemme bliver mørk i tonen, da han fortæller om at blive stoppet sammen med sine yngre brødre på vejen hjem fra grønthandleren med en pose grøntsager i hånden for at blive udspurgt om det at være en bande.

LÆS OGSÅ: Behov for en ny betegnelse for fanatiske terrorister

Nogle tror, at jihad vil give dem følelsen af stolthed

Lad os sammenligne kontrasten mellem Abdes udtalelse om syndsforladelse for drab i kontrast til Imran, som siger:

»Jeg troede, at hvis jeg gjorde det [kæmpede i Syrien], så ville jeg komme tilbage med en rank ryg […] At være, ligesom, stolt og ryste, hvad de end tænker om mig, af mine skuldre.«

Ligesom Abde forventer Imran også at forholde sig anderledes til sig selv, når han har været i Syrien – at have opnået noget, han kunne være stolt af.

Men denne forandring forholder sig ikke til forbrydelser, han har begået tidligere i sit liv, men til, hvordan han tynges af den måde, han oplever, at samfundet opfatter ham på.

Vender ikke hjem som helte - adskiller dem endnu mere socialt

At blive fremmedkriger var løftet om en løsning, uanset hvor ultimativt selvmodsigende det må forekomme, på oplevelser af frustration over de unges moralske ståsted i verden.

De danske johadister knytter en enestående mulighed for at ‘blive god ved at gøre godt’ til rejsen.

Snarere end at være blevet radikaliseret til et bestemt trossystem formede disse mænd aktivt det formål, som, de mente, kampen i udlandet ville tjene for dem i relation til frustrationerne i deres liv.

Men deres kamp repræsenterede en tvetydig frelse, fordi de betydninger, som rejserne har for mændene her, står i stærk kontrast til, hvordan de blev opfattet af deres lokalmiljøer og det bredere samfund, som de vendte tilbage til.

De bliver ikke hilst velkommen som hjemvendte helte af deres familier eller lokalsamfund, når de vender hjem, men bliver i højere grad undgået og ekskluderet fra ægteskabsmuligheder eller den lokale moske.

Alligevel ville det at give efter for social fordømmelse for nogen betyde at opgive den eneste ting, de nogensinde har følt sig stolte af.

I stedet for insisterer de stadigt stædigere på deres egen opfattelse af at have udkæmpet en moralsk kamp og fordømmer resten som hyklere, hvilket adskiller dem endnu mere fra de sociale sammenhænge, som de allerede kæmpede for at finde plads i.

LÆS OGSÅ: Verden bliver aldrig fredelig og fri

Hvad kan vi lære af at tale med fremmedkrigere?

Dette kig ind i oplevelsen af at blive fremmedkriger viser, hvordan samspillet mellem religiøse overbevisninger, konflikter i Mellemøsten og frustrationer over deres position i det danske samfund definerede, hvordan disse mænd udformede det formål og den betydning som de knyttede til deres rejser.

Derved illustreres det, hvordan det at tale med folk for at forstå deres (voldelige) handlinger kan fremhæve begreber såsom radikaliseringsmangler, når det kommer til at opfange sådan et valgs mange facetter.

Derudover antydes det, at når forskere viser villighed til at afprøve nye perspektiver og se vores eget samfund gennem andres øjne, så kan vi belyse ustabile positioner i dets margener, som ellers ikke er synlige for os.

LÆS OGSÅ: Derfor begår Islamisk Stat terror i Europa

LÆS OGSÅ: Historieprofessor: Ekstremister går amok for at skabe orden

Artiklen er oversat af Lisbeth Lassen. Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite, ScienceNordic.com.