Hvis du er født efter 1981, kan der være god grund til at læse med her.
For op mod 140.000 danskeres gendata er blevet brugt i et omfattende forskningsprojekt kaldet iPsych, men uden at de er blevet informeret eller har takket ja til at medvirke.
I projektet, der skal undersøge psykiatriske diagnoser, har man kortlagt generne på 90.000 personer med diagnoser som ADHD og depression. Derudover indgår data fra 50.000 tilfældigt udvalgte danskere, som er født mellem 1981 og 2008.
Dataene kommer fra de hælprøver, som alle nyfødte i Danmark får tilbudt for at se, om barnet har bestemte medfødte sygdomme.

Det møder nu kritik fra eksperter:
»Det er ikke tillidsvækkende overhovedet, hvis man som forælder opdager det her. På lang sigt undergraver det dermed tilliden til forskning,« siger lektor Ayo Næsborg-Andersen ved Syddansk Universitet til DR.


































