Det vakte kritik, da det i juni kom frem, at forskningsprojektet iPsych havde brugt 140.000 danskeres genmateriale uden samtykke til at undersøge, om det er arveligt at være sofavælger.
Men det var faktisk helt inden for skiven.
Det vurderer myndigheden, en videnskabsetisk komité i Region Midtjylland, som har ført tilsyn med iPsych, skriver DR.
Dengang lød kritikken blandt andet, at forskerne bag projektet ikke havde fået godkendelse til at undersøge sammenhængen mellem gener og valgdeltagelse.
Men efter sin undersøgelse har komitéen afgjort, at iPsych har et »meget bredt formål«, og at de har haft godkendelse til at undersøge både årsager til og konsekvenserne af psykiatriske diagnoser.
Til gengæld har forskerne ikke levet helt op til reglerne, da de aldrig etablerede en etisk rådgivningsgruppe, som myndigheden ellers var blevet lovet.
Derfor har komitéen udtalt kritik mod iPsychs forskningsleder Preben Bo Mortensen, som til DR skriver, at han tager kritikken til efterretning.


































